Anmeldelse: H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog af Harald Voetmann

Titel: H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog ogsaa indeholdende hans Fodreise fra Nyhavn til Amalienborg med kort ophold ved Magasin du Nord i Aaret 2020
Forfatter: Harald Voetmann
Gyldendal
139 sider
2020
Roman

Vurdering: 5/6

Engang – jeg har vel været 10-12 år – var jeg blevet bedt om at læse et H. C. Andersen-eventyr højt til morgensamling i skolen. Det var først, da jeg stod med bogen i hånden og åbnede munden for at læse, at det gik op for mig, at jeg ikke rigtigt forstod, hvad der stod på siden; mine forældre måtte have lavet små, pædagogiske ændringer i teksten, når de læste højt for mig, for det 150 år gamle dansk var næsten volapyk for mine barneøjne. Jeg ved ikke, om Harald Voetmann engang har oplevet noget lignende; men en fascination af det arkaiske danske har han i hvert fald.

I H. C. Andersens Quarantaine-dagbog, hvor den folkekære digter vågner op i et coronanedlukket København anno 2020, giver Voetmann sin sprogfascination fuld skrue. Han skriver med en 1800-tals-retsstavning (og lægger vist lidt til, gør ortografien lidt mere bævrende, end den egentlig er hos den gode H. C.), så årets tredje måned i løbet af de første kapitler staves både "Mars", "Marz", "Mares" og "Marzt", men selvfølgelig aldrig marts! Det er sjovt, som der ikke skal mere end et mærkeligt udseende ord til for at få lattermusklerne på gled, som når der fortælles om Andersens mange "Scauancer".

At lade lige netop den hypokondriske H. C. være hovedperson under pandemien er et genialt træk, for alt bliver selvfølgelig så meget mere nervøst dirrende:

Modtog med Morgenposten et Breef fra Chr. Winthers men efter endt Afspridtning var det – desværre! – gandske uleselig, Blekket randt som i Taarestrømme ned lang Pulten.

Men Voetmann nøjes selvfølgelig ikke med særstavning, anakronismer og overspændte metaforer som ovenfor; et helt kapitel er skrevet i, hvad jeg først troede var alexandriner (det ville være passende, idet H. C. støder på Oehlenschläger, der længes efter at se sine skuespil skrevet på alexandrinervers opført), men faktisk består af 7 jamber, lige én for meget [note tilføjet senere: det viser sig at rim/rytmeskemaet er lånt fra et digt af H. C. Andersen, der ligesom kapitlet hedder "Dykker-Klokken"]. Om der er en pointe i dét ved jeg ikke, men rimene er ret gode, som her om Amerika:

Den Nye Verden haver baade Prarier og Skove/ og kjæmpe Metropoler, hvor man hylder Viktor Borge

H. C. Andersen er kommet tilbage, viser det sig, for at opmuntre befolkningen med ægte og god litteratur i denne nødens stund. Opmuntret bliver man, når digteren laver papirsklip til prinserne og prinsesserne, hvilket selvfølgelig bliver en prøvelse for nerverne:

Allerede ved Arbeytet med no 2 Papirsclip fant jeg dog Ansatz til en Vabel paa indersieden aff min Tommel dær hvor Saxen klæmet verst. I et pludselig Andfald af en humeural Ubalanze (mere melencholisk end varmtbrusende) græb jeg mig self i at kalle den Kongelige Familie for et værre Menneskeri, at de dog skulde have saa Stort et Antal Børn for mig at lave Clip med Kolombine til. Netop da var Madam Suenson just ved at anrette en Kop Sukkerlæde ved min Cammerdør og hun overhørt mit Udbrud og lod mig strax forstaae at slig Tale ey vel taaltes under hendes Tag og at Den Kongelig Famille ikke kunde kalles et Menneskeri, den Stund et Menneskeri prucurerer Tilveiebringelsen af Menesker lige vel som et Hønseri procurerer Tilveiebringelsen af Høns, men denne Famille procurerer Tilveiebringelsen af Kongelig og Adelig, hvi jeg kunne kalde det et Kongleri, et Adleri, om saa fornødent, men skulde holle mig for god til under hendes Tag &c. Aa den kære gamle Sjæl, hvor har hun Ret! Den hele Aften tynget gevaldig af Skam. (Sukkerlæde dog til nogen Hjælp.)

 H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog er fjolleri på højt plan. Helt samme menneskelige forankring som i Voetmanns anden fjolleroman, Køder letter, er der ikke, men næsten, og det gør nu ikke noget, når der ligger et grineflip på lur på snart sagt hver eneste side. Sprit af og læs!