mandag den 28. december 2020

Anmeldelse: Aura af Carlos Fuentes

Titel: Aura
Forfatter: Carlos Fuentes
Oversætter: Rigmor Kappel Schmidt
Illustreret af Alejandra Acosta
Skjødt Forlag
74 sider
Først udgivet 1965, denne oversættelse 2020
Fantastisk/gotisk kortroman/novelle

Vurdering: 5/6

Du vil ankomme til et gammelt, mørkt hus. Sådan er mexicanske Carlos Fuentes' novelle eller kortroman Aura skrevet: i andenperson fremtid (eller i det mindste med hyppige indslag af fremtid). Hvis du aldrig nogensinde før har læst en tekst skrevet i dén grammatiske form, så er du ikke den eneste.

Ellers er indholdet i Aura egentlig ret velkendt og virker som noget, der burde være skrevet 100 år tidligere: Der er et dobbeltgænger/spejlingsmotiv, en gotisk stemning og indretning af det store, nedslidte hus, fortællingen foregår i, et gennemgående drømmer-jeg-eller-er-jeg-vågen-spørgsmål, en herskab-og-tjenestefolk-tematik og en fornemmelse for forfald. Som oversætter Rigmor Kappel Schmidt har gjort oplysende rede for i en artikel på forlagets hjemmeside, er Aura dybt sovset ind i den gotiske tradition. Og hvis man skal være lidt kæk kan man derfor sige, at kortromanen nok ikke er noget originalt mesterværk, men til gengæld utvetydigt er en mesters værk.

Det mesterlige ligger i den sans for nænsom opdatering af det gammelkendte materiale, Carlos Fuentes lægger for dagen. Ligesom kortromanen handler om en ung historielærer, der får til opgave at renskrive et over halvtreds år gammelt manuskript til en selvbiografi, tager Fuentes' tekst form af en slags renskrivning af 1800-tallets uhyggetraditioner.

Den store opdatering er selvfølgelig du- og fremtidsformen, men der er også andre velvalgte stilistiske elementer, der skaber liv i gotikkens reanimerede lig: f.eks. en drømmescene, der er fortalt med flosset højremargen som et digt, og så en rig brug af muligheden for at eksplicitere den seksualitet, som 1800-tallets forfattere kun måtte danse om som katten om den varme grød – katten, der for resten tortureres noget så grusomt i nærværende kortroman, hvilket man kun forstår meningen med, hvis man kan fransk eller har google translate klar ved hånden, så sidstnævnte kan anbefales for andre udannede bondeknolde som mig selv.

Dobbeltgængermotivet tager form i den ældre kvinde, der ansætter hovedpersonen Felipe, señora Consuelo, og hendes dragende niece, Aura. Det sker hele tiden på en lidt omvendt tidsforskudt måde, hvor erindring, nutid og fremtid filtres sammen, som i denne aftensmadsscene:

Du ser hurtigt fra tante til niece og fra niece til tante, men i selvsamme øjeblik standser señora Consuelo enhver bevægelse, mens Aura samtidig lægger kniven fra sig på tallerkenen og bliver siddende ubevægelig, og du husker, at señora Consuelo et splitsekund tidligere gjorde det samme.

Der er hele tiden disse små forbehold for handlingen: Det er ikke bare sådan, at señora Consuelo et splitsekund tidligere gjorde det samme, nej, det er noget "du husker". Ligesom når der står: "Din erindring siger dig, at klokken må være omkring seks om aftenen" – igen dette erindringsforbehold. Og jeg erindrer, at der var et langt tydeligere eksempel på dette et sted i bogen, men jeg kan ikke finde det igen, for udgivelsen med Alejandra Acostas underskønne illustrationer er for smuk til, at jeg vil sætte blyantsstreger i den.

Ikke kun de – både i tid og sprog – let forskudte bevægelser binder Consuelo og Aura sammen. Også metaforisk er der ensartede beskrivelser. Consuelos stemme lyder som "en fugls dæmpede skræppen", og hendes grin beskrives således: "Fra den gamle dames tilknappede hals vil der stige en dump kaglen op." Få sider efter beskrives Aura som "forpjusket".

At denne fuglemetaforik findes i den danske oversættelse er et godt eksempel på, at en oversætter ikke bare skal kunne sprog, men også være en god læser. Man ville let kunne komme til at overse fuglemetaforikken og gøre f.eks. Consuelos latter til en hiksten og Auras udseende tjavset. Det er derfor, der altid går et lille glædesgib gennem mig, når jeg ser navnet Rigmor Kappel Schmidt på titelbladet – så kan man være sikker på, at sproget både et lige så skønt flydende og lige så sammenhængende betydende som på spansk. Tror jeg – for jeg kan ikke et ord spansk.

Jeg tror, der er meget mere at komme efter i Aura, hvis man har forstand på mexicansk og fransk historie. Det har jeg ikke, så der var en del, der gik hen over hovedet på mig. Men det, jeg fangede, er jeg ret så lykkelig over at have læst. Det kan varmt anbefales.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar