Anmeldelse: Hvis liv fortalt af hvem af Henrik Bjelke, Inger Christensen, Jette Drewsen, Peer Hultberg, Sten Kaalø, Finn Methling, Jens Smærup Sørensen og Dorrit Willumsen

Titel: Hvis liv fortalt af hvem
Forfattere: Henrik Bjelke, Inger Christensen, Jette Drewsen, Peer Hultberg, Sten Kaalø, Finn Methling, Jens Smærup Sørensen og Dorrit Willumsen
Brøndums forlag
184 sider
1992
Kollektivroman

Vurdering 3/6

På Brøndums forlag havde man i 1990'erne mange sjove ideer. Man udgav Septemberfortællingerne, hvor syv forfattere skrev hver deres historier inden for bestemte temaer, bundet sammen af en rammefortælling, hvor syv mennesker mødes og fortæller historier efter Barsebäck er sprængt i luften. Siden er Inger Christensens bidrag, Nataljas fortællinger udkommet for sig (og den er et mesterværk, læs den!). Man lavede også Brøndums encyklopædi, et slags alternativt opslagsværk. Og så altså denne kollektivroman, Hvis liv fortalt af hvem. Her har otte forfattere fået til opgave sammen at skrive en roman ved skiftevis at skrive et kapitel, der bygger videre på de foregående. Forfatterne har ikke vidst, hvem de andre var, og som læsere får vi ikke at vide, hvem der har skrevet hvad. Det er både frustrerende og sjovt for en læser som mig, der ærligt talt kun har læst denne bog for at læse Inger Christensens bidrag. Der er 23 kapitler (vel egentlig 24, men det sidste er af en eller anden grund ikke markeret med et tal), så det svarer til, at forfatterne hver har skrevet 3 kapitler - det er dog ikke til at sige, om det er tilfældet, eller om nogen har skrevet mere og andre mindre. Hvis jeg skal give et gæt, vil jeg tro, at Inger Christensen har skrevet kapitel 5 og måske også kapitel 11. Mit gæt skyldes f.eks. et genialt afsnit som dette:

Da han så endelig ankom, og selv skulle møde denne rasende regn, befandt han sig midt i et endeløst tørvejr. Ikke så meget som en regndråbe. Intet af romanens stormplettede stemning. Kun solbeskinnet snavs. Tørt og lidt fedtet. Som om byen var et køkken.

Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er sikker. Det er en ret sjov del af legen for mig, at forsøge at gætte hvem, der har skrevet hvad. Om legen derudover er god, er svært at sige.
De første 6 kapitler er tydeligvis skrevet af forfattere, der gerne vil lege med. Vi møder Tycho V., der har for vane at navngive alt og alle, som en anden Adam. Han træffer Ida Merete (han navngiver hende "Dame" efter de sidste to og første to bogstaver i hendes to fornavne), og de bliver hurtigt gode venner og måske lidt forelskede. Der er også en japansk tidligere politimand, der er rejst til Danmark for at tage billeder af regnvejr, men på et af sine billeder genkender Tycho V. som potentielt indblandet i århundredets kriminalsag. I kapitel 6 møder vi så Karen, der i sin tid mødte Tycho V. i Japan og forelskede sig. En trekantsdramakrimi, lægges der op til - det lyder da spændende! Det trækker bestemt heller ikke ned, at de fleste af forfatterne ganske enkelt skriver godt, f.eks. i dette afsnit hvor Ida Merete tænker over sin og sin mands søvnvaner, nu hvor de er blevet ældre:

Og Henrik og hun var efterhånden lige irritable. Måske kom det sig af, at de sov så dårligt. Deres søvns lyde var blevet kraftigere. Lydene fra deres næser, bronkier, tarme og måske selve pulsen eller hjertet overraskede og vækkede dem simpelthen. Fugle var det ikke, selv om de begge påstod at have hørt både alliker og duer. I nat var hun vågnet ved en grim hivende snorken, der faktisk kom fra hende selv. Derefter havde han holdt hende vågen. Han lød som en koloni tyrkerduer og en enkelt skade.

Men så kommer der et kapitel 7 fra en forfatter, der virker til virkelig ikke at gide være med. Han/hun er simpelthen en dårlig legekammerat: For det første introduceres der pludselig en jegfortæller, hvilket ødelægger bogens rytme, for det andet er denne jegfortæller på underlig vis både en kvinde ved navn Inge-Gerda og ikke denne Inge-Gerda. Desuden dør Karen, der ellers lige var blevet introduceret i kapitlet før, og dermed strander den plottråd og ødelægges. Derudover misforstår forfatteren det tidligere kapitel og gør en mand ved navn Niels til Karens søn, selvom han tydeligvis ikke var hendes søn i kapitel 6, og desuden undrer Niels sig over, hvor Karen har fået alle sine penge fra, selvom det i kapitel 6 var ham selv, der havde købt en masse af hendes aktier. Kapitel 8 prøver lidt forvirret at ignorere kapitel 7 (og får i skyndingen placeret Tycho V. i indre København, selvom vi i kapitel 5 slap ham hjemme i Lyngby), og kapitel 9 er derfor nødt til at afbryde det hele, stoppe op og gøre opmærksom på alle inkonsistenserne og fejlene. De næste mange kapitler går derefter med mere eller mindre klodsede forsøg på at rydde op i alt det juks, som kapitel 7 introducerede; at forsøge at forklare, hvorfor Niels både er Karens søn og ikke er hendes søn, hvorfor der er en jegfortæller osv. Man kunne som redaktør have sendt kapitel 7 lige tilbage i hovedet på forfatteren og bedt ham/hende om at skrive det om, men man har valgt at give forfatterne frie tøjler. Der er også blevet taget nogle friheder i korrekturen: der er en del trykfejl og stavefejl, og side 167 har ikke noget sidetal. Det virker lidt sjusket og uprofessionelt.
Alt sjusket bliver af nogle af de senere forfattere gjort til en poetik; vi får forklaret, at livet er fuldt af løse ender og paradokser, og en af forfatterne skælder endda ud på forfatteren bag kapitel 9 over at være så emsig og påpege alle fejlene. Det er meningen, at det skal være sjusket, må vi forstå. Og det er da også sjovt nok som læser at følge med i, at forfatterne trækker i alle mulige forskellige retninger og vil alt muligt forskelligt med bogen, så den ender som et polyfont ruskumsnusk. Men polyfonien og sjusket betyder altså også, at kvaliteten er vildt svingende. De sidste kapitler er meget velskrevne og som slutning på en bedre roman, ville de nok også have været både overraskende og rørende, men her føler man, at bogen måske ikke helt har fortjent at få så god en slutning efter man har stredet sig igennem en del dårlige kapitler. Det er jo en unik oplevelse - det er ikke mange enkelte forfattere, der kan skrive så kvalitetsmæssigt svingende som disse otte kan - og derfor er jeg da rigtigt glad for at have læst bogen. Men er den god? Det ved jeg ikke helt. Både og, er det mest præcise svar nok: selvom den er én sammenhængende tekst, ender den med at føles mest som en antologi med tekster af forfattere med meget forskellige færdigheder.

Anmeldelse: Mørkt forår af Unica Zürn

Anmeldelse: The Silkworm af Robert Galbraith

Titel: The Silkworm (nr. 2 i Cormoran Strike-serien)
Forfatter: Robert Galbraith (pseudonym for J. K. Rowling)
Forlag: Sphere
455 sider
2014
Roman / Krimi

Vurdering: 4/6

En god cliffhanger er grundlæggende ikke en cliffhanger: En god cliffhanger er bogens spænding i sig selv, ikke et forsøg på at påpege den spænding. Det, jeg mener, er, at hvis der til slut i et kapitel står "Uha, hvad mon der skulle ske som det næste, nøj hvor spændende," så forholder man sig som læser instinktivt kritisk. Man spørger: Kan det nu passe, at bogen er så spændende, som den selv påstår? Derfor fungerer cliffhangeren bedst, når bogen ikke markerer, at den er der; når der sker noget spændende i stedet for at bogen påstår, at det skal til at ske noget spændende. Eller rettere, når man som læser er spændt på, hvad der sker som det næste, uden at bogen behøver minde én om, at man bør være spændt på, hvad der skal til at ske som det næste.
Robert Galbraith er grundlæggende god til cliffhangere. Man vil som læser gerne vide, hvem der står bag den forfærdelige forbrydelse, som plottet kredser om. Når man ved, at Cormoran Strike snart skal tale med en mistænkt, behøver man ikke som læser få at vide, at det bliver en interessant samtale - det kan man allerede gætte sig til, for alle de tidligere samtaler har været interessante. Derfor plejer Galbraith ikke at markere cliffhangerne - de er der på herlig vis af sig selv; bogen er ganske enkelt spændende uden markering af spændingen. Derfor irriterer det mig som læser selvfølgelig, når Galbraith et par enkelte gange alligevel ikke stoler på sin egen evne til at skrive et spændende plot og føler sig nødsaget til denne slags fjollede afsnit:

Preoccupied with his own comfort, a mixture of football and murder on his mind, it did not occur to Strike to glance down into the snowy street where shoppers, undeterred by the freezing weather, were gliding in and out of the music stores, the instrument makers and the cafés. Had he done so, he might have seen the willowy, hooded figure in the black coat leaning against the wall between number six and eight, staring up at his flat. Good though his eyesight was, however, he would have been unlikely to spot the Stanley knife being turned rhythmically between long, fine fingers.

Sådan et hjernedødt forsøg på spænding er grundlæggende et signal om, at forfatteren ikke selv tror på, at bogen er spændende: Mon læseren keder sig? Der er nødt til at ske noget nu, ellers står læseren sikkert af! Denne mangel på tro på egne evner præger desværre store dele af spændingslitteraturen, og det er hvad der trækker ned i de få dårlige dele af The Silkworm. Pludselig er der, eksempelvis, et biluheld, som ingen indvirkning har på resten af historien, og som føles som noget, en nervøs redaktør har tvunget ind. Den slags er ikke nødvendigt. Den slags dårlige forsøg på at lade som om, bogen er mere spændende end den er, er at tale ned til læseren. Især når bogen i forvejen er spændende, og der altså ingen grund er til at peppe handlingen lidt op.
Derfor er en af grundene til at jeg godt kan lide The Silkworm, at den alligevel falder i cliffhanger-fælden så lidt, som den gør. Men først og fremmest er jeg glad for bogen, fordi dialogen er så god, som den er. Mennesker taler naturligt og flydende, man lærer dem at kende gennem deres ord og handlinger, og plottet bevæger sig hele tiden fremad, når man som læser prøver at gætte på, hvilke af de ord, der bliver sagt, mon kommer til at vise sig at være dem, der er nødvendige for at opklare sagen. Det er altså stor kunst at kunne fylde side op og side ned med direkte tale uden læseren nogensinde studser over en unaturlig tone i sproget eller et ukarakteristisk ordvalg for en af personerne; The Silkworm er tydeligvis skrevet af en mester udi dialog og personkarakteristik - hvilket blev bekræftet, da det for nogle år siden kom frem, at Robert Galbraith er et pseudonym for J. K. Rowling.
Om denne toer i Cormoran Strike-serien er helt så god som etteren, The Cuckoo's Calling, er jeg ikke helt sikker på: Et par enkelte plottråde føles unødvendigt klichefulde (her f.eks. den førnævnte stalker), og jeg er som læser også blevet lidt træt af at hvert kapitel indledes af et citat fra klassisk engelsk litteratur (f.eks. Ben Johnson og Shakespeare), hvilket virker unødvendigt prætentiøst - selv i en bog som denne, der finder sted blandt forfattere og i det litterære miljø i London. Men udover disse enkelte fejl og mangler er det en grundlæggende spændende bog fra start til slut; gid forfatteren havde stolet nok på det til at rydde de enkelte par dårlige cliffhangere af vejen.

Anmeldelse: Termin af Henrik Nor-Hansen

Titel: Termin. En fremstilling af vold i Norge.
Forfatter: Henrik Nor-Hansen
Oversætter: Allan Lillelund Andersen
Forlaget Silkefyret
75 sider
Først udgivet 2016, denne oversættelse 2017, 2. udgave
Roman

Vurdering 5/6

Kjetil Tuestad bliver slået ned sankthansaften 1998. Der er brud på kæberammen og højre kindben. Efterfølgende får han sværere ved at forstå andre mennesker, han glider langsomt fra sin ægtefælle, hans liv bliver mere og mere indholdsløst og distanceret.
Gennem tiden er der blevet skrevet mange bøger om følelsesmæssigt distancerede mænd. En af de kendteste og bedste er nok Den fremmede af Albert Camus, hvis beskrivelser af et uforstående møde med død i familien og meningsløs vold da også går igen i Termin. Men Nor-Hansens originale greb er, at ikke kun Kjetil Tuestad er følelsesmæssigt distanceret, det er sproget også. Termin er skrevet som en journal eller udredning, i et tilstræbt objektivt sprog:

Kjetil Tuestad skulle være flyttet ud for sig selv i slutningen af august. Det var en kælderværelse ved Bjergsted. Man ved, at han ringede til forældre og ægtefælle. Han skulle have fortalt dem, at han havde brug for tid alene. Her viste de forståelse. Man har efterfølgende stillet spørgsmålstegn ved en sådan tilgang. Den nærmeste familie var muligvis ikke dygtig nok til at opfange ændringer i hans personlighed.

Denne objektivitet bliver hurtigt skræmmende; distancen til Kjetil nærmer sig det absurde, når der f.eks. i en fodnote til en sætning om, at han er begyndt at gå tur, står:

Kjetil Tuestad siger, han altid gik opad mod Eiganes og Eiganes Kirkegård. Det var ofte diset. Ingen vind. Enkelte dage skulle kommunen have arbejdet på kirkegården. Kjetil mener at have hørt hækkesakse over alt i området. Han bevægede sig gennem træhusbebyggelsen og videre ned til Mosvannsparken. Et par ænder flød ude i vandet. Han mindes en del folk på tur. Han skulle have tænkt næsten konstant på selvmord. Det var usædvanligt varmt for årstiden.

Bogen er som skrevet af et system, der i sin rigiditet er ude af stand til at lytte og forstå. Kjetils selvmordstanker noteres i en fodnote, der uddyber hans gåruter og efterfølges af en note om vejret. På trods af velfærdsstaten, eller måske netop på grund af den, er Kjetil overladt til sig selv: En del af sociologen Anthony Giddens' definition på det, han kalder det senmoderne samfund, er en 'udlejring af sociale relationer til abstrakte systemer'. Det får vi at føle i Termin: Omsorgen er blevet statens opgave, men omsorgen er, netop fordi den er nogens job, distanceret. Omsorgen er en udredning og ikke et kram. Den velfærdsstat, der skulle hjælpe udsatte mennesker som Kjetil, nøjes med at konstatere, at de er udsatte, for et system kan ikke føle empati. Kjetil bliver en synekdoke for den moderne, effektive velfærdsstat; han mister forståelsen for mennesker i takt med at systemet glemmer ham, og satiren bliver kun mere rammende, når Kjetil får arbejde bl.a. på et plejehjem, så en mand, der er ude af stand til at drage omsorg, får til arbejde at drage omsorg, i et system, der er ude af stand til at drage omsorg, men hvis opgave det er at drage omsorg.
Distanceringen er ikke kun Kjetils. Termin finder sted fra halvfemserne til 2014, i en tid med økonomisk opsving i Norge pga. nordsøolien. Men mens alting vokser, forsvinder de naturlige sociale relationer:

Demografien var ved at ændre sig, flere af de lokale kunne genkende sig selv i det dengang omtalte Stavangersyndrom. Naboer var stoppet med at hilse. Folk kunne fremstå tavse og undvigende. Det blev fortalt, at man kun så hinanden i biler. Spørgsmålet var, om langvarig økonomisk vækst kunne have tvunget en anden, mere afmålt omgangstone frem.

Det fremstår i Termin som en ustoppelig udvikling: De nære relationer forsvinder lige så stille, Norge bliver et empatiløst samfund bestående af empatiløse mennesker. Derfor er Termin selvfølgelig også en roman om Breivik. Kjetil bruger mere og mere tid på at spille computerspil og distancere sig fra verden (som Breivik gjorde), han fisker (ikke tilfældigt) i Breivik, og hen mod slutningen bliver han uforklarligt fremmedfjendsk. Et samfund, der har påtaget sig et ansvar for omsorg, som det ikke er i stand til at leve op til, må nødvendigvis skabe typer som Breivik. Det er grundlæggende det dystre menneske- og samfundssyn i Termin. Her er ikke meget håb at hente. Og denne håbløshed og distance er Henrik Nor-Hansen uhyggeligt god til at beskrive.

Termin var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017.

Anmeldelse: Verden ønsker at se sig selv af Inger Christensen

Titel: Verden ønsker at se sig selv
Forfatter: Inger Christensen
Redigeret af Peter Borum og Marie Silkeberg
Forlag: Gyldendal
955 sider
2018
Digte, prosa, udkast / Poesi / Noveller / Anmeldelser / Essays / Fragmenter

Vurdering: 5/6

Det var det. Nu har jeg læst hele Inger Christensens forfatterskab. Eller... Det vender vi tilbage til. I hvert fald føles det som om en vigtig del af mit liv er ved at være forbi: De seneste ca. 2 år har jeg læst stakkevis af Inger Christensen, hun er gået hen og er blevet min yndlingsforfatter (både yndlingsdigter og yndlingsromanforfatter på en gang), og nu, efter at have læst hendes nyudgivne arkiv, er det nok begrænset, hvor meget der er tilbage. Det var det.
Men hvad var det så? Lad mig skrive nogle begejstrede ord om Verden ønsker at se sig selvs forskellige dele:

Digtudkastene
Det vildeste ved Verden ønsker at se sig selv er nok de mange udkast til Inger Christensens klassiske digtsamlinger: Der er kladder til Sommerfugledalen og Det, men mest til alfabet og Brev i april - de to sidste med over 100 sider hver. Udkastene har været gemt i notesbøger og på papirlapper i det arkiv, Inger Christensen deponerede på Det Kongelige Bibliotek i 2006, og en stor del af det får vi her at læse i faksimile i hendes til tider lidt utydelige håndskrift (især skal man blive vant til, at hun har et underligt tegn for "jeg", der mere ligner, at hun skriver "vi"). Samlingens redaktører, Christensens søn Peter Borum og hendes svenske oversætter Marie Silkeberg, har været gode til at vælge, hvornår der er grund til at lade os se håndskriften, og hvornår de kan transskribere udkastene og dermed gøre dem lidt lettere at læse. Man får både den gode oplevelse af at snage i Inger Christensens gemmer, når man læser hendes håndskrevne udkast, og en god læseoplevelse, når man drøner igennem de noget mere tydelige transkriptioner.
Men hvad er det så, vi får at læse? Både færdige digte, Christensen valgte ikke at tage med i de endelige samlinger, aldrig færdiggjorte digte, og udkast til de digte, vi kender så godt. Der er sensationer: f.eks. viser det sig, at hun skrev et (åndssvagt godt) O-digt til alfabet, der som bekendt jo slutter med N. Og der er ualmindeligt rørende digte, der bare ikke blev plads til i samlingen, f.eks.:

Eniwetok findes / en øgruppe rundt / om en blå lagune / med et drømmelands / klima øst for den / østligste solopgang / men vest for den / vestligste solnedgang; / men vest for dens / vestligste solnedgang; // en enkelt atol / en ringformet ø / skabt af koraller / med palmer og alt / som en hvælving af / strålende luft og / klarhed omkring sig / forsvandt ved en // brintbombesprængning / i 52; forsvandt som / så meget forsvinder / som sand mellem fingre / forsvinder, men kun / for at løftes af vinden / eller hvile, forsvandt // altså ikke som sand / mellem fingre forsvinder / forsvandt som sig selv / som et lig når det / brændes forsvinder / forsvandt altså helt

I udkastene til Brev i april får vi i endnu højere grad et kig ind i digterens værksted. Her får vi f.eks. 16 versioner af et digt om et granatæble, der alle er næsten ens (men ikke har meget tilfælles med de endelige granatæbledigte i den egentlige samling); dog hen mod slutningen bliver Christensen åbenlyst frustreret over, at digtet ikke vil lykkes, så der kommer en sarkasme ind i hendes stemme, som man ellers ikke ser andre steder (og som ikke klæder hende, men det er da interessant!):

Der ligger et granatæble på mit bord / Jeg gentager: der ligger et granatæble / her på mit bord. Sig mig er det helt / ligegyldigt om der ligger sådan et / granatæble her på mit bord eller / ej. Det er rundt, næsten rundt, / og rødt, næsten mere end rødt, ikke / gult, men jeg ved ikke rigtig, måske / var det gult, næsten gennemsigtig / gult, før det blev rødt. Nej, jeg / ved ikke rigtig måske var det bedre / hvis jeg skrev om noget andet end / granatæblet, ligegyldigt om / hvad måske om ligegyldighed men / der ligger et granatæble på mit bord 

Så, pludselig, på næste side dukker den linje op, der (med en let omskrivning) ender med at blive starten på digtsamlingen: "Er dette vandfald af billeder / virkelig et hus vi kan bo i?" Ikke mere granatæble i denne omgang, til gengæld er der nogle halvfærdige digte, som ikke er med i den endelige digtsamling, men er meget smukke, og måske på en måde lidt for personlige til at de kunne trykkes, mens hun levede:

Opbrud som var det skyet vi talte om / følelser der bare regner i dagevis / så det rigtig bliver til noget og kan mærkes / i hvert fald til langt hen på sommeren / på grundvandet måske i årevis / fordi bedst som det klarer op / og faktisk går strålende / vender skyerne tilbage / og alt hvad vi siger om skilsmisse / drukner i regnen som var

Disse udkast er fulde af fantastiske digte og sætninger, det er meget rørende læsning og det bedste ved bogen.

Færdige digte
Udover udkastene (gen)optrykkes alle de færdige digte, der ikke har været med i nogen af samlingerne, også. Det gælder både forholdsvist obskure, men dog tidligere udgivne, digte, men også hidtil uudgivne færdige digte, som Christensen f.eks. har fået afslag på hos Hvedekorn, da hun var helt ung.
Disse færdige digte tages bagvendt kronologisk, og det er en god ide: Meget kan man sige om Inger Christensens geni, men som alle andre startede hun med at være en dårlig forfatter, og hendes to første digtsamlinger Lys og Græs er da også dårlige bøger. At Græs kunne have været endnu dårligere end den blev, får vi her vished for i form af det hidtil upublicerede manuskript Jord, der blev omskrevet til Græs.
Der er gensyn med Christensens herlige deltagen i Renshi-digtet Hængebroer fra 1999 ("I poesiens gryde koges verden ned / til en lille bouillonterning - Knorr! / som opløst i vand kan nydes / som tilfældighedernes suppe."), men der er også, for mig sensationelt, hendes digte fra dette årtusinde (ja, Christensen-digte fra dette årtusinde findes!), hvoraf størstedelen oprindeligt er skrevet på tysk. Og de er eddermame gode. Det gælder desuden for langt de fleste af de færdige digte (fra, skal vi sige, 1969 og frem).
Og så skete der også det for mig herlige, at det, på trods af alle mine grimme ord om Inger Christensens tidlige poesi, viste sig, at hun selvfølgelig også skrev godt, før hun begyndte at skrive mine yndlingsbøger. Hendes gode tidlige digte blev bare ikke publiceret. Her det første stykke af et seriøst godt digt allerede fra 1964, som bare aldrig blev udgivet:

1 / alt som i omgivelsen, stille et / øjeblik. Båden er omgivet af / vand, på visse steder omgivet / af broen, sat i gang et sted. Plad- / sen er omgivet af huse, de blev / bygget engang. Partikongres- / sen er omgivet af sol, lige et / øjeblik: stedet er for resten omgi- / vet af steder. Stille nu. Drøm- / men af kroppen og omvendt, et / øjeblik. // 2 / Det var barnevognen, / barnevognen kørte over broen / sat i gang et sted, kørte, / virkelig, barnevognen

Dette digt fortsætter i 8 lige så rigtigt gode afsnit, men i marginen er der skriblet: "en passant", "There's no reason", "alle virkemidler forladt". Om det er Christensen selv eller en tidlig læser (f.eks. hendes daværende mand, Poul Borum), der ikke har været begejstret for digtet, er svært at sige, men personen har i hvert fald taget fejl. Hvem skulle have troet, at Inger Christensen skrev godt, før hun skrev godt - hun vidste det åbenbart bare ikke selv endnu.

Projekt Paris par arondissement
Medierne har været fulde af nyheden om, at Inger Christensen på et tidspunkt skrev på en krimi, som hun aldrig blev færdig med. En krimi! Hvor chokerende! Nej, egentlig ikke. De danske avisanmeldere har desværre bare et for flygtigt kendskab til Christensens forfatterskab til at forstå, hvordan dette projekt Paris par arondissement passer ind. Hvis det, at der er et mord med, gør det til en krimi, så er Nataljas fortællinger, Det malede værelse og Azorno også krimier. Nej, det spændende ved Paris par arondissement er dets størrelse: Der skulle, hvis jeg forstår noterne rigtigt, være helt op omkring 120 kapitler eller afsnit i den bog. Det ville have blevet hendes eneste lange bog udover Det. Så forstår man godt, at hun fandt projektet uoverkommeligt. Især når man læser de par enkelte sider, hun fik skrevet - det er godt, men det er ikke hendes bedste prosa. Det må være træls at have fundet på et fuldstændigt vildt system, hvor 20 personer hver fortæller en vis mængde sandhed og en vis mængde fiktion og hver kender til et vist antal af de andre personer, men ikke er enige om, hvem af de 20 er fiktive og hvem er virkelige, og så ikke kunne finde den nødvendige inspiration til faktisk at skrive det. Jeg gad godt have læst den bog!

Noveller
Jeg har ikke før læst nogen af Inger Christensens noveller, og jeg er gået glip af noget. Især de internt sammenhængende science fiction-noveller, hun skrev i 80'erne, er ret sjove. Men det fedeste ved den del af Verden ønsker at se sig selv, der kaldes "noveller", er de ufærdige projekter, som nu mere ligner romanudkast: "Projekt Doria Pamphili" og "En af de første dage i århundredet", begge sandsynligvis fra 1970'erne og/eller 80'erne. De lover begge snørklede, velskrevne, umulige og vanvittige fortællinger som vi kender det fra Christensens mesterlige romaner. En skam, de ikke blev færdige, men udkastene i sig selv er en læseoplevelse af de store.

Anmeldelser, forord, essays
Inger Christensen skrev åbenbart en del anmeldelser for DR, og de er ret gode. Hun er ikke smagsdommer, men undersøger bøgerne, forsøger at forstå dem, og citerer ekstensivt - det sidste er, hvis du spørger mig, en alt for overset og meget vigtig del af anmelderi.
Essaysne har jeg det dobbelt med: Jeg er mest enig med de tidlige og mest forført af de sene. I løbet af sit forfatterskab udviklede Christensen en filosofi - eller, hvis du spørger mig, rettere en religion - baseret på de tyske Romantikeres ide om en sammensmeltning af sprog og verden, en slags nyplatonisme. Det er den ide, essaysamlingen Hemmelighedstilstanden kredser om, og Christensen blev aldrig helt færdig med den - Hemmelighedstilstanden peger i flere retninger, og også i de her optrykte essays bliver hun aldrig helt enig med sig selv: Kan sproget repræsentere virkeligheden 1:1 eller ej? Jeg synes, det er noget pjat overhovedet at spørge (selvfølgelig kan sproget ikke det), men Christensens sene essays om dette emne er forførende poetiske og ekstremt velskrevne, så jeg kan ikke undgå at nyde dem i fulde drag, selvom jeg ofte er uenig med hende. Anyway, der tages også andre emner op i de ca. 100 sider med essays, og jeg blev f.eks. meget rørt af "En dag i verden" om hukommelse og det ufærdige "Utopisk ordbog. Fortsatte brudstykker", som arbejder videre på nogle 'ordbogsopslag', der bl.a. er trykt i Del af labyrinten.
Inger Christensen var en stor (og undervurderet) prosaist, og det kan mærkes i hendes essays - selv når ideerne er for Romantiske og utopiske for min smag, elsker jeg at læse dem, hvis ikke for andet, så for sprogets skyld.

De ubesvarede spørgsmål
Men efter endt læsning sidder jeg tilbage med nogle ubesvarede spørgsmål. Der er især to, der trænger sig på.
For det første, hvad menes der, når der i forordet står: "Udeladt er al dramatik og al decideret børnelitteratur". Vil det sige, at man i arkivet har fundet udkast til dramaerne og børnebøgerne? I så fald, hvorfor ikke trykke det? Dramaerne, især Intriganterne, Æter, Masser af sne til de trængende får og En aften på Kgs. Nytorv er mesterlige, så hvorfor holde det tilbage, hvis der ligger noget i arkivet, der kan belyse dem? Jeg spørger, fordi formuleringen er så vag. Hvad er det helt præcist i forhold til dramatik og børnelitteratur, der er udeladt? I hele bogen, og i alle de interviews med Peter Borum og Marie Silkeberg, jeg har læst, bliver det kun nævnt i den ene sætning. Det er altså uprofessionelt; vi læsere burde få at vide, hvad det er, vi ikke får at vide.
For det andet, hvorfor har man udeladt en hel del tekster, der burde have været med? Første sætning i forordet er: "Denne bog rummer størsteparten af de tekster af Inger Christensen, der aldrig har været medtaget i nogen samlet bogudgivelse i hendes navn." Men hvorfor kun størstedelen, og på hvilket grundlag har man fravalgt nogen af teksterne? Det drejer sig især om:
1) Inger Christensens kapitel i kollektivromanen Hvis liv fortalt af hvem (1992)
2) "Kvadratroden" i Unge højdepunkter i den nye danske litteratur (1966)
3) "Kære Fatima" i Fortællinger for alle: en novelleantologi (1978)
4) "Fremtidsbillede" i Krig og fred og kærlighed (1982)
5) "Skovtunnelen" i Gyserhistorier, bind 2 (1983)
6) "Hvis jeg står alene i sneen" i 5 minutter - eller resten af livet (1997)
Jeg har godt nok ikke læst de 6 ovennævnte tekster endnu (5 er bestilt på biblioteket, den 6. ligger på mit skrivebord og venter), så det kan være, at en tydelig grund springer i øjnene, så snart jeg får dem læst. Men indtil videre vil jeg tillade mig at stille mig undrende over for, at de ikke er med i Verden ønsker at se sig selv. Jeg troede, det skulle være den endelige, sidste Inger Christensen-udgivelse, der skulle samle alle de tekster op, som ikke var blev opsamlet andetsteds. Men det er jo så altså ikke tilfældet. Har man overset nogle tekster, eller har man bevidst udeladt dem? Jeg savner en klarere redaktionel linje. Et ordentligt, akademisk forord, der redegør for, hvorfor redaktionen har truffet de valg, de har truffet. Som det står nu, er Verden ønsker at se sig selv ikke helt den endelige Inger Christensen-udgivelse, som jeg havde troet, det ville være. Og det er en skam, for derudover er det nok den perfekte bog for en Christensen-fan som mig.



Opdatering: Jeg har sidenhen checket op på de tekster, jeg nævnte som manglende. Det undrer mig stadig, at Christensens kapitler fra Hvis liv fortalt af hvem ikke er med. "Fremtidsbillede" og "Skovtunnelen" er mest tiltænkt børn og det er nok derfor, de ikke er med - et valg, jeg stadigvæk ikke forstår, for hvorfor dog ikke? Og hvorfor have Christensens bidrag til Bibelhistorier fortalt for børn med, hvis man har truffet den underlige beslutning ikke at trykke børnelitteratur? "Kvadratroden" viste sig at være et genoptryk af sidste kapitel fra Evighedsmaskinen og "Hvis jeg står alene i sneen" var et genoptryk af første digt i Lys, så klart at de ikke skulle med. "Kære Fatima" er det ikke lykkedes mig at finde - er det en fejl på bibliografi.dk, eller er jeg dårlig til at bruge biblioteket? Til gengæld er jeg blevet opmærksom på, at hele tre færdige værker aldrig er blevet udgivet - tv-spillene Ørknens luftsyn og Ægteskabet mellem lyst og nød (begge 1975) og operaen Den unge park (1971). Det gør det bare endnu mere underligt, at man har udeladt al dramatik - hele tre færdige, aldrig udgivne værker! Hvorfor ikke trykke dem?

Anmeldelse: Nervernes adresse af Lea Marie Løppenthin

Titel: Nervernes adresse
Forfatter: Lea Marie Løppenthin
Forlag: Gladiator
63 sider
2014
Poesi

Vurdering: 5/6

I Nervernes adresse har vi at gøre med et jeg, der er "så blød, som det oprejste tillader". Det giver et meget sansende, meget skrøbeligt sprog, der hele tiden er opmærksomt på kroppen og vejret omkring den:

jeg ligger i det lange tørre græs så græsset bliver en hjelm for mit baghoved
alle månederne har aflejret sig i mig
om sommeren er der biograf i parken
fordi natten er varm og mørk som en biograf

Åh, altså, natten varm og mørk som en biograf og græsset som en hjelm for baghovedet, sikke nogle iagttagelser! Præcist og skønt sanset. Allerbedst synes jeg det bliver i disse fire linjer:

 en dag havde jeg sommertøj på for længe og helt ind i aftenen / jeg tog ikke mere tøj ovenpå sommertøjet selvom aftenen var koldere end dagen // så der kom en slimansamling i halsen og mindede om andre årstider / så der kom en slimansamling og hilste, fra tre andre årstider der findes i Danmark

Det er hvad poesien kan: på én gang se den helt lille detalje, slimansamlingen, og samtidig det større billede, året. Smukt og stærkt anbefalelsesværdigt.

Anmeldelse: Så efterlades alt flæskende af Mikkel Brixvold

Titel: Så efterlades alt flæskende
Forfatter: Mikkel Brixvold
Forlag: Lindhardt & Ringhof
62 sider
2014
Poesi

Vurdering: 5/6

Så efterlades alt flæskende er noget så sjældent som en vigtig digtsamling - umiddelbart kan jeg kun komme i tanke om Yahya Hassan som et andet eksempel på den slags. Mikkel Brixvold har været udstationeret som elitesoldat i Irak, hvilket Så efterlades alt flæskende er inspireret af. Enkelte gange afbrudt af dramatiske barndomsminder, får vi i løbet af bogen en fortælling om en udstationering og en hjemkomst. I hjemkomstdigtene er de personlige konsekvenser af krigen tydelig; ord som "ligegyldig" og "meningsløs" er gennemgående, livssynet er blevet nihilistisk, misantropisk og opgivende. I krigsdigtene får vi krigens dilemmaer at se; den gru, der i medierne bliver formidlet som retfærdig. F.eks. denne skræmmende scene:

I bilen sad
barnet på skødet af
ham den umiddelbart voksne der rettede en
pistol mod hendes tinding og
råbte noget negle sort sygt
uforståeligt helt galt gennem glasruder og
grej rammer kugler sådan set aldrig helt
præcist og vi vidste jo
godt hvem
der ville blive ofret for DEN
fadæse vi ville blive
RISTET
forhørt af audi-
tørerne afsat uden pension
SKRID og lagt for
hadhån af
morgenmads landskabet derhjemme hvis
vi skød
barnet så
vi ventede vist
2 sekunder for lang
hammertung domtimetid så
skød han hende så
skød vi ham og så

Bogens projekt er at formidle en virkelighed, der går mod mediernes og magtens narrativ om, at "det går godt i Iraq at / det går i den rigtige / retning", og det er en vigtig fortælling. Men for bogen i sig selv er det endnu vigtigere, at digtene ganske enkelt er gode. Det fungerer sgu, det med de store bogstaver og de lange sammensatte ord (domtimetid, myretuetusind), man mærker desperationen, dødsangsten og meningstabet. Så efterlades alt flæskende er en vigtig digtsamling, men også en god digtsamling.

Anmeldelse: Cassandra af Joakim Vilandt

Titel: Cassandra
Forfatter: Joakim Vilandt
Forlag: Gladiator
131 sider
2017
Poesi

Vurdering: 6/6

Joakim Vilandts skrift er noget for sig. Ikke bare fordi de ord, han vælger, er ganske særligt godt valgt, men også helt konkret: Der staves på en anden måde end normalt. Noget minder om 1600-tals dansk, andet om svensk, nogle gange minder det måske lidt om dansk med tysk accent. Det er ikke konsekvente stavemåder; "og" staves både "og", "och", "ochque" og "ov". Det giver en helt særlig profetisk-gal lyd i røsten, der passer meget godt til bogens indhold: vi har at gøre med apokalypsen. Først et par kapitler om en mand, der bor i et hus fra 1600-tallet og har aftaler på psykiatrisk afdeling, så hvad jeg forestiller mig er denne mands galskab i en forværret tilstand: forudsigelser om apokalypsen, dernæst selve apokalypsen. I fjerde del vender vi tilbage til den almindelige verden igen, men i den sidste får vi endnu en gang gale visioner. Den gale profeterende prædiken, der i en verden, hvor det allerede er for sent at afværge den kommende klimakatastrofe, ikke er så gal endda, kan f.eks. lyde sådan her, når taksigelser bliver sendt mod Gud:

Tel DEN skriger jeg: Tak fra dette Barn. Tak for Navlestrengens Kanyle aff Vilje, Lede. Tak for min denne Klaustrofili i min Ryg, der sees avtegnet mod min Hud, som jeg bøier mig, en installation af et Tobenet Fængsel, et Bevægelsens Frihed der sagte nedtæller et Bræk. Nervestøv. Tak for min Fældende Korpus' falmende Fedtsten. Tak for min Huds Væxt ov Irgrønne. Jeg elsker DEG.

Det er en gammeldags, straffende Gud, vi har med at gøre; en uforståelig Gud, man må tilbede på grund af hans magt snarere end hans godhed. Ret skræmmende, og det bliver kun vildere, da apokalypsen indtræffer:

Først aapnede Stratosphæren seg. Jern ov Ild havlede over Jorden. Kvinder tog seg tel ansiktet ov rev Huden aff. Barnengerne humpede deres Been. Trefoldice hurra! lød fra Byens grænser. Husvægene vred seg tel en Saltstøtte. Hovedcløse Høns galede godmorgen, som Solen vendte seg ov munede Jordens vakkelvorne Søvnighet. Alle vaagnede, alle sov paa een Gang, det vare Sandelig Tidens Dage, ov kukkuk Jamrede vore Kalendere, de fløj mod Gulvet, ildevarslenne ov alt for seent.

Sikke et sprog! Det lyder som et sted mellem Johannes' Åbenbaring og Harald Voetmann, når han er bedst. Jeg er ganske enkelt blæst bagover af synerne og rædslerne i Vilandts poesi, og det bliver kun federe, når det kontrasteres med et usigeligt smukt kapitel om en bedstefaders død i fjerde del. Vilandts stemme er unik på den allerbedste måde.

Cassandra var nomineret til Bukdals bet - den smalle litteraturpris 2018 og vandt Munch-Christensens debutantpris 2018.