Titel: Verden ønsker at se sig selv
Forfatter: Inger Christensen
Redigeret af Peter Borum og Marie Silkeberg
Forlag: Gyldendal
955 sider
2018
Digte, prosa, udkast / Poesi / Noveller / Anmeldelser / Essays / Fragmenter
Vurdering: 5/6
Det var det. Nu har jeg læst hele Inger Christensens forfatterskab. Eller... Det vender vi tilbage til. I hvert fald føles det som om en vigtig del af mit liv er ved at være forbi: De seneste ca. 2 år har jeg læst stakkevis af Inger Christensen, hun er gået hen og er blevet min yndlingsforfatter (både yndlingsdigter og yndlingsromanforfatter på en gang), og nu, efter at have læst hendes nyudgivne arkiv, er det nok begrænset, hvor meget der er tilbage. Det var det.
Men hvad var det så? Lad mig skrive nogle begejstrede ord om
Verden ønsker at se sig selvs forskellige dele:
Digtudkastene
Det vildeste ved
Verden ønsker at se sig selv er nok de mange udkast til Inger Christensens klassiske digtsamlinger: Der er kladder til
Sommerfugledalen og
Det, men mest til
alfabet og
Brev i april - de to sidste med over 100 sider hver. Udkastene har været gemt i notesbøger og på papirlapper i det arkiv, Inger Christensen deponerede på Det Kongelige Bibliotek i 2006, og en stor del af det får vi her at læse i faksimile i hendes til tider lidt utydelige håndskrift (især skal man blive vant til, at hun har et underligt tegn for "jeg", der mere ligner, at hun skriver "vi"). Samlingens redaktører, Christensens søn Peter Borum og hendes svenske oversætter Marie Silkeberg, har været gode til at vælge, hvornår der er grund til at lade os se håndskriften, og hvornår de kan transskribere udkastene og dermed gøre dem lidt lettere at læse. Man får både den gode oplevelse af at snage i Inger Christensens gemmer, når man læser hendes håndskrevne udkast,
og en god læseoplevelse, når man drøner igennem de noget mere tydelige transkriptioner.
Men hvad er det så, vi får at læse? Både færdige digte, Christensen valgte ikke at tage med i de endelige samlinger, aldrig færdiggjorte digte, og udkast til de digte, vi kender så godt. Der er sensationer: f.eks. viser det sig, at hun skrev et (åndssvagt godt) O-digt til
alfabet, der som bekendt jo slutter med N. Og der er ualmindeligt rørende digte, der bare ikke blev plads til i samlingen, f.eks.:
Eniwetok findes / en øgruppe rundt / om en blå lagune / med et drømmelands / klima øst for den / østligste solopgang / men vest for den / vestligste solnedgang; / men vest for dens / vestligste solnedgang; // en enkelt atol / en ringformet ø / skabt af koraller / med palmer og alt / som en hvælving af / strålende luft og / klarhed omkring sig / forsvandt ved en // brintbombesprængning / i 52; forsvandt som / så meget forsvinder / som sand mellem fingre / forsvinder, men kun / for at løftes af vinden / eller hvile, forsvandt // altså ikke som sand / mellem fingre forsvinder / forsvandt som sig selv / som et lig når det / brændes forsvinder / forsvandt altså helt
I udkastene til
Brev i april får vi i endnu højere grad et kig ind i digterens værksted. Her får vi f.eks. 16 versioner af et digt om et granatæble, der alle er næsten ens (men ikke har meget tilfælles med de endelige granatæbledigte i den egentlige samling); dog hen mod slutningen bliver Christensen åbenlyst frustreret over, at digtet ikke vil lykkes, så der kommer en sarkasme ind i hendes stemme, som man ellers ikke ser andre steder (og som ikke klæder hende, men det er da interessant!):
Der ligger et granatæble på mit bord / Jeg gentager: der ligger et granatæble / her på mit bord. Sig mig er det helt / ligegyldigt om der ligger sådan et / granatæble her på mit bord eller / ej. Det er rundt, næsten rundt, / og rødt, næsten mere end rødt, ikke / gult, men jeg ved ikke rigtig, måske / var det gult, næsten gennemsigtig / gult, før det blev rødt. Nej, jeg / ved ikke rigtig måske var det bedre / hvis jeg skrev om noget andet end / granatæblet, ligegyldigt om / hvad måske om ligegyldighed men / der ligger et granatæble på mit bord
Så, pludselig, på næste side dukker den linje op, der (med en let omskrivning) ender med at blive starten på digtsamlingen: "Er dette vandfald af billeder / virkelig et hus vi kan bo i?" Ikke mere granatæble i denne omgang, til gengæld er der nogle halvfærdige digte, som ikke er med i den endelige digtsamling, men er meget smukke, og måske på en måde lidt for personlige til at de kunne trykkes, mens hun levede:
Opbrud som var det skyet vi talte om / følelser der bare regner i dagevis / så det rigtig bliver til noget og kan mærkes / i hvert fald til langt hen på sommeren / på grundvandet måske i årevis / fordi bedst som det klarer op / og faktisk går strålende / vender skyerne tilbage / og alt hvad vi siger om skilsmisse / drukner i regnen som var
Disse udkast er fulde af fantastiske digte og sætninger, det er meget rørende læsning og det bedste ved bogen.
Færdige digte
Udover udkastene (gen)optrykkes alle de færdige digte, der ikke har været med i nogen af samlingerne, også. Det gælder både forholdsvist obskure, men dog tidligere udgivne, digte, men også hidtil uudgivne færdige digte, som Christensen f.eks. har fået afslag på hos Hvedekorn, da hun var helt ung.
Disse færdige digte tages bagvendt kronologisk, og det er en god ide: Meget kan man sige om Inger Christensens geni, men som alle andre startede hun med at være en dårlig forfatter, og hendes to første digtsamlinger
Lys og
Græs er da også dårlige bøger. At
Græs kunne have været endnu dårligere end den blev, får vi her vished for i form af det hidtil upublicerede manuskript
Jord, der blev omskrevet til
Græs.
Der er gensyn med Christensens herlige deltagen i Renshi-digtet
Hængebroer fra 1999 ("I poesiens gryde koges verden ned / til en lille bouillonterning - Knorr! / som opløst i vand kan nydes / som tilfældighedernes suppe."), men der er også, for mig sensationelt, hendes digte fra dette årtusinde (ja, Christensen-digte fra dette årtusinde findes!), hvoraf størstedelen oprindeligt er skrevet på tysk. Og de er eddermame gode. Det gælder desuden for langt de fleste af de færdige digte (fra, skal vi sige, 1969 og frem).
Og så skete der også det for mig herlige, at det, på trods af alle mine grimme ord om Inger Christensens tidlige poesi, viste sig, at hun selvfølgelig også skrev godt, før hun begyndte at skrive mine yndlingsbøger. Hendes gode tidlige digte blev bare ikke publiceret. Her det første stykke af et seriøst godt digt allerede fra 1964, som bare aldrig blev udgivet:
1 / alt som i omgivelsen, stille et / øjeblik. Båden er omgivet af / vand, på visse steder omgivet / af broen, sat i gang et sted. Plad- / sen er omgivet af huse, de blev / bygget engang. Partikongres- / sen er omgivet af sol, lige et / øjeblik: stedet er for resten omgi- / vet af steder. Stille nu. Drøm- / men af kroppen og omvendt, et / øjeblik. // 2 / Det var barnevognen, / barnevognen kørte over broen / sat i gang et sted, kørte, / virkelig, barnevognen
Dette digt fortsætter i 8 lige så rigtigt gode afsnit, men i marginen er der skriblet: "en passant", "There's no reason", "alle virkemidler forladt". Om det er Christensen selv eller en tidlig læser (f.eks. hendes daværende mand, Poul Borum), der ikke har været begejstret for digtet, er svært at sige, men personen har i hvert fald taget fejl. Hvem skulle have troet, at Inger Christensen skrev godt, før hun skrev godt - hun vidste det åbenbart bare ikke selv endnu.
Projekt Paris par arondissement
Medierne har været fulde af nyheden om, at Inger Christensen på et tidspunkt skrev på en krimi, som hun aldrig blev færdig med. En krimi! Hvor chokerende! Nej, egentlig ikke. De danske avisanmeldere har desværre bare et for flygtigt kendskab til Christensens forfatterskab til at forstå, hvordan dette projekt
Paris par arondissement passer ind. Hvis det, at der er et mord med, gør det til en krimi, så er
Nataljas fortællinger,
Det malede værelse og
Azorno også krimier. Nej, det spændende ved
Paris par arondissement er dets størrelse: Der skulle, hvis jeg forstår noterne rigtigt, være helt op omkring 120 kapitler eller afsnit i den bog. Det ville have blevet hendes eneste lange bog udover
Det. Så forstår man godt, at hun fandt projektet uoverkommeligt. Især når man læser de par enkelte sider, hun fik skrevet - det er godt, men det er ikke hendes bedste prosa. Det må være træls at have fundet på et fuldstændigt vildt system, hvor 20 personer hver fortæller en vis mængde sandhed og en vis mængde fiktion og hver kender til et vist antal af de andre personer, men ikke er enige om, hvem af de 20 er fiktive og hvem er virkelige, og så ikke kunne finde den nødvendige inspiration til faktisk at
skrive det. Jeg gad godt have læst den bog!
Noveller
Jeg har ikke før læst nogen af Inger Christensens noveller, og jeg er gået glip af noget. Især de internt sammenhængende science fiction-noveller, hun skrev i 80'erne, er ret sjove. Men det fedeste ved den del af
Verden ønsker at se sig selv, der kaldes "noveller", er de ufærdige projekter, som nu mere ligner romanudkast: "Projekt Doria Pamphili" og "En af de første dage i århundredet", begge sandsynligvis fra 1970'erne og/eller 80'erne. De lover begge snørklede, velskrevne, umulige og vanvittige fortællinger som vi kender det fra Christensens mesterlige romaner. En skam, de ikke blev færdige, men udkastene i sig selv er en læseoplevelse af de store.
Anmeldelser, forord, essays
Inger Christensen skrev åbenbart en del anmeldelser for DR, og de er ret gode. Hun er ikke smagsdommer, men undersøger bøgerne, forsøger at forstå dem, og citerer ekstensivt - det sidste er, hvis du spørger mig, en alt for overset og meget vigtig del af anmelderi.
Essaysne har jeg det dobbelt med: Jeg er mest enig med de tidlige og mest forført af de sene. I løbet af sit forfatterskab udviklede Christensen en filosofi - eller, hvis du spørger mig, rettere en religion - baseret på de tyske Romantikeres ide om en sammensmeltning af sprog og verden, en slags nyplatonisme. Det er den ide, essaysamlingen
Hemmelighedstilstanden kredser om, og Christensen blev aldrig helt færdig med den -
Hemmelighedstilstanden peger i flere retninger, og også i de her optrykte essays bliver hun aldrig helt enig med sig selv: Kan sproget repræsentere virkeligheden 1:1 eller ej? Jeg synes, det er noget pjat overhovedet at spørge (selvfølgelig kan sproget ikke det), men Christensens sene essays om dette emne er forførende poetiske og ekstremt velskrevne, så jeg kan ikke undgå at nyde dem i fulde drag, selvom jeg ofte er uenig med hende. Anyway, der tages også andre emner op i de ca. 100 sider med essays, og jeg blev f.eks. meget rørt af "En dag i verden" om hukommelse og det ufærdige "Utopisk ordbog. Fortsatte brudstykker", som arbejder videre på nogle 'ordbogsopslag', der bl.a. er trykt i
Del af labyrinten.
Inger Christensen var en stor (og undervurderet) prosaist, og det kan mærkes i hendes essays - selv når ideerne er for Romantiske og utopiske for min smag, elsker jeg at læse dem, hvis ikke for andet, så for sprogets skyld.
De ubesvarede spørgsmål
Men efter endt læsning sidder jeg tilbage med nogle ubesvarede spørgsmål. Der er især to, der trænger sig på.
For det første, hvad menes der, når der i forordet står: "Udeladt er al dramatik og al decideret børnelitteratur". Vil det sige, at man i arkivet har fundet udkast til dramaerne og børnebøgerne? I så fald, hvorfor ikke trykke det? Dramaerne, især
Intriganterne,
Æter,
Masser af sne til de trængende får og
En aften på Kgs. Nytorv er mesterlige, så hvorfor holde det tilbage, hvis der ligger noget i arkivet, der kan belyse dem? Jeg spørger, fordi formuleringen er så vag. Hvad er det helt præcist i forhold til dramatik og børnelitteratur, der er udeladt? I hele bogen, og i alle de interviews med Peter Borum og Marie Silkeberg, jeg har læst, bliver det kun nævnt i den ene sætning. Det er altså u
professionelt; vi læsere burde få at vide, hvad det er, vi ikke får at vide.
For det andet, hvorfor har man udeladt en hel del tekster, der burde have været med? Første sætning i forordet er: "Denne bog rummer størsteparten af de tekster af Inger Christensen, der aldrig har været medtaget i nogen samlet bogudgivelse i hendes navn." Men hvorfor kun størstedelen, og på hvilket grundlag har man fravalgt nogen af teksterne? Det drejer sig især om:
1) Inger Christensens kapitel i kollektivromanen Hvis liv fortalt af hvem (1992)
2) "Kvadratroden" i Unge højdepunkter i den nye danske litteratur (1966)
3) "Kære Fatima" i Fortællinger for alle: en novelleantologi (1978)
4) "Fremtidsbillede" i Krig og fred og kærlighed (1982)
5) "Skovtunnelen" i Gyserhistorier, bind 2 (1983)
6) "Hvis jeg står alene i sneen" i 5 minutter - eller resten af livet (1997)
Jeg har godt nok ikke læst de 6 ovennævnte tekster endnu (5 er bestilt på biblioteket, den 6. ligger på mit skrivebord og venter), så det kan være, at en tydelig grund springer i øjnene, så snart jeg får dem læst. Men indtil videre vil jeg tillade mig at stille mig undrende over for, at de ikke er med i Verden ønsker at se sig selv. Jeg troede, det skulle være den endelige, sidste Inger Christensen-udgivelse, der skulle samle alle de tekster op, som ikke var blev opsamlet andetsteds. Men det er jo så altså ikke tilfældet. Har man overset nogle tekster, eller har man bevidst udeladt dem? Jeg savner en klarere redaktionel linje. Et ordentligt, akademisk forord, der redegør for, hvorfor redaktionen har truffet de valg, de har truffet. Som det står nu, er Verden ønsker at se sig selv ikke helt den endelige Inger Christensen-udgivelse, som jeg havde troet, det ville være. Og det er en skam, for derudover er det nok den perfekte bog for en Christensen-fan som mig.
Opdatering: Jeg har sidenhen checket op på de tekster, jeg nævnte som manglende. Det undrer mig stadig, at Christensens kapitler fra Hvis liv fortalt af hvem ikke er med. "Fremtidsbillede" og "Skovtunnelen" er mest tiltænkt børn og det er nok derfor, de ikke er med - et valg, jeg stadigvæk ikke forstår, for hvorfor dog ikke? Og hvorfor have Christensens bidrag til Bibelhistorier fortalt for børn med, hvis man har truffet den underlige beslutning ikke at trykke børnelitteratur? "Kvadratroden" viste sig at være et genoptryk af sidste kapitel fra Evighedsmaskinen og "Hvis jeg står alene i sneen" var et genoptryk af første digt i Lys, så klart at de ikke skulle med. "Kære Fatima" er det ikke lykkedes mig at finde - er det en fejl på bibliografi.dk, eller er jeg dårlig til at bruge biblioteket? Til gengæld er jeg blevet opmærksom på, at hele tre færdige værker aldrig er blevet udgivet - tv-spillene Ørknens luftsyn og Ægteskabet mellem lyst og nød (begge 1975) og operaen Den unge park (1971). Det gør det bare endnu mere underligt, at man har udeladt al dramatik - hele tre færdige, aldrig udgivne værker! Hvorfor ikke trykke dem?
