fredag den 31. august 2018

Anmeldelse: Solar af Theis Ørntoft

Titel: Solar
Forfatter: Theis Ørntoft
Forlag: Gyldendal
299 sider
2018
Roman

Vurdering: 5/6

"Jeg har længtes mod Skibskatastrofer / og mod Hærværk og pludselig Død," skrev Tom Kristensen i 1932, og hos ham har Theis Ørntoft nok fundet en del inspiration til sin nye roman, Solar. Som i Kristensens mesterværk Hærværk har vi at gøre med en mand, der egentlig har sit på det tørre og har et nogenlunde velfungerende liv, men alligevel beslutter sig for at gå i hundene. Det sker dog først ca. 100 sider inde i Solar (så undskyld for en semi-spoiler), for bogen starter med at mere eller mindre autofiktive Theis beslutter sig for at gå Hærvejen. Her beskrives naturen flere gange ved hjælp af en sammenligning med det kosmiske. Helt kort f.eks. i denne sætning:

De fire mørkeblå vogne hvirvlede støvet op idet de buldrede forbi mig, solen brændte over landskabet, og omkring mig stod de domesticerede nåletræer på rad og række, som en folkeskoleklasse der netop var blevet sat godt og grundigt på plads, og nu, men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid, stod skoleret for mennesket.

Dette "men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid" er bogens helt grundlæggende tanke. Nuet er nærmest ingenting i det store perspektiv. Derfor går Theis i hundene: han er ingenting, en uforstående del af en uddøende art, der kun er et ligegyldigt led i livets videre færd. Mennesket er ikke noget særligt, vi er kun evolutionens seneste påfund:

I det kunstige blå lys trådte de badende kroppe frem som det vi var; havdyr, kravlet op fra oceanet i tidernes morgen, og nu badende her i svømmehallen i Albertslund, tavse og skyggefulde, urtidige og senmoderne i samme uforklarlige nu.

Det er det, man kalder posthumanisme. Med Oplysningstidens modernitet fik vi humanismen - tanken om, at det enkelte menneske er noget specielt og bevaringsværdigt, hvilket udmøntede sig i f.eks. menneskerettigheder og demokrati. Men nu, hvor vi lever i en tid, hvor mennesket har travlt med at udrydde sig selv med sine klimaforandringer og alligevel vælger ikke at gøre noget - kun passivt se til, mens vi skaber vores egen død - er det klart, at man må stille spørgsmålet, om vi er så særlige endda. Som Ørntoft skrev i Digte 2014: "For mig er samfundene døde." I Solar møder vi så en mand, der som en postmoderne Ole Jastrau tilrettelægger sit liv efter samfundenes død.
Nå, men er det godt? Det er egentlig et lidt svært spørgsmål, for Solar er en meget ujævn roman; den ændrer sig konstant og prøver nye ting af, så vi både får de skønne, kosmisk uinteresserede naturbeskrivelser og et flere sider langt referat af The Neon Demon, hvilket ved første øjekast virker lidt overflødigt. Når man kigger nærmere på scenen, viser det sig, at kritikken af The Neon Demon er en kritik af Solar: Theis lader sig irritere over, at hovedpersonen er noget så klichefuldt som "en tavs og mystisk hovedperson fuld af indestængt vrede hvis forældre begge to er døde." Men ligeså klichefuld er Solars maskuline hovedperson, der jagter kvinder og alkohol og bevidst går i hundene. Det "begynder [...] at gå helt galt for filmen," da en panter uden forklaring dukker op, men samme panter dukker uden forklaring op igen senere i Solar, og Solar er generelt lige så fuld af uforklarede symboler som The Neon Demon, f.eks. i form af nogle windsurfere, som Theis forsøger at få til at passe ind i et system, der skal vise meningen med livet, hvilket ikke lykkes.
Så egentlig er det meget nemt at kritisere Solar med de samme ord, som den kritiserer The Neon Demon (hvilket selvfølgelig er meningen), men heldigvis for mig, synes jeg at The Neon Demon er en pissegod film, og de gode ting ved filmen gør sig også gældende i Solar: uforudsigeligheden og originaliteten er fedt, men først og fremmest er det æstetiske på plads. Sætningerne er ganske enkelt gode. Selvom Solar i sit forsøg på konstant at gentænke sig selv fra tid til anden kommer ind på nogle sidespor, er netop disse sidespor med til at gøre bogen god; det ujævne er også velskrevet, og netop det ujævne gør bogen original og derfor underholdende.
Helt så god en gå-i-hundene-historie som Hærværk bliver det ikke, og Ørntofts økoangst i Digte 2014 er heller ikke helt så gode som Tom Kristensens smadreangste digte, men det er også en lidt for høj standard at holde noget kunstværk oppe imod. Solar er underholdende, konstant overraskende og velskrevet, og meget mere kan man vist ikke bede om.

Solar var nomineret til Montanas litteraturpris 2019.

mandag den 27. august 2018

Anmeldelse: Going to Meet the Man af James Baldwin

Titel: Going to Meet the Man
Forfatter: James Baldwin
Forlag: Penguin Classics
252 sider
Først udgivet 1965, denne udgave 1991
Noveller

Vurdering: 5/6

Going to Meet the Man er bedre end nogen håndbog i intersektionalitet: Vi møder vidt forskellige mennesker, der alle har det til fælles, at de af en eller flere grunde er undertrykte. Flere af dem på grund af deres hudfarve, men undertrykkelsen har nuancer: Sangeren og filmstjernen i "This Morning, This Evening, So Soon" oplever undertrykkelsen på en helt anden måde end drengen Johnnie i "The Outing", selvom de begge er sorte mænd fra USA. Johnnies situation er nærmest et skoleeksempel på, hvad man taler om, når man taler om intersektionalitet: Han er sort, men ikke nok med det, for han er også fattig, men ikke nok med det, for han er også født uden for ægteskabet, men ikke nok med det, for han er også bøsse, men ikke nok med det, for han er også ateist. Der er intet fællesskab, han kan passe ind i. Hvis livet var et spil hjerterfri, ville han have fået tildelt en hånd bestående af kun billedkort.
Johnnie, der også spiller en rolle i den første novelle, "The Rockpile", og er hovedperson i Baldwins debutroman, Go Tell It on the Mountain, er udstødt over alt: I familien er han sønnen fra moderens tidligere, "syndige" liv og vil derfor aldrig blive accepteret af stedfaderen, og i samfundet omkring ham vil han ikke være i stand til at deltage i den religion, der binder menneskene sammen, for selv hvis han som sin bror løj om sin tro, ville han blive udstødt på grund af sin gryende, syndige seksualitet. Selv hans lidt-mere-end-ven, David, kan han ikke helt være sig selv sammen med, for David er åbenbart i stand til at forelske sig i piger og kan derfor på overfladen leve et for menneskene omkring ham acceptabelt liv. Men den familie og det fællesskab, Johnnie her er udstødt fra, er kun et mikrokosmos for det større samfund, der hader ham på grund af hans hudfarve.
Det bliver tydeligt i "This Morning, This Evening, So Soon", hvor vi møder en mand, der umiddelbart lever et priviligeret liv: Han er en kendt jazzmusiker og har lige spillet hovedrollen i en succesfuld film. Men han er også sort, og skal nu flytte hjem til USA efter flere år i Paris. Han ved godt, hvad der kommer til at møde ham der. I novellens sidste afsnit, hvor han sammen med sin søn træder ind i en elevator, lyder det: "I press the button and the cage, holding my son and me, goes up." Nok er han på vej op, ved at stige i de sociale hierarkier, men han og hans søn vil altid befinde sig i det bur, som deres hudfarve er.
Der er ikke nogen måde at undslippe undertrykkelsen. Selv kunsten er i "Sonny's Blues" kun en måde at udtrykke smerten, ikke en måde at momentant være den foruden. De sorte mennesker, vi møder i novellerne her, er tvunget til altid er være bevidst om deres hudfarve, om deres udstødelse, for et sekunds manglende bevidsthed om deres plads i samfundet kan være fatal:

There's a room in the court-house, a room where they beat you up. Maybe you're walking along the street one night, it's usually at night, but it happens in the daytime, too. And the police car comes up behind you and the cop says, "Hey, boy. Come on over here." So you go over. He says, "Boy, I believe you drunk." And you see, if you say, "No, no sir," he'll beat you because you're calling him a liar. And if you say anything else, unless it's something to make him laugh, he'll take you in and beat you, just for fun. The trick is to think of some way for them to have their fun without beating you.

Men Going to Meet the Man er ikke en afhandling om raceundertrykkelse - det er noveller, og det er netop deres kvalitet som fiktion, der gør dem så gode; indlevelsen i personerne, følelseslivet. Det er ikke så tit, undertrykkelsen bliver spiddet så tydeligt som i citatet ovenfor - tit har vi at gøre med et dagligdags vilkår, som læseren selv må fortolke ud af handlingen. F.eks. da Ruth i "Come Out the Wilderness" fortvivlet sidder på en bar og vender og drejer sit forhold til manden Paul:

A sound escaped her; she was astonished to realize it was a sob. The waitress looked at her sharply. Ruth put some money on the table and hurried out.

Mon servitricen ville have set på hende med empati, hvis Ruths hudfarve havde været en anden? Mon Ruth ville have været mindre bange for at skabe en scene, hvis hun havde haft en hvid persons erfaringer med, hvordan folk reagerer på éns tilstedeværelse i det offentlige rum?
Og så handler novellernes kvalitet selvfølgelig om Baldwins overlegne omgang med det engelske sprog. Især en gudstjeneste i "The Outing", som desværre er lidt for lang til meningsfuldt at citere fra her, gjorde mig helt ør; for søren da, hvor kan den mand skrive. Og jeg vil da heller ikke tøve med at kalde netop "The Outing" en af de bedste noveller, jeg har læst. Nu bliver jeg vist nødt til også at se at få læst Go Tell It on the Mountain.

lørdag den 18. august 2018

Anmeldelse: Fuglene af Tarjei Vesaas

Titel: Fuglene, originaltitel: Fuglane
Forfatter: Tarjei Vesaas
Oversættere: Jannie Jensen og Arild Batzer
Forlag: Batzer & Co
308 sider
Oprindeligt udgivet 1957, denne oversættelse 2017
Roman

Vurdering: 6/6

Da jeg var barn, kunne jeg ikke komme igennem første kapitel af Busters verden - han gjorde jo alting forkert, sagde pinlige ting og opførte sig pinligt! Som voksen er det endnu ikke lykkedes mig at komme hele vejen igennem The Office, og når jeg ser serien, er det med dynen op for øjnene. Klovn har jeg nøjedes med en enkelt episode af. Selv auditions til X-factor kan jeg ikke klare at se, også når det går godt. Men Fuglene er ikke pinlighedskomik, det er pinlighedstragik. Det er måske endnu hårdere at læse, men i dette tilfælde kan det også så meget mere.
Mattis er en udviklingshæmmet mand, der bor sammen med sin søster Hege i en norsk bygd i midten af 1900-tallet. Alle i landsbyen kalder ham Tusten, eller tossen. Det pinligt-tragiske skyldes, at han er klog nok til at vide, at han ikke er klog nok til at gøre tingene ordentligt. Han forstår godt, at han siger noget forkert, men ikke hvorfor det er forkert. Han ved godt, han er en byrde. Han ville bare ønske, han kunne være skarp og stærk som de andre, og han ved, at det aldrig vil blive sådan. Det er hjerteskærende. Og svær læsning, når Mattis bliver sendt ud for at tjene penge, og han allerede fra starten ved, at det komme til at gå galt, for det har det gjort alle de andre gange, og der er ikke noget at gøre. Han kommer til at opføre sig pinligt uden at forstå hvordan, og han kommer til at være ubrugelig som arbejdskraft, og han ved det, og læseren ved det. Det er ikke nemt at være Mattis.
Alt dette er beskrevet med en fantastisk lydhørhed og empati. Alt er beskrevet fra Mattis' synsvinkel, så som læser forstår man på en og samme tid ham og de ting, han ikke forstår - de andre - selvom man kun får den information, han gør. Man er som læser både i Mattis' sko, fordi man ser verden fra hans synsvinkel, og ikke i Mattis' sko, fordi man forstår det, han ser, på en anden måde end han selv gør. Det er godt skrevet.
Men Mattis er mere end bare en klumpedumpe, som man sympatiserer med til det gør ondt. Mattis er samtidig symbol for forfatteren, der ser på verden omkring sig og prøver at forstå. Eller måske rettere læseren, der stirrer efter tegnene og forsøger at få dem til at give mening. Tegnene kan både være ord og natur, som i den fantastiske åbningsscene:

Mattis så efter om himlen var klar og skyfri i aften, og det var himlen. Så sagde han til Hege, sin søster, for at opmuntre hende lidt:
- Du er som et lyn, du er, sagde han til hende.
Han gøs lidt ved at tage ordet i sin mund, men på en tryg måde, siden himlen var så fin.
- Med dine strikkepinde, mener jeg, føjede han til.

Mattis ser en sammenhæng mellem ordet og dets fænomen, som om ordet lyn er et varsel om tordenvejr, ligesom læseren må gøre i forsøget på at vride mening ud af teksten. Og Mattis er modtagelig over for naturen og den poesi, den udsender, som forfatteren:

Du mit næb imod sten, tænkte han hovedkulds som han sad der - og det gav et gib i ham.
Hvad?
Men det var væk.
Billedet og ordene skød igennem ham. Og lige så hurtigt forsvandt de igen - i stedet var der en mur lige foran hans ansigt. 

Måske kan det lyde lidt fortænkt på den måde at væve poesien ind i tossens verdensopfattelse, sådan gøre en anden slags åbenhed eller en anden slags tydning af omgivelserne til forfatterens - en ret Romantisk tankegang. Men fortænkt er det nu ikke. At lade sproget åbne sig, ikke kun fordi Tarjei Vesaas er en fremragende forfatter, men også fordi det af sig selv åbner sig i brystet på Mattis, det giver altså en særlig skønhed i naturbeskrivelserne. Og en særlig samhørighed med hovedpersonen, hvilket kun gør pinlighedstragikken, når han skal præstere sammen med andre mennesker, endnu mere hjerteskærende.
Først og fremmest er Fuglene en brandgod historie, eller rettere tre, som virkeligt interesserer sig for og sympatiserer med sine personer. Fra ende til anden er den troværdig, og man føler for alvor, at man lærer at forstå Mattis - hvilket er frustrerende, når man synes, man forstår ham bedre end de mennesker, der omgiver ham, og som ikke altid kan håndtere ham. Men disse mennesker forstår man også, selvom man ikke har samme adgang til deres tanker, som man har til Mattis'. Og det hele bindes sammen med naturbeskrivelser som denne:

[Han] lod det skumre mere, hvis det kunne kaldes skumring, og ikke bare noget navnløst mildt.
I dette øjeblik kom det uventede.
På den her side af viden er der stille, havde han netop tænkt, mens han så mod de to aspetoppe og nattehimlen. Der silede noget ned mellem toppene, han bildte sig ind at han kunne se det, så klart var det. Ingen vind, kun noget som silede - og på den her side var der så stille at ikke et blad på de friske aspe skælvede.
Men så kom der en lille lyd! En mærkelig lyd med ét. Og nogle korte, baskende vingeslag kunne han samtidig skimte i luften over sig. Så nogle lave kaldelyde igen, på et hjælpeløst fuglesprog.
Det fór lige over huset.

Fuglene er stor litteratur, når den er størst: når sproget, karakteristikken, handlingen og indignationen tilsammen skaber et værk, der uundgåeligt sætter tanker og følelser igang på enhver læser.

mandag den 13. august 2018

Anmeldelse: Samlede fortællinger af Heinrich von Kleist

Titel: Samlede fortællinger
Forfatter: Heinrich von Kleist
Oversætter: Niels Brunse
Forord: Kirsten Thorup
Forlag: Gyldendal
306 sider
Oprindeligt udgivet 1805-1811, denne oversættelse 1982, denne 3. udgave 2018
Noveller

Vurdering 3/6

Hvis der er én litteraturhistorisk periode, jeg foretrækker frem for alle andre, er det modernismen - og hvis der er én litteraturhistorisk periode, modernister har tendens til at hade frem for alle andre, er det Romantikken. Kleist var Romantiker for fuld udblæsning og på mange af de værste måder. Tag f.eks. en sætning som denne:

"O Jesus!" råbte Littegarde, idet hun, i den skrækkeligste angst kastede sig ned for ham med ansigtet trykket mod gulvet: "gå ud af mit kammer, min elskede, og forlad mig! Jeg omfavner dine knæ med inderlig glød, jeg vasker dine fødder med mine tårer, jeg bønfalder dig, sammenkrummet foran dig i støvet som en orm, om en eneste forbarmelse: gå, min herre og hersker, gå ud af mit kammer, gå i dette øjeblik og forlad mig!"

Mere overspændt, overdrevet, højtideligt og ufrivilligt morsomt bliver det vist ikke. Men det er da også lidt sjovt. Og det er da også imponerende med den kreativitet, som de fuldstændigt utroværdige følelsesudladninger beskrives med (omend der eddermame er megen vasken af fødder med tårer og griben om knæene i løbet af denne bog). Det er disse to punkter, mine tanker hele tiden kørte imellem under læsningen: er det underholdende eller bare dårligt? 200 års litteraturhistorie skrevet af mænd har besluttet, at det ikke er nogen af delene, men snarere intelligent, følelsesfuldt og smukt, hvilket selvfølgelig er lodret løgn - og hvis Heinrich von Kleist havde været kvinde, kan jeg godt garantere for, at hans tekster snarere var blevet beskrevet som hysteriske og for længst var glemt.
Så er det underholdende eller dårligt? Det veksler lidt fra novelle til novelle. Det dårlige består f.eks. i hovedpersonernes kedsommelighed: de er næsten altid de reneste rene dydsmønstre, for gode til denne verden, og derfor røvkedelige. Men i en enkelt af novellerne kommer der noget sjovt ud af denne kedsommelige personkarakteristik: Michael Kohlhaas er en retfærdig mand uden lige, "Men retsfølelsen gjode ham til røver og morder", som vi får at vide allerede fra starten. Se, det er jo en spændende konflikt. Ikke nok med at de rene idealer er for gode til denne verden - de kan endda føre til det modsatte af intentionen. "Michael Kohlhaas" er da også så langt den bedste af novellerne.
Det mest interessante ved de rene og dydige idealer bliver hurtigt noget, Kleist med garanti ikke selv havde tænkt over: at de ikke er så rene endda. Kleist foregiver hele vejen igennem at være på de undertryktes side, men faktisk er alle novellerne på magthavernes side. Kleist er bare for privilegieblind, racistisk og sexistisk til at opdage det (og hvad andet kunne man forvente af en mand, hvis mellemnavn er "von"?). I "Michael Kohlhaas" foregiver Kleist at kritisere magten - vennetjenesterne, korruptionen osv., der står i vejen for retfærdigheden. Men Kleist tør ikke gå planken ud og beskriver derfor konsekvent den i novellen mest magtfulde mand, kurfyrsten, som retfærdigheden selv. Det er ikke ham, men hans rådgivere og andre nære undersåtter, der er slemme. Som læser spørger man hele tiden sig selv: hvis kurfyrsten er så god, hvorfor gør han så ikke noget? Han er landets mest magtfulde mand, hvorfor bruger han så ikke sin magt i det godes tjeneste? Fordi Kleist gerne vil kritisere de korrupte, men samtidig også gerne vil bevare det racistiske, sexistiske og 'klasseistiske' samfund, der har begunstiget ham. Han kan ikke få sig selv til at kritisere magthaverne uden også lige at nævne, at magthaverne rent faktisk var gode hele tiden alligevel. Det er gennemgående for alle fortællingerne, at hvis der er én magtfuld, ond mand, så er der en endnu mere magtfuld mand, der er god, men underligt nok ikke lige bruger sin magt til at løse konflikten, for så ville vi jo ikke have nogen fortælling.
Tydeligst bliver idealernes faktiske ondskab nok i "Forlovelsen i St. Domingo", hvor Kleist viser sine sande farver og med bulder og brag forsvarer slaveriet. Dette er vel at mærke skrevet på et tidspunkt, hvor slavehandlen allerede var blevet forbudt i flere europæiske lande. Sjovt at en mand, der skriver om de rene idealers godhed, går ind for noget så ondt - og sjovt, at han i denne novelle får vendt det rene og gode på en måde, så det faktisk er slaverne, der er utaknemmelige, når det gør oprør.
Al fokuset på renhed og godhed gør også, at Kleist overser de rigtige ofre. I "Tvekampen" skal en dames ære forsvares: hun anklages for at have ligget i med en mand uden for ægteskabet, men det har hun slet ikke. Faktisk var det hendes tjenestepige, der var gået i seng med ham - han troede bare, det var den fine dame selv. Hun er ren og god, tjenestepigen er besudlet og ond og fortjener straf. Kleist overser her fuldstændig, at den rigtige skurk ikke er tjenestepigen, der handler på sine lyster, men det samfund, der forbyder kvinder at have sex. Problemet med den slags opbyggelig og idealistisk litteratur, Kleist skriver, er, at det hurtigt bliver forældet. Der er jo ikke i sig selv noget galt med, at en 200 år gammel tekst skrevet af en adelsmand forsvarer patriarkatet - selvfølgelig gør den det - men det bliver eddermame irriterende, når den samtidig foregiver at være på det "godes" side og hele tiden er belærende og klamt dydig.
Det var så det dårlige. Men underholdende er det altså også. Man bliver optændt af samme retfærdighedsfølelse som Michael Kohlhaas, når domstolen er imod ham, selvom han åbenlyst bør have retten på sin side. Og man underholdes da af forviklingerne og forsøgene på plottwists, også selvom de altid er kedeligt forudsigelige, fordi det er kedeligt forudsigeligt, at de dydige er og forbliver dydige og ideelle.
Og så var jeg personligt ret begejstret for samlingens sidste, lille novelle, "Om marionetteatret". Det er en af de korteste af novellerne, og til forskel fra de andre forsøger den ikke rigtigt at fortælle en god historie. I stedet er det en slags lignelse om, at den rigtige kunst kommer fra de naturlige drifter, fra den nærmest mekaniske inspiration, fra det dyrisk ureflekterede. Novellen her er skrevet helt anderledes end de andre, med kortere sætninger og afsnit, og med en på én gang mere fokuseret og mere springende fortællerstemme. Selvom budskabet om den naturlige inspiration som kunstens kilde er ret Romantisk i udgangspunktet, er denne novelle helt klart den mindst kedeligt Romantiske i samlingen, idet der er en villighed til at lege og prøve noget nyt. Det blev også Kleists sidste novelle, og måske lover den, at han, hvis han havde levet lidt længere, ville have været i stand til at skrive noget, der for alvor var nyskabende og inspireret. For det er da ret sjovt at den Romantiske idé om guddommelig inspiration har en tendens til, som hos Kleist, at resultere i stærkt konstruerede og klassisk kedelige fortællinger. Men som altså også, må jeg jo i sidste ende indrømme, har en vis underholdningsværdi.