Anmeldelse: Om kvinders mod af Plutark

Titel: Om kvinders mod

Forfatter: Plutark

Oversættere: Gudrun Haastrup, Liselotte Nørgaard og Peter Schousboe

Forlaget Orbis

135 sider

Skrevet omkring år 100, denne oversættelse 2019

Historie / Essays

Vurdering: 4/6

Om kvinders mod stammer fra den græske historiker Plutarks Moralia, som er en samling tekster, vi i dag måske ville kalde essays – i hvert fald var opfinderen af essaygenren, Michel de Montaigne, meget inspireret af Plutark. I Om kvinders mod sætter Plutark sig for at bevise, at "kvinders mod er lige så stort som mænds", ifølge hans indledning som del af en længere samtale om ligestilling med en vis Klea (mod er her oversat fra det oldgræske areté, som også ofte er blevet oversat som dyd). Plutarks ambition er ikke bare at argumentere for sin holdning, for "hvis eksemplerne i sig selv naturligt hjælper til at overbevise så vil mit værk ikke afvise den hjælp, som ligger i en bevisførelse, som også er charmerende." Med andre ord: Retorikken er litterær, og litteraturen er retorisk; et forsvar for på samme tid politisk litteratur og æstetisk velskrevet retorik, som man kan gå ind for!

I indledningen skriver Plutark også, at han vil "undlade at omtale de begivenheder, der er kendt overalt", og af de fortællinger, han opridser, er der da også kun én, jeg i forvejen kendte til: Fortællingen om de trojanske kvinder, der brænder Aeneas' skibe, som vi kender den fra 5. sang i Vergils Aenide. Hos Vergil sender Juno sin budbringer Iris ned for at narre de trojanske kvinder til at brænde skibene. Her er de trojanske kvinder "ramt af forblindelse", og da de bliver opdaget af Julus, som råber "Er I forrykte?", flygter de "i angst" og "skammed sig ved deres dåd og skyede lyset."

Hos Plutark er de trojanske kvinder derimod langt fra forblændede. De er hurtigere end mændene til at indse, at det ikke nytter noget med al den "vandren og sejlen omkring", og at de må "grundlægge et hjemland." Men det vil de jo aldrig kunne overbevise mændene om. Deres eneste mulighed er at brænde skibene – og på den måde er det de trojanske skibsbrænderskers fortjeneste, at Rom bliver grundlagt. Faktisk tilføjer Plutark (hvad Vergil intet beretter om), at den første til at tænde ild til skibene var "en kvinde ved navn Roma"!

De 26 andre fortællinger vil nok være ukendte for de fleste (det var de i hvert fald for mig). Til fælles har størstedelen, at de handler om det, man med et lettere antikveret begreb kan kalde kvindelig list: I et nådesløst undertrykkende patriarkalsk samfund må kvinderne finde på alternative måder at få sat deres vilje igennem på. Det lykkes til fulde for disse 26 kvinder – og ligesom med trojanerkvinderne kunne man let forestille sig andre historiefortællere beskrive dem som manipulerende og forblændede; det tjener Plutark til ære, at han til en vis grad forstår, at den patriarkalske undertrykkelse gør ufine metoder nødvendige. Ikke at Plutark i nogen moderne forstand er feminist – men han er da tættere på end de fleste af sine samtidige!

Litterært er der måske ikke så meget at komme efter, men historierne er da underholdende. Og så støder man i rigt mål på den glæde, det er at læse noget, som ikke bare virker fjernt i tid, men er så kulturelt fremmed, at det bliver helt komisk. Hør bare denne beretning, som jeg ikke håber kommer til at gentage sig til mit bryllup:

Der var meget druk og latter ved brylluppet, og da bruden blev ført af sted på en vogn, sprang kong Hippokles, der var en god ven af brudgommen og deltog sammen med andre i festen op i vognen, som det var skik og brug, for sjov – ikke for at fornærme nogen. Men brudgommens venner slog ham ihjel.

