Forfatter: Lars Skinnebach
After Hand
82 sider
2011
Poesi / hybrid
Vurdering: 5/6
Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster starter med et af højdepunkterne i den nyere danske poesi. I første del, med titlen "Øvelser", gennemskriver han den samme erindring otte gange (+ to "løsninger" på erindringen/klimakrisen og en slags prolog). Han husker en jagttur med sin far på Grønland ud i den tomme natur:
Vi sejlede ind, i den lille jolle til bunden af fjorden, det var en længere tur, end jeg havde været på før, vi sejlede væk fra øen og lovene i en glasfiberhånd løsrevet fra sin krop, sit samfund.
Nogle få bidder af erindringen gentages igen og igen i løbet af de otte-ni gennemskrivninger: Faderen skyder et rensdyr, men dyret rejser sig og løber væk; midt ude i intetheden ligger en tom, orange forsøgsstation; jeget fanger fisk, som de aldrig får spist; de bliver tilbudt at sejle med dybere ind i en indsø, men siger nej, fordi jeget er bange; jeget drømmer, at der er en ond heks lænket i fjeldene, som han kan befri ved at sige et bestemt ord, han aldrig har sagt og heller ikke skriver. Alt dette kobles til nutidens klimakrise udtrykt mere skræmmende og sandt end noget andet sted:
jeg sidder på en ny ø i et andet land i et samfund, der er i færd med at gå under. Vi reagerede ikke hurtigt nok, korrekt på klimakrisen. De politiske systemer, demokratiet i de vestlige lande magtede ikke, de magtede det ikke, at erstatte grundlaget for egne privilegier, fordi privilegierne, ressourcerne og demokratiet var tre brødre, der hellere gav afkald på deres frugtbarhed og videreførelse af slægten end at skulle skilles ad.
Intet kan være mere ominøst og, desværre, rammende end den ubesværede måde, hvorpå klimakrisens historie fortælles i datid. Det fører Skinnebach til det kunstsyn, digtsamlingen nok er mest kendt for (for at købe et eksemplar fra første oplag, skulle man skrive under på, at man ikke ville købe andet end mad den næste uge):
Digtning, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (KK) er ikke værd at beskæftige sig med. Fordi alt andet er at spille violin, mens skibet går ned. Det er selvfølgelig et ulykkeligt kunstsyn, som jeg kun kan tabe min fremtid på. Enten har jeg ret i, at vi skal ændre vores levevis radikalt allerede nu, hvis vi i første omgang skal undgå verdensomspændende sammenbrud, krige, borgerkrige, sultkatastrofer m.m. om ca. tredive år. Og i den anden omgang undgå at ødelægge selve livsbetingelserne, nemlig den specifikke sammensætning af luftarter i atmosfæren. Eller også har jeg uret. Hvis jeg har ret, lykkes mit kunstsyn kun, hvis det afstedkommer en øjeblikkelig radikal ændring af vores levevis, som kan afværge klimakrisens værste konsekvenser, og ellers mister det sin gyldighed i takt med de store krige, den store sult, og senere. Hvis jeg har uret, hvis der er tid nok, hvis klimakrisen ikke får de katastrofale konsekvenser, men bliver afværget, mister mit kunstsyn sin aktualitet og gyldighed, fordi den omverdensproblematik, som jeg baserer det på, ikke er gyldig. I begge tilfælde ophæver kunstsynet altså sig selv. Som en offergave til en fremmed intelligens
Hvis der bliver noget, der kan kaldes en fremtid, kommer det ovenstående citat til at stå i alle grundbøger i dansk på gymnasieniveau. Men "Øvelser" er ikke kun bemærkelsesværdig for formuleringen af Skinnebachs kunstsyn, men også som brandgod prosa. Der er den samme ustoppelige energi i sætningernes fremadskriden som i teksten "Erindring" fra Enhver betydning er også en mislyd; ligesom den tekst synes øvelserne at være skrevet i én udladning uden pause og uden senere redigering (hvilket et lille, men signifikant (og i poesiens navn tilgivelige, ja ligefrem påskønnelige) antal kommafejl også tyder på). Flere af teksterne starter med et kort digt, hvorefter den pløjende prosamaskine går i gang, her fra prologen:
Jeg har den udsendtes trang / til utopier, grænseløs / indtrængen, min sæd / falder ned i sne, natten / Min far og jeg, vi / boede, bor / vi i den orange / container / ved den store sø / ved 3. fjord / ved en forladt forsøgsstation
Sammensmeltningen af poesi og prosa — både i den mere eller mindre fortællende poesi, i den mere eller mindre poetiske prosa og i skæringspunktet mellem et digt og en kortprosatekst, som her — er for mig det bedste ved Skinnebachs forfatterskab. Til gengæld er jeg lettere skeptisk over for den rene poesi, der forekommer mig dunkel på en til tider træls måde:
Jeg skriver konsekvent / med en andens køn / viser jeg mig for dig / som en brud i skriften / Forlad mig bare / til fest og intelligens / den der før forlod mig / kom tilbage / som en parcel // med et træ / med skrigende fotosyntese, fødsel
Digtene synes meget gennemførte, så det er svært at have noget mod dem udover på en generelt, arbitrært smagsdefineret plan — og det har jeg så, i hvert fald når det gælder de, som ovenstående, (tilsyneladende) tomt symbolladede. Andre digte er ganske klare, men stadig splintrede, og dem er jeg fan af:
Så det / vi så de / kom / ankomst / hvor længe skulle vi sejle / til aflang / hvid by, vi sejlede / i glasfiber og racisme / gå kun uden for i den dræbende regn / så det var der / blandt ondskaben, hun / sprang ud af den standsede / form var / den vi de / var skuddet vi senere hørte / 6. station / besudling
Her får vi, fragmenteret og ødelagt, den forfaldsmyte, som øvelserne er: skuddet mod rensdyret, de unødvendige drab på fiskene og den lænkede, men måske undslupne fjeldheks som vendepunktet, hvor klimakrisen bliver til; jagtturen som besudling. Men så enkelt er det jo heldigvis heller ikke, for allerede i barndomserindringen er symbolet på den uberørte natur, indsøen, allerede et stykke postnatur; den er bemærkelsesværdigt trafikeret, man skimter sendemaster på toppen af fjeldet, og de overnatter i en forladt, orange forsøgsstation. Klimakrisen er på én gang noget, der må have sin egen skabelsesberetning, men samtidig også noget, der altid har været på vej. Det gør den måske kun endnu mere ustoppelig, endnu mere noget, der kun kan omtales i datid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar