Anmeldelse: Victoria af Knut Hamsun

Titel: Victoria
Forfatter: Knut Hamsun
Gyldendal
140 sider
Først udgivet 1898, denne udgave 1997
Kærlighedsroman

5/6

Knut Hamsuns Victoria er noget af det mest klichéfulde, jeg længe har læst: Bogen handler om møllerens søn, Johannes, der forelsker sig i herremandens datter, Victoria. Men på grund af klasseskellet er kærligheden umulig; de må nøjes med antydninger og skjulte, men voldsomt bankende, følelser.

Det er som sagt noget af det mest klichéfulde, jeg længe har læst. Det er også noget af det bedste.

Hvordan kan det være, at de følelser, som burde få én til at himle med øjnene, i stedet river én med ned i malstrømmen? Hvordan kan det være, at det er med bankende hjerte, man vender siderne — selvom man bliver fodret med en fortælling, der allerede på Hamsuns tid havde været en kliché i i hvert fald 150 år (siden Samuel Richardson skrev om det lidenskabelige, tabubelagte møde mellem tjenestepigen og adelsmanden)?

Det er svært at sige uden at forfalde til en forklaring, der i al sin generalitet ikke kaster meget lyst over sagen: Victoria er helt vildt velskreven. Tag f.eks. dette sted, hvor Johannes har reddet en pige fra at drukne, og hvor Victoria, lyksaligvis, har overværet det:

Han satte sig og lo gentagne Gange, henreven af Jubel. Javel, hun havde set ham udføre dette Arbejde, hun havde fulgt ham med Stolthed, da han kom med den Druknede i sine Tænder. Victoria, Victoria! Vidste hun, hvor usigelig han var hendes hvert Minut i sit Liv! Han vilde være hendes Tjener og Træl og feje hendes Vej med sine Skuldre. Og han vilde kysse begge hendes smaa Sko og trække hendes Vogn og lægge Ved i hendes Ovn i kolde Dage. I Ovnen vilde han lægge forgyldt Ved, Victoria!

Men, nå ja, sproget er godt, og hvad så? Burde det ikke bare føre til en trælst klichéfuld bog pakket ind i gyldne klæder? Nej, for de enkelte scener er, på trods af deres klichéfulde kontekst, usædvanligt velskrevne: Johannes og Victoria er mennesker af den slags, som Knut Hamsun beskriver bedst; følelsesmennesker, der ikke kan tøjle deres udbrud, men prøver; som det ene øjeblik manisk forfølger kærligheden for enhver pris, og det næste depressivt afviser nogensinde at have elsket. Når de mødes, med alle de misforståelser som deres gemytter naturligvis må føre med sig, står der gnister i dialogen. Man forstår, hvad de føler, og man forstår, hvad de misforstår, og man forstår, hvilke af misforståelserne der er med forsmået vilje, og hvilke der er ærligt forvirrede. Tragedien står så meget stærkere, fordi man ikke bare følger den, men føler den, for hvert eneste skridt.

Det er virkelig skrivekunst, også selvom bogen ikke helt når samme højder som mesterværkerne Sult og Pan. De sidste ca. 50 sider læste jeg åndeløst og tårevædet i ét sug. Den her lille klichéordbog er stor kunst.

Det bliver ikke dårligere af, at jeg var så heldig at falde over en "rigtig" udgave i en boghandel på Færøerne, hvor boghandlerne åbenbart ikke sender usolgte eksemplarer tilbage til DBK — bogen må i hvert fald have stået på hylden i henved 20 år. Siden da har Gyldendal udgivet en såkaldt "oversættelse" ved Ida Jessen — og "oversættelsen" er såkaldt, for Knut Hamsun skrev nemlig sine tidlige romaner på dansk. Hvis man vil have en version af Victoria, der ikke er forbryderisk maltrakteret med det formål at kunne smide en bestsellerforfatters navn på forsiden, så må man enten et smut til Færøerne eller (nok billigere, men mindre naturskønt) forbi sit lokale antikvariat — så det kan jeg varmt anbefale at gøre.