lørdag den 1. august 2020

Anmeldelse: Den ulykkelige boghandler af Rasmus Nikolajsen

Titel: Den ulykkelige boghandler
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
Tiderne Skifter
106 sider
2012
Noveller

Vurdering: 6/6

I min anmeldelse af Rasmus Nikolajsens seneste digtsamling, Barnevognshaiku, skrev jeg, at hvis der er noget, Nikolajsen er bedre til end nogen anden digter, er det at skrive similer ("x som y"-figurer). At similen er uomgængelig i hans bøger, er han selvfølgelig selv bevidst om, og det viser sig, at der også er et mere præcist ord for lige netop det, han gør, for som der står i den første af tre noveller i Den ulykkelige boghandler, "En omvej":

Storebæltsbroen stod nu foran os som en far-fetched sammenligning der forbinder Sjælland og Fyn, eller mere præcist: som en moderne conceit (den knivskarpe litteraturforsker Helen Gardner definerer conceit, John Donne og de øvrige Metaphysical Poet's yndlingstrope, som "a comparison whose ingenuity is more striking than it's justness" og forklarer at "a comparison becomes conceit when we are made to concede likeness while being strongly conscious of unlikeness").

Nå ja, det er da dét, han hele tiden gør (og så tilgiver vi de manglende engelskkundskaber hos korrekturlæseren, der gør, at der er sat hele to forkerte apostroffer i ovenstående citat), som når Berlinmuren står "intimiderende og dirrende af uhygge, som en stor køkkenkniv hugget ned i skærebrættet som afsluttende bemærkning i et ægteskabeligt skænderi".

Conceits er der rigeligt af i Den ulykkelige boghandler, og bogen er egentlig værd at læse af den grund alene. Samtidig er der et andet element, der er ret typisk Nikolajsensk, nemlig det, der beskrives som "metafis", det finder vi allerede i bogens første sætning:

Det begyndte i morges (jeg afskyr at fortællinger skal begynde et sted, at man ikke pludselig bare opdager at de er i gang, at de ikke, som så mange andre gode ting, kommer af sig selv), hvor vi, min kæreste, Sille, jeg har stadig lidt svært ved at sige min forlovede skønt vi skal giftes til september, og jeg skulle af sted til Kandestederne hvor jeg hver sommer i mit liv har tilbragt mindst én lykkelig uge.

Metafisen er så omsiggribende, at både den anden og tredje novelle egentlig starter som et langt essay om litterær teknik, hvorefter der følger et lille stykke skønlitteratur, som benytter sig af de beskrevne teknikker. Langt det meste af bogen går med at være sin egen poetik, som i samtalen, hvor fortælleren og hans kæreste beslutter sig for at aflive novellegenren:

– Du har nok ret. Og desuden, tilføjede jeg, passer provinsfortællingsskemaet ligesom alt for godt til den i forvejen irriterende novellegenre.
– Nu afliver vi simpelthen hele novellegenren?
– Ja, det synes jeg ... Eller i hvert fald den der mønsternovelle der, proppet med mening, anmassende som en gymnasiepige der skyder sine bryster frem, snarere er beregnet til at blive afkodet end til at blive læst.

Et andet sted beskrives forfatterens metode sådan her:

Men jeg er fra fødslen forkælet og doven. Jeg skriver kun når jeg har lyst. Lader helst skriften løbe, som når jeg fuld og i godt selskab plaprer løs, som en drage der har fanget vinden, måske en smule hoven, om hvad der falder mig ind. Jeg kaster mig ud i sproget som i en længere dribletur hvor man er nødt til også selv ikke at vide hvordan næste træk skal udfolde sig for ikke at komme til at afsløre det for modstanderen.

Jeg tror måske, at jeg bare godt kan lide driblende litteratur. Ovenstående beskrivelse kunne også gælde Harald Voetmann og måske også Julio Cortázar, i hvert fald er det de to yndlingsforfattere, Rasmus Nikolajsens novellekunst mest minder mig om. Til fælles har de både en trang til det helt pjattet overgearet, manisk magiske (jeg vil ikke spoile hvordan) og en fascination af ekstrem syntaks. Prøv bare at læse denne sætning og tag tid på, hvor mange sekunder det tager dig at hitte hoved og hale i, hvad der er indskud, og hvad der er hovedsætning:

Det fordækte ved hele projektet pirrede mig, det indrømmer jeg, og skubbede mig fremad, hen over Carlsberg-viadukten hvis to smukke nedadvendte buer under selve dækket danner to halve ovaler der, når jeg ser broen nede fra Vigerslev Allé, minder mig om 1001-nats mandelformede øjne hvorover konstruktionen af nittet jern danner to broderede øjenbryn, hvor det måske burde have holdt mig tilbage.

Hvis Rasmus Nikolajsen havde valgt at bruge det gamle startkomma, var antallet af tegn i manuskriptet nok næsten fordoblet.

Nåmen, det er alt sammen gode grunde til, at Den ulykkelige boghandler er både lærd og poetisk underholdende, men skal en bog ikke være mere? Hvad med indsigt i menneskets psykologi, og hvad med politisk aktivisme? Begge dele er der faktisk også i små, men effektive doser, men først og fremmest er en bog som denne ren og skær sproglig fornøjelse, litterær akrobatik. Og det er sjældent, jeg er så fornøjet en læser, som jeg har været i selskab med disse noveller.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar