Anmeldelse: Uendelig lidelse af Sun Pin

Titel: Uendelig lidelse
Forfatter: Sun Pin
Oversætter: Sidse Laugesen
Korridor
86 sider
Udgivet på kinesisk 2016, denne oversættelse 2019
Kortroman

Vurdering: 4/6

Tidligere på foråret kunne alle danske medier med respekt for sig selv rapportere, at Asta Olivia Nordenhof i sin nye roman, Penge på lommen, skriver de bevingede ord: "Kapitalismen er en massakre." Det samme er Sun Pin egentlig inde på i Uendelig lidelse (dvs. hvis man da kalder det økonomiske system, de har i Kina for kapitalisme, altså, de seneste år er der jo kommet hyperkapitalistiske, frie markedskræfter til landet, men samtidig består den autoritære stat og en udpræget grad af korruption, på den anden side er kapitalismen alligevel altid autoritær og korrupt), men her står det knap så direkte, og tanken kompliceres en del.

Kapitalismen som massakre introduceres i Uendelig lidelse gennem en serie krigsmetaforer, der først virker meget pludselige og voldsomme, men som man med tiden begynder at se en sammenhæng i. Allerede den første sætning benytter sig af en voldsmetaforik: "Hver eneste gang en dag slås ned, vækkes atter en ny til live."

Den nye dag vækkes til live over Chu Nanhong, der sammen med sin ægtemand Zhang Qun bor i en mikroskopisk lejlighed, som de ovenikøbet deler med et andet par. Da Zhang Quns arbejdsplads sætter et boligbyggeri i gang, tændes håbet for, at de kan få en af lejlighederne; men Zhang Qun indser hurtigt, at det er umuligt — der er for mange foran i køen. Chu Nanhong lader sig dog ikke sådan slå ud. Hun beslutter sig for at forføre Zhang Quns chef og betale for lejligheden med sin krop.

Det er her, de voldelige metaforer for alvor kommer til deres ret. Chu Nanhong må købe nyt tøj for at gøre sig tiltrækkende for chefen, for hendes gamle garderobe ligner "kasserede, hærgede brynjer og emmede af råddenskab og død. [...] Ligene hang forladt i skabet, afskyelige, gyselige, og man fik lyst til at grave dem ned". Klædt i sin kjole "vandrede hun gennem natten og følte sig som et stumpt og blankslebet våben." Hvis kapitalismen er en massakre, en krigshandling, så står Chu Nanhong klar med fingeren på aftrækkeren for at skyde igen.

Det vilde i Uendelig lidelse er, at det viser sig, at måske er det Chu Nanhong, der er lidt for klar til at fortolke klassekampen som en kamp. De voldelige metaforer følger hende hele vejen gennem bogen, men knytter sig ikke rigtigt til andre personer; og det viser sig, at det faktisk ikke giver specielt meget mening eller forløsning at strides med Zhang Quns chef, for kapitalismens strukturer kvæler alle, også dem med magt. Hvordan dette kommer til udtryk i kortroman skal ikke afsløres her. Men det er bestemt læseværdigt!

Det må have været lidt af en opgave at oversætte en bog med så vildt et billedsprog fra kinesisk til dansk. Det er gennemgående gjort imponerende af Sidse Laugesen. Men enkelte steder smutter syntaksen, og teksten kommer af uudgrundelige årsager til at ligne noget, der er Google Translated fra engelsk:

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå i en pøl, lagnet under dem, dampende vådt efter søvnen, duvende i glitrende, sprøde bølger under kroppene.

Altså, det er jo ikke dansk: På dansk kan man ikke bruge præsens participium til at danne adverbielle ledsætninger, som man kan på engelsk. Jamen Jonas Eika gør det også, og når han gør det er det fedt! Ja, men Jonas Eika er ekstremt venstreorienteret og har grønt hår. Er du ekstremt venstreorienteret og har grønt hår? Nej? Så må du ikke bruge engelsk syntaks på dansk.


Tilføjelse 21/02/2020:
Eller, ved nærmere eftertanke: Er problemet brug af præsens participium til at danne adverbielle ledsætninger, eller en kombination af diverse (engelsksyntaktiske) fuck-ups? Her kommer et bud:

Første fuck-up: Udskiftelse af præposition med komma, hvilket man kan på engelsk ("He was lying in a puddle, the duvet beneath them steaming with sweat"), men ikke på dansk (allerede "han lå i en pøl, lagnet under dem" er forkert).

Andet fuck-up: Første fuck-up er nok opstået, fordi ønsket er at sætte den egentlige præposition om bagerst i præpositionsforbindelsen ("han lå i en pøl med lagnet under dem"), men det går i ged på grund af to gange måske ikke grammatisk forkert klodsethed: 1) Der er ingen grund til at bestemme det rumlige forhold mellem ham og lagnet efter lagnet er introduceret, bare skriv "på lagnet" i stedet for "med lagnet under dem", 2) Det lyder som en de/sig-fejl, det ville jo hedde "de lå med lagenet under sig" (stadig klodset) ikke "de lå med lagenet under dem", men det ER ikke en sådan fejl, for der står jo ikke de, men han, der skiftes altså klodset (men vel ikke vildt forkert?) fra ental til flertal midt i præpositionsforbindelsen, men selvom det ikke er (særligt?) forkert, lyder det stadig forkert.


Tredje fuck-up: Præpositionsforbindelsen henviser forkert: "Han lå på lagnet(,) dampende af sved" betyder, at HAN dampede af sved, ikke lagnet. Hvis du vil have præpositionsforbindelsen til at dampe, er du vist nødt til at introducere en ledsætning: "Han lå på lagnet, der dampede af sved". Og var der så overhovedet en fejl i præpositionsforbindelse som adverbiel ledsætning? Jeg ved det ikke rigtigt, i virkeligheden har jeg ikke noget dybere kendskab til grammatik. Måske er fejlen oppe i første fuck-up den eneste engelsksyntaktiske, skal vi ikke sige det, vi veksler én engelsksyntaktisk fejl til en anden.

Så med alt det i baghovedet kan vi genintroducere ornamenteringerne og skrive:

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå svedende på lagnet, der dampede vådt efter søvnen, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppen(e).

(Jeg var nødt til at rette pølen til "svedende", for ellers ville "der" måske henvise til pølen og ikke lagenet, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fikse det ellers. Jeg har sat kropsflertallet i parentes, for jeg er altså stadig ikke vild med at gå fra ental til flertal midt i sætningen, hvis man vil have flertallet med er løsningen: "på lagnet, der under dem dampede vådt efter søvnen, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppene", selv tak.) (Og hov, nu ser jeg et fjerde stykke klods, hvilket skyldes, sgu, at de to præsens participium-ting oppe i originalen må henvise til to forskellige subjekter, altså lagnet kan vel ikke være "dampende vådt efter søvnen", lagnet har jo ikke sovet, så den første henviser altså til ham(/dem?), mens den anden (duvende) henviser til lagnet, det går jo heller ikke, så her kommer en ny løsning, som jeg ville ønske sætningen var:)

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå svedende på lagnet, som dampede vådt under dem, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppene.

Hvad så, siger du nok (nej, for ingen har sguda læst så langt her), med de to gange "under", er det ikke klodset, skal det ikke også rettes? Nej, det er rytmisk og poetisk, og det bestemmer jeg, mor er træt, farvel.

Tilføjelse 2, senere på dagen:

Nej, for satan, jeg er tilbage, det skift der fra ental til flertal var kun klodset på grund af "dem"-der-lød-som-om-det-skulle-være-"sig"-klodsetheden og ikke klodset i sig selv, altså kan "under dem" fjernes, og så er der også en måde at genintroducere pølen på, her kommer den færdige sætning, du kan betragte det her som min jobansøgning som redaktør og/eller oversætter i enhver ledig stilling, jeg kan ikke kinesisk, men jeg kan dansk, og så må jeg vist hellere komme tilbage til det speciale, her var sætningen:

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå pølsvedende på lagnet, som dampede vådt, duvede i glitrende, sprøde bølger under kroppene.

Eller hvad med at vi Harald Voetmannificerer den lidt (dette er bare for sjov, for lige at få det på det rene):

Zhang Qun var endnu ikke vågnet, også han lå pølsvedende på lagnet, hin svedtilsølet vådt dampende, i glitrende, sprøde bølger under kroppene duvende tekstilgenstand.

Anmeldelse: Til mine brødre - og andre tekster af Peter-Clement Woetmann

Titel: Til mine brødre - og andre tekster
Forfatter: Peter-Clement Woetmann
Arena
129 sider
2019
Drama / poesi

Vurdering: 4/6

De tre tekster i Til mine brødre - og andre tekster er oprindeligt opsat på Aarhus Teater i 2016-18, da Peter-Clement Woetmann var husdramatiker der. I forordet takker Woetmann skuespillerne, "der har haft mine ord i deres munde og stillet spørgsmål ved deres form og vist deres mistro til min skrift", og det kan jeg sådan set godt forstå, for det kan være svært at forestille sig, hvordan teksterne her præcis skal sættes op som drama - særligt den sidste, "Lav sol", må det kræve noget af en hukommelse at lære udenad. Så egentlig er det meget passende, at genredefinitionen på udgivelsen er blevet "tekster" og ikke "drama", for det, man læser, ligner ikke en normal dramatekst - i to af teksterne er der ingen markeringer af, hvem der siger hvad (ifølge forordet kan teksterne "spilles af et frit antal personer"), og generelt er der få til ingen regibemærkninger. Derfor egner de sig lige så godt til at blive læst som poesi - hvilket kan anbefales!

To velfungerende greb går igen i samtlige tekster: Gentagelser og citater. I den første tekst, "Til mine brødre", taler først en mand, hvis bror som soldat sendes til Afghanistan, og siden broren - og indimellem en mere deskriptiv stemme, der udlægger fakta og analyserer den moderne krigsførelse. I denne tekst starter sætningerne ofte med en variation over "Jeg vil tale om" og "Jeg tænker på", hvilket bliver meget kraftfuldt, her fra begyndelsen:

Jeg vil tale om krig.
Jeg vil tale om krigen i Afghanistan.
Jeg vil tale om de øjeblikke i vores liv, hvor vi suges ind i historien og kan mærke, der er noget, der er forandret.

"Til mine brødre" indholder citater fra soldaters egne beretninger om oplevelsen af at være i krig, og gennemgående er spørgsmålet, hvordan et menneske kan leve med at slå ihjel, eller rettere: Hvordan det at skulle kunne leve med at slå ihjel systematiseres. Det handler om, hvordan man gør afghanernes liv til det, Judith Butler kalder "usorgbare", altså til mennesker, hvis død man ikke behøver sørge over:

Min bror sagde:
Vi rensede ikke målene, da kompagnichefen mente, at det ville være lettere, hvis vi ikke så, hvad vi havde slået ihjel. 

Men på trods af alle forholdsreglerne er det alligevel umuligt ikke at føle konsekvensen af at have slået ihjel, så længe man stadig er i stand til at sanse:

Jeg tænker på den yngste brors ansigt, måden kødet trevlede på, at der i stedet for næsens fremspring var et stort tomt hul.
Jeg tænker på, hvordan kraniet, at der ikke længere var nogen struktur.
Jeg tænker på, at vi senere opdagede, at de to brødre bare var på vej hjem.
I stedet for et ansigt var der en klump ødelagt kød. 

Teksten slutter med forestillinger om fremtidig krig, en "krig uden anger", hvor soldaten ikke længere behøver sanse sit offer og derfor ikke anerkende ham som levende, fordi krigen udkæmpes på afstand med droner og robotter.

Den anden tekst, "Den sidste bølge", er sjovere, selvom den også er, om muligt, endnu mere sortsynet og langt hen ad vejen virker som noget, Theis Ørntoft kunne have skrevet. Men sjov er den alligevel, og det skyldes Woetmanns evne til at pastichere og citere andre diskurser og tekster, så der optræder replikker som disse:

Det er et meget fleksibelt og gennemsigtigt produkt, som mange danskere efterspørger. 

Og:

Forbruget er stadig lyspunktet, detailsalget stiger hurtigere end realvæksten i takt med den hurtigere voksende servicesektor.

Det minder lidt om replikker, der kunne ligge i munden på Edvard i Inger Christensens skuespil Intriganterne.

I "Den sidste bølge" rejser en mand ved navn Samuel til Mars for at slippe for sine jordiske bekymringer, sin skam over sit vestlige, bekvemmelige liv og sin angst for fremtiden. Før rejsen taler Sarah om, hvilke bekymringer han vil kunne glemme på Mars, og her falder tekstens bedste replik:

Så kan du glemme dine bekymringer, sagde Sarah. [...] Den lille skam ved at kræve, at dine ansatte skal være robuste, sagde Sarah, skal finde sig i alt. 

Den sidste tekst, "Lav sol", er den, der er mindst akut samfundskritisk og mest poetisk skøn i sit sprog. Teksten handler om en kunstig intelligens, der måske, som jeg forstår det, erindrer sine sanseindtryk fra dengang, den var et fysisk menneske? I hvert fald er store dele af teksten den reneste, sanselige poesi:

Jeg kan høre havet. Jeg ligger i mørket og lytter til havet. Det kan være brusende og sært roligt. Det kan lyde som trætoppe, bladene der slår mod hinanden. Det kan lyde som søvn der løber ud af ens elskedes mundvige, stille, stille, fugt. 

Har jeg en favorit blandt de tre tekster? Tjah, "Til mine brødre" er nok den, med et irriterende ord, vigtigste tekst, fordi den mest præcist stiller skarpt på et problem i verden, Afghanistan-krigen og evnen til at slå ihjel, men til gengæld er det måske også den tekst, der er æstetisk mindst vellykket med en del tekststeder, der i deres iver efter at repræsentere den ukommunikerbare krigsoplevelse simpelthen bliver for meget i sproget og ender i det utroværdige, som her:

Jeg kalder det MAD MINUTE. Jeg kalder øjeblikket, hvor alting smelter sammen med min fingers ene bevægelse: MAD MINUTE. Og jeg knalder ud med min gun, til nerverne siger, de skal hilse.
MAD MINUTE: MAD MINUTE! MAD MINUTE!

"Den sidste bølge" er til gengæld den skarpeste satire af de tre, mens  "Lav sol" har de smukkeste sætninger. Så en favorit blandt de tre? Nej, alle tre tekster byder på læseværdige elementer og kan anbefales.

Pristjek.org

Det er et stykke tid siden, jeg har lagt en anmeldelse op på denne blog, hvilket ikke kun (men også) skyldes dovenskab. En af de bedre grunde er, at jeg har haft travlt med at skrive anmeldelser andre steder, heriblandt på en ny blog ved navn Pristjek, som jeg driver sammen med Anders Holbæk. Konceptet er, at vi læser os igennem samtlige vindere af en litteraturpris og vurderer, om de enkelte bøger har fortjent prisen. For tiden læser vi vindere af Nordisk Råds Litteraturpris, og de første to anmeldelser er på nuværende tidspunkt lagt op. Tjek det gerne ud på pristjek.org.