Anmeldelse: Om kvinders mod af Plutark

Titel: Om kvinders mod

Forfatter: Plutark

Oversættere: Gudrun Haastrup, Liselotte Nørgaard og Peter Schousboe

Forlaget Orbis

135 sider

Skrevet omkring år 100, denne oversættelse 2019

Historie / Essays

Vurdering: 4/6

Om kvinders mod stammer fra den græske historiker Plutarks Moralia, som er en samling tekster, vi i dag måske ville kalde essays – i hvert fald var opfinderen af essaygenren, Michel de Montaigne, meget inspireret af Plutark. I Om kvinders mod sætter Plutark sig for at bevise, at "kvinders mod er lige så stort som mænds", ifølge hans indledning som del af en længere samtale om ligestilling med en vis Klea (mod er her oversat fra det oldgræske areté, som også ofte er blevet oversat som dyd). Plutarks ambition er ikke bare at argumentere for sin holdning, for "hvis eksemplerne i sig selv naturligt hjælper til at overbevise så vil mit værk ikke afvise den hjælp, som ligger i en bevisførelse, som også er charmerende." Med andre ord: Retorikken er litterær, og litteraturen er retorisk; et forsvar for på samme tid politisk litteratur og æstetisk velskrevet retorik, som man kan gå ind for!

I indledningen skriver Plutark også, at han vil "undlade at omtale de begivenheder, der er kendt overalt", og af de fortællinger, han opridser, er der da også kun én, jeg i forvejen kendte til: Fortællingen om de trojanske kvinder, der brænder Aeneas' skibe, som vi kender den fra 5. sang i Vergils Aenide. Hos Vergil sender Juno sin budbringer Iris ned for at narre de trojanske kvinder til at brænde skibene. Her er de trojanske kvinder "ramt af forblindelse", og da de bliver opdaget af Julus, som råber "Er I forrykte?", flygter de "i angst" og "skammed sig ved deres dåd og skyede lyset."

Hos Plutark er de trojanske kvinder derimod langt fra forblændede. De er hurtigere end mændene til at indse, at det ikke nytter noget med al den "vandren og sejlen omkring", og at de må "grundlægge et hjemland." Men det vil de jo aldrig kunne overbevise mændene om. Deres eneste mulighed er at brænde skibene – og på den måde er det de trojanske skibsbrænderskers fortjeneste, at Rom bliver grundlagt. Faktisk tilføjer Plutark (hvad Vergil intet beretter om), at den første til at tænde ild til skibene var "en kvinde ved navn Roma"!

De 26 andre fortællinger vil nok være ukendte for de fleste (det var de i hvert fald for mig). Til fælles har størstedelen, at de handler om det, man med et lettere antikveret begreb kan kalde kvindelig list: I et nådesløst undertrykkende patriarkalsk samfund må kvinderne finde på alternative måder at få sat deres vilje igennem på. Det lykkes til fulde for disse 26 kvinder – og ligesom med trojanerkvinderne kunne man let forestille sig andre historiefortællere beskrive dem som manipulerende og forblændede; det tjener Plutark til ære, at han til en vis grad forstår, at den patriarkalske undertrykkelse gør ufine metoder nødvendige. Ikke at Plutark i nogen moderne forstand er feminist – men han er da tættere på end de fleste af sine samtidige!

Litterært er der måske ikke så meget at komme efter, men historierne er da underholdende. Og så støder man i rigt mål på den glæde, det er at læse noget, som ikke bare virker fjernt i tid, men er så kulturelt fremmed, at det bliver helt komisk. Hør bare denne beretning, som jeg ikke håber kommer til at gentage sig til mit bryllup:

Der var meget druk og latter ved brylluppet, og da bruden blev ført af sted på en vogn, sprang kong Hippokles, der var en god ven af brudgommen og deltog sammen med andre i festen op i vognen, som det var skik og brug, for sjov – ikke for at fornærme nogen. Men brudgommens venner slog ham ihjel.

Historisk interessant og fint underholdende læsning.