Anmeldelse: i Athen af Rasmus Nikolajsen

Titel: i Athen
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Borgen
51 sider
2009
Rejseroman

Vurdering: 5/6

Den seneste tid er der især to blandt de nulevende danske forfattere, som min nærmest sygelig antikvariatsshopping har rettet sig mod: Rasmus Nikolajsen og Harald Voetmann. Man kunne få den tanke, at de to herrer i virkeligheden er den samme person, der på Fernando Pessoask vis skriver under heteronymer: De er født med kun et års afstand, debuterede begge i 2000, har begge skrevet både digte, noveller og roman(er), og så er de begge mere end noget andet stilister; deres bøger består først og fremmest af snoede krummeluresætninger, som ofte drejer sig om kropslige og seksuelle mærkværdigheder, og som dyrker sprogets overflade og lader sig meget bevidst inspirere af ældre litteratur fra dekadente perioder af litteraturhistorien. Og så er de både sortsynede og sjove.

Men yderligere viser det sig, at de begge har skrevet en roman, der tager en tekst af H. C. Andersen og genskriver den under moderne forhold. For Voetmanns vedkommende er det H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog fra i år, som genskriver Andersens Fodreise i en coronaramt 2020-virkelighed, mens Nikolajsen med 11 års forspring i sin tid genskrev Andersens dagbøger fra hans Athenrejse i 1841 i form af sin egen Athenrejseroman med det benspænd, at den skulle være præcis lige så lang, ned til sidste tegn, som Andersens bog.

Hos Nikolajsen kan det være lidt sværere at få præcist øje på, hvor Anderseninspirationen befinder sig i bogen, men jeg har på fornemmelsen, at en del af de oplevelser, Rasmusjeget kommer ud for, egentlig er H. C.'s oplevelser i genskrevet form, f.eks. denne hændelse, som er så Andersensk, at det halve kunne være nok, men så lige får et nikolajsensk slag med halen i form af en lynende klar sammenligning, som nok er den bedst i hele bogen (og der er ellers nok at vælge imellem):

I dag stod en lille banglapige pludselig foran mig midt på den med mennesker som myrer myldrende Monastiraki-plads og plantede en rose i min hånd med en oprigtig venlighed groet ud i bevægelserne der havde ynde og lethed som hos en gymnast hvis afslappede lemmer gør præcis hvad de vil uden indiskret og klodset deltagelse af resten af kroppen, samtidig med at hun så på mig med et ansigt så friskt som et nymalet rækværk man ikke kan lade være med at få lyst til at sætte sit fingeraftryk på – og så lige pludseligt, inden jeg nåede så meget som at betale med et smil, drejede hun om og forsvandt ind i menneskemængden der lynede sig i om hende som hudceller lukker en rift.

Behøver jeg egentlig sige mere end det citat? Sådan er bogen – lange, snoede og æstetisk overlegne sætninger fulde af disse så nikolajsenske  sammenligninger. Måske er sproget ikke altid helt så præcist prægnant som i Den ulykkelige boghandler, som jeg endnu varmere kan anbefale, men det er sgu tæt på. Utvivlsomt en favoritforfatter.