Anmeldelse: Ødelæggelsen 1-11 af Majse Aymo-Boot

Titel: Ødelæggelsen 1-11
Forfatter: Majse Aymo-Boot
Forlaget Basilisk
29 sider
Først udgivet 2009, denne 2. udgave 2012
Poesi

Vurdering: 5/6

Sprog er sprog. Det lyder måske som en triviel konstatering, men filtreret igennem Majse Aymo-Boots poesi, får den vinger. Her har vi at gøre med sætninger, der er samlet efter et ikke umiddelbart gennemskueligt mønster, men ofte har det til fælles, at de enten er skønne eller vrængende eller netop skønne i deres vrængen. Her f.eks. en pastiche over indholdsløst new public management-sprog, som så pludselig skejer ud og bliver til noget mere klassiskskønt poesi:

Der er jævnligt kritik af den måde, landet styres på, og det kan føre til frugtbare diskussioner og nuanceringer, som vil danne grundlag for forslag til forbedringer. Det er ikke altid idyllisk, der kan også være nedture og dårligt vejr og depressive mennesker, folk der udfases fra deres arbejdsplads eller tager for store lån, som de ikke kan betale tilbage. Det forsøger vi at gøre noget ved ved at opfordre bankerne til at leve op til deres ansvar, ved at gøre systemet mere gennemskueligt og rummeligt for den enkelte og ved løbende at bestille analyser og rapporter fra uvildige instanser. [...] Mange af os synes vintrene er hårde at komme igennem. Vand fra skyerne falder til jorden i dråber. Vand fylder øjnene og rinder. Natten ruller sølvblå og metallisk ind over husene hvor gule lys lokker med hjemlighed og afstand. Vi kan ikke finde en løsning på alt, men vi er meget bevægede.

OK, så altså vi har pastichen af rapporten fra den uvildige instans; her får vi serveret døde ord og udtryk som "jævnligt", "frugtbar", "nuanceringer", "danne grundlag for", "udfase", "gennemskueligt" og "rummeligt". Dette er ord, vi til daglig lader magthaverne bruge til at skygge for deres egentlige intentioner, men som i en digtsamling bliver afsløret som koldklamt døde. Pludselig afbrydes det af en original og smuk beskrivelse af natten som "sølvblå og metallisk", men heller ikke det kan poeten rigtigt tage seriøst; den bliver straks efterfulgt af en slags parodi på en politiker-undskyldning: "Vi kan ikke finde en løsning på alt, men vi er meget bevægede." - En slags blanding af politikerudtryk som "Vi kan ikke redde hele verden", "Der komme en rigtigt god løsning i morgen" og "Det berører mig". Sprog er sprog: både politikerlingoen og poesien har nogle konventioner, der både har en slags skønhed i sig, men også nemt kan virke latterlige.
Hvordan skal poeten reagere på det? Måske med en ironisk distance til sin egen sprogbrug: "Hvis du vågner og det viser sig at du har kønsorganer i den ene ende af kroppen og nogle andre kønsorganer i den anden ende, så, ja hvad så? [...] Det tilkommer ikke dig at være fortegnet af ophidselse. Jo, hvis det er på sin plads." Hvad der starter som en poetisk sætning, bliver straks punkteret; indsigten i, at sproget er sprog glider ned med en stor skefuld ironi.
Det er én fremgangsmåde - en anden er bare at nyde sproget. Når der står "Jeg holder af at se et fortryllende gevandt vifte mig nærmere" er det ikke kun for at ironisk overgøre sproget, men også ganske enkelt fordi gevandt er et fedt ord. Når en af teksterne indledes med "Jeg har gennemgået socialiseringsprocessen" er det ikke kun for at gøre nar af akademisk sprog, men også fordi "socialiseringsprocessen" lyder sjovt. Der er hele tiden en ironisk distance til sproget og hele tiden en kritik af det samfund, der bevidstløst bruger sproget - men denne ironi og kritik kan ikke dække for den ærlige nydelse af sproget.
Det er nok sådan, Majse Aymo-Boots ret så vilde, lille bog kan beskrives: sprogsensitiv. Det gælder også hendes senere (og endnu bedre) Over os hænger en vidunderlig sol, som jeg (meget, meget!) varmt kan anbefale at starte med, hvis man ikke har læst Boot før. Ligesom Ødelæggelsen 1-11 har vi at gøre med sprogironi, kritik af magtsprog og sprogglæde, og på mange måder kan Ødelæggelsen 1-11 læses lidt som en skitse til mesterværket - et udtryk som at gå i "strakt karriere" optræder da også i begge bøger.
Ødelæggelsen 1-11 er kun 29 sider lang, men når på den korte plads igennem adskillige stilistikker, usandsynligt mange gode sætninger og lige så mange vittige indfald. Jeg er som læser vildt begejstret, og hvis det ikke var fordi, at jeg i Over os hænger en vidunderlig sol havde set, at det kan gøres endnu bedre, ville jeg nok havde givet det sidste point i vurderingen også.