Historisk interessant og fint underholdende læsning.

Anmeldelse: Sulpicia. En romersk digter, oversat af Harald Voetmann

Titel: Sulpicia. En romersk digter
Forfatter: Sulpicia
Oversat og kommeneret af Harald Voetmann
Gyldendal
119 sider
Skrevet i 1. årh. fvt., denne oversættelse 2016
Poesi

Vurdering: 5/6

Hvis man slår op i Den store danske eller engelsk Wikipedia (der er ikke et dansk opslag endnu), vil man kunne læse sig til, at Sulpicia er den eneste kvindelige romerske digter, af hvem der er bevaret hele digte, og at antallet af digte er seks. Digtene er bevarede, fordi de indgår i et appendiks til elegikeren Tibul, hvori der findes digte skrevet af forskellige fra hans kreds. Her er der egentlig elleve Sulpicia-digte, men det kan man ikke læse sig til i opslaget i Den store danske, og det dukker først op som en løsthængende sætning til allersidst i Wikipedia-opslaget. Det skyldes, at digtene synes skrevet af to ret forskellige stemmer: De seks digte, der tilskrives Sulpicia, er korte og enkle, mens de fem andre digte er lidt længere og er fulde af referencer til mytologi o.l. Derfor har man siden midten af 1800-tallet ment, at de seks korte digte var skrevet af Sulpicia selv, mens de fem længere var skrevet af en mand, der videreførte Sulpicia-stoffet. Men hov, vent, hvorfor skulle de korte, enkle digte være skrevet af kvinden og de lange, komplicerede digte være skrevet af en ukendt mand? Fordi litteraturhistorien er sexistisk, that's why.

I sine righoldige og velformidlede kommentarer til oversættelsen argumenterer Harald Voetmann for, at alle elleve digte sagtens kunne være skrevet af Sulpicia. Det første af de længere digte sammenligner hende med guden Vertumnus, der har evnen til at ændre udseende og sågar skifte køn. Det lyder jo som en allegori for digtningen: Sulpicia har evnen til at skrive med begge køn, både enkelt og følelsesladet, som det måske har været forventet af romerske kvinder, og længere og intertekstuelt, som det måske har været forventet af romerske mænd. For mine ører lyder det da mindst lige så (eller bare mere) sandsynligt som den sexistiske ide om, at en eller anden mand skulle have taget over og ghostwritet for Sulpicia, når der skulle pondus bag griflen.

Til gengæld har mine moderne øjne svært ved at se, hvorfor man har ment, at komplekssulpicia skulle være bedre end enkelsuplicia; de to stilarter har hver deres fordele. Lad os sammenligne to digte, der begge handler om, at Sulpicia ligger syg med feber og tænker på sin kæreste Cerinthus; her enkeldigtet i sin helhed:

Er du bekymret, Cerinthus? Feberen brænder din sarte/ kærestes udpinte krop — tænker du kærligt på mig?/ Åh, men kun hvis jeg tør håbe, at du også ønsker det, vil jeg/ ønske at vriste mig fra sygdommens rædsomme greb./ Kan al min lidelse end ikke vække dit smølende hjerte,/ hvorfor skulle jeg så kæmpe for at blive rask?

Mens enkeldigtet henvender sig direkte til kæresten (og i henvendelsen består både det hjerteskærende og elskovsspillet i form af forsøget på at fremtvinge en uforbeholden kærlighedserklæring), henvender kompleksdigtet sig til solguden Phoebus for at forsøge at smigre ham til at helbrede Sulpicia. Det digt bliver også dejligt kærlighedskært, da Cerinthus blandes ind i bønnen:

Phoebus, vær nådig. Da vil man prise dig for dette under:/ Én krop blev helbredt, men to mennesker frelstes derved.

Det er da et godt bud på det romerske svar på The Fault in Our Stars! Når det så er sagt, er Sulpicias kærlighedselegier knap så hjerteskærende som Dido og Aeneas' af skæbnen ituslåede forhold hos Vergil, men læseglæden ved En romersk digter er til gengæld heller ikke udelukkende afhængig af nydelsen af Sulpicias (for mine moderne øjne) ret gode digte. Den største oplevelse ved bogen er nemlig oversætter Harald Voetmanns veloplagt formidlende forord og kommentarer, som stiller sig på Sulpicias side mod både det patriarkalske, romerske samfund og den sexistiske litteraturhistorieskrivning (og sikkert også ville have et og andet at sige om, at jeg her sådan fremhæver den mandlige oversætter på bekostning af den kvindelige digter, undskyld, jeg skammer mig):

"Jeg bliver tvunget og har ingen magt over mit liv," skriver Sulpicia [i et digt om, at hun ikke vil adskilles fra Cerinthus for at skulle på landet og holde fødselsdag]. Måske er det her en teenagepiges urimeligt rasende reaktion på en velmenende onkels forslag om at fejre hendes fødselsdag på landstedet. Men det er samtidig et klart udtryk for den grundlæggende ufrihed, som alle romerske kvinder led under gennem hele livet. Og det er det eneste sted i den overleverede romerske litteratur, hvor en kvinde gør opmærksom på det faktum.

Anmeldelse: Metamorfoser af Ovid

Titel: Metamorfoser
Forfatter: Ovid
Oversætter: Otto Steen Due
Gyldendal
461 sider
Oprindeligt udgivet år 8, denne oversættelse 2005 (2. udgave)
Episk digt

Vurdering: 5/6

Ovids episke digt Metamorfoser er grundlæggende forskelligt fra de tre andre store, episke værker fra antikken: Homers Iliaden og Odyseen og Vergils Aeneiden. Hvor Homer og Vergil fortæller historier om de mest dramatiske år i én mands liv, fortæller Ovid hele verdenshistorien fra verdens skabelse til kejser Augustus' regeringsperiode. Imellem de to begivenheder fortæller Ovid om alt fra myter om de græsk-romerske guder til belejringen af Troja. Alle historierne har det til fælles, at de handler om "Liv i forvandling" — det kan helt konkret betyde, at fortællingerne handler om f.eks. mennesker, der forvandles til dyr, eller mere abstrakt om store forandringer.

Til fælles med Homer og Vergil har Ovid, at han — takket være Otto Steen Dues fremragende oversættelse — skriver levende og sprogligt sprudlende. Mens Vergil og Homer har den fordel ved deres fokus på én person, at de kan lade følelser og karakterudvikling bygge sig op over flere hundrede sider, må Ovid klare det samme på meget mindre plads, når de fleste af hans fortællinger afvikles på under ti sider. Alligevel lykkes flere af historierne med at blive ganske gribende og rørerende — som fortællingen om Ceyx, der på trods af sin hustru Alcyones bønner drager til søs og drukner; hans lig skyller op på stranden, og da Alcyone ser det, forvandles hun i sin sorg til en fugl:

Hun fløj gennem luften, / flaksed med vinger hun just havde fået på ryggen, i luften, / strøg over bølgernes top som en ynkelig fugl, og imedens / blev hendes mund forvandlet til næb, og der hørtes fra næbet / dumpe og klagende klask og skrig som når en skal begraves. // Men da hun nåede frem til den tyste og iskolde dødning, / slog hun sin nyskabte vinge omkring hans elskede legem / mens hun forsøgte at kysse hans falmede læber med næbet.

Desuden er Ovid rigtig god til især én ting: sammenligninger. Tag f.eks. denne beskrivelse af en folkemasses urolige mumlen (som Milton 1650 år senere huggede i sin beskrivelse af Pandaemonium i første sang af Paradise Lost):

Som når en rasende storm blæser op, og det suser i pinjens / opslagne krone i skoven, og