Titel: Krigen med salamandrene, originaltitel: Válka s mloky
Forfatter: Karel Čapek
Oversætter: Peter Bugge
Æther
272 sider
Oprindeligt udgivet 1936, denne oversættelse 2019
Roman / Science fiction / Dystopi
Vurdering: 5/6
Min teori er, at den tjekkiske forfatter Karel Čapek (1890-1938) havde en tidsmaskine. Ellers giver det simpelthen ingen mening, at han skrev så rammende en bog om klimaforandringerne mange år før, nogen overhovedet var begyndt at tale om den slags.
I Krigen med salamandrene opdager en tjekkisk kaptajn ved et tilfælde en salamanderart, der går på to ben og er intelligente nok til at bygge dæmninger og lære at tale. De holder til på en kyst, hvor bestanden bliver holdt nede af hajer, man da kaptajnen giver dem knive og harpuner til gengæld for perler, begynde de snart at sprede sig. Og salamandrene når rundt til hele verden, da først storkapitalen får øjnene op for deres potentiale som arbejdskraft – eller rettere som slaver: Salamandrene bliver verdens største handelsvare, og de bliver sat til at bygge alskens infrastruktur og sågar hele nye kontinenter.
Det lyder jo antropocænt, før nogen havde fundet på dét begreb, at menneskene sådan begynde at lave om på Jorden. Men hvad ingen dumt nok har tænkt ordentligt over, er, at det ikke er en antropocæn verden, der bliver skabt; den er, hvad skal man sige, salamandercæn. Og naturen hævner sig på menneskenes hovmod. Karel Čapek er så pessimistisk på menneskehedens vegne, at jeg kun kan komme i tanke om to perioder i historien, hvor sådan et sortsyn har været gyldigt: Nu i klimasorgens førfremtid, og så lige op til 2. verdenskrig, hvor bogen blev skrevet. Sådan her lyder forfatterens anklage, da kaos er brudt ud:
Jeg skal sige dig noget: ved du, hvem som stadigvæk nu, hvor en femtedel af Europa er oversvømmet, forsyner salamandrene med sprængstoffer og torpedoer og bor? Ved du, hvem der arbejder febrilsk i laboratorier, dag og nat, på at opfinde endnu mere effektive maskiner og materialer til at kværne verden i stykker? Ved du, hvem der låner salamandrene penge, ved du, hvem der finansierer denne verdens undergang, hele denne nye syndflod?
"Jeg ved det. Alle fabrikker. Alle banker. Alle stater."
Okay, lyder dette antikapitalistiske kampskrift måske lidt fjollet, når det handler om talende salamandre? Det er det skam også. Karel Čapek er sjov, men hans humor er mørk. Da de baltiske salamandre begynder at udvise "afvigende legemlige egenskaber" kommer (nazi)tyske videnskabsmænd frem til, at denne mutation er et udtryk for, at Ursalamanderen er tysk, og at salamandrene i mødet med de tyske farvande igen har fundet tilbage til denne deres stærke, oprindelige form. Tyske børn på "utallige skoleudflugter og ekspeditioner" synger "den populære salamanderhymne: Solche Erfolche erreichen nur Deutsche Molche" (cirkaoversættelse: Sådanne succeser opnår kun tyske salamandre). Mørk er humoren også i en samtale som denne under et parti skak mellem en godhjertet journalist og en hårdhudet piratsalamanderslavejæger(!):
"Se nu her, Bellamy," sagde jeg til ham, "De er et anstændigt menneske og, som man siger, en gentleman. Går det Dem ikke af og til på, at De tjener noget, som i grunden er det mest elendige slaveri?"
Bellamy trak på skuldrene. "Salamandre er salamandre," brummede han undvigende.
"For to hundrede år siden sagde man, at negre er negre."
"Og passede der ikke?" spurgte Bellamy. "Skak!"
Čapek når omkring alle de aktuelle emner i tiden: Den lurende krig, imperialismen, fascismen, de kunstneriske avantgarder, misantropisk filosofi, klassesamfundet, underholdningsindustrien, racismen i USA, forurening, kommunisme osv. osv., og han spidder hele bundtet ved at tilføje sine fjollede intelligente salamandre til blandingen. Men ikke nok med det, for han gør det hele ret så overlegent ved hele tiden at skifte stil: Ikke kun kan man tydeligt mærke forskel på sproget, når synsvinklen skifter mellem de forskellige karakterer, nej, Čapek går linen ud og skriver lange afsnit som historiker, som journalist, referent, filosof, med forklarende fodnoter osv., og han slutter oven i købet af ved at lade forfatteren diskutere med sig selv, hvorvidt menneskeheden har fortjent at overleve fortællingen!
Det må virkelig have krævet en del af oversætteren. I et af bogens mest virtuose afsnit falder en forsker over et udklip fra en hundrede år gammel avis, hvor salamandrene overraskende nok nævnes, og avisens sprog smitter så af på forskerens indre monolog, så substantiverne pludselig står med stort, han tænker på "en liden Øe" og en "stille, lukket Havbugt med en stor Overdaadighed af Føde". Ikke bare romanen, men i højeste grad også oversættelsen af den er et kunstværk. Og det er bogen også i sig selv: Denne nye udgave fra forlaget Æther har nemlig gjort noget ekstra ud af opsætningen, så avisartiklerne ligner, at de er klippet ud og blevet sat ind som i en scrapbog, og f.eks. titlen på den tyske salamandersang ovenfor står med gotiske bogstaver – og så er der også fire flotte tegninger trykt i farver lavet specielt til denne udgave.
Og midt i al denne blanding af forskellige stilistikker, denne samling af et væld af beretninger, og denne satire af alt, hvad der kunne kravle og gå i 1930'erne, er det gennemgående element altså dette: at menneskene opdager en urkraft, de kan udnytte, og som de udnytter og udpiner så slemt, at hele økonomien, hele kapitalismen, bliver bundet op på den, så da det endelig står klart, at urkraften vil slå tilbage, og at det er nødvendigt at fuldstændig ændre sin levevis, er det umuligt at gøre noget, for "privilegierne, ressourcerne og demokratiet var tre brødre, der hellere gav afkald på deres frugtbarhed og videreførelse af slægten end at skulle skilles ad", som Lars Skinnebach skriver om klimakrisen i Øvelser og rituelle tekster. Og det er jo selvfølgelig ikke det, det handler om her. Men det er umuligt ikke at læse ind. De grundtræk ved menneskeheden, Čapek satiriserer, rammer han så præcist, at selvom satiren som genre altid er uhelbredeligt bundet af sin tid, er den stadig, desværre, meget aktuel i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar