Anmeldelse: Effi Briest af Theodor Fontane

Titel: Effi Briest
Forfatter: Theodor Fontane
Oversætter: Carl V. Østergaard
Bechs Forlag – Viatone
304 sider
Oprindeligt udgivet 1894, denne oversættelse 1944, denne udgave 2019
Roman

Vurdering: 5/6

Her kommer en opmuntring til de forfatterspirer derude, der måtte være passeret den sædvanlige debutalder uden endnu at have fået udgivet nogen af sine skriblerier: Der er håb! Theodor Fontane debuterede som romanforfatter, da han var 60, og regnes i dag for en af Tysklands store klassikere. Ofte sammenlignes han (måske særligt herhjemme) med Herman Bang, fordi han havde blik for kvindens rolle i samfundet, eller måske rettere: Hvad der ikke var kvindens rolle, alt det, hun var forment adgang til.

Fontanes hovedværk, Effi Briest, handler om det samme som alle andre romaner fra sidste halvdel af 1800-tallet, som har taget titel efter den kvindelige hovedperson (tænk Madame Bovary, Anna Karenina, Fru Marie Grubbe): kvinders utroskab og samfundets syn derpå.

Fortællingens udgangspunkt er efter nutidens moral (og også lidt efter datidens) ganske gustent: Som kun 17-årig og stadig meget barnlig bliver adelskvinden Effi Briest bortgiftet til Geert von Instetten, som er 20 år ældre end hende, og som i sin tid bejlede til hendes mor! Den var ikke gået under Inger Støjbergs lovstridige administration! Eller værre endnu: For aldersforskellen her er 13 år større end gennemsnittet hos Støjbergs såkaldte "barnebrude".

Stakkels Effi har endnu ingen forstand på verden og kan så nemt lokkes i fordærv, især når hun har en ægtemand, der kunne have været hendes far, og som interesserer sig langt mere for at stige i graderne i det bismarckske embedsværk end for sin unge, kønne hustru. Fordærvet træder ind på scenen i skikkelse af den enarmede major von Crampas. Armen har han mistet i duel! Hvad der var anledning til duellen, kan vi nok forstå.

Der er altså lagt i kakkelovnen til lidt af et drama. Det er ikke sprogligt sprudlende og satirisk som Flaubert, og det er ikke introvert og impressionistisk skønt som J. P. Jacobsen. Fontane er realist til fingerspidserne, eller det er han i hvert fald i Carl V. Østergaards immervæk 76 år gamle oversættelse.

Men hvis Fontanes sprog sjældent tjener andet formål end at formidle handlingen og karakterernes sindstilstand og replikker, hvad er det så, der gør Effi Briest så god? Måske simpelthen den måde, som handlingen er struktureret på: Fontane benytter sig af samme trick som nærmest alle vellykkede vugge-til-grav-romaner gør (tænk J. P. Jacobsens Niels Lyhne og Henrik Pontoppidans Lykke-Per): Størstedelen af romanen er fortalt nogenlunde langsommeligt i lange scener, der lige så stille lærer os karaktererne indgående at kende – indtil der så de sidste 60 sider pludselig trykkes på en enorm fast-forward-knap, og vi får årevis af handling fortalt i løbet af ingen tid, men med alle de følelser og alt den erfaring, som årenes gang giver. Til sidst rundes der så af med et velrettet dyk ned i melankolien.

Det er en struktur, der bare virker, især i hænderne på Fontane, der både forstår at strukturere sit stof og i allerhøjeste grad har den nødvendige livserfaring til at få opspeedningen til at fungere på et følelsesmæssigt plan. Som en kuriøsitet kan det nævnes, at Effi Briest var blandt Thomas Manns yndlingsromaner, og i sin debutroman, Buddenbrooks (hvor der i form af Toni Buddenbrook også er en Effi-figur, bare ikke så sympatisk beskrevet), gør han – som det eneste tilfælde i litteraturhistorien, jeg kan komme i tanke om – det præcis modsatte: I løbet af de første 400 sider smutter han hurtigt igennem 100 års familiekrønike, men så på de sidste 100 sider trykker han på pause-knappen og beretter om én enkelt, triviel hverdag i det yngste familiemedlem, Hanno Buddenbrooks, liv som skoledreng. Det er en genial roman, som her i parentes varmt kan anbefales!

Effi Briests overordnede struktur findes nedkogt i perfekt form i det centrale klimakskapitel. Og her kommer så spoilers, så pas på! Efter Effis utroskab, syv år efter den fandt sted, kommer for en dag, ser von Instetten, der er krampagtigt bundet af tidens normer og æreskodeks, ikke anden løsning end at udfordre von Crampas til duel. I løbet af kapitlet, hvor duellen skal finde sted, giver Fontane sig god tid til at beskrive, hvordan Instetten ankommer med toget, kører en tur i hestevogn med sin sekundant og til sidst indfinder sig på duellens sted. Og så trykkes der på speederen. Her er alt, der står om selve duellen:

Man hilste på hinanden; så trådte de to sekundanter til siden for at føre en kort, saglig samtale. Den gik ud på, at parterne samtidig skulle gå frem og skyde på ti skridts afstand. Så vendte [von Crampas' sekundant] Buddenbrook tilbage til sin plads. Alt foregik i hast, og skuddene faldt. Crampas styrtede til jorden.

Og så derefter en lille, kort dosis af det forfærdelige og melankolske: Den døende ønsker at tale med von Instetten. "Vil De ..." er alt, han når at sige. Så: "Endnu gled der et smerteligt og dog næsten venligt glimt over hans ansigt, og så var det forbi." Lige præcis dette venlige glimt i ansigtet og det ufortalte sidste ønske skal aldrig forlade Instetten. Flere ord er unødvendige; den langsomme opbygning og så det ikke forhastede, men snarere sprogligt sparsommelige klimaks giver romanen en dybde og følelsesmæssig kraft, som jeg sjældent er stødt på magen til. At romanen samtidig er en velrettet kommentar til sin tids kønsroller, og at Fontane forstår at holde med Effi på hendes præmisser er en gedigen bonus: Effi er ingen synder, for at hun vælger at gøre det barnlige og følge sine drifter, har samfundet presset hende til; som kvinde får hun aldrig lov til at træde ind i de voksnes rækker, er evigt umyndiggjort og aldrig andet end den 17-årige pige, der kaldes ind fra sin ungdommelige leg med veninderne for at blive forlovet med sin mors bejler. Et menneske, der aldrig tildeles den voksnes frihed og ansvar, kan aldrig være andet end et barn og burde, hvis der var retfærdighed til i verden, ikke kunne straffes for sine handlinger. Det tror jeg nok nogenlunde er pointen, eller en af dem, og den er ikke dårlig at få med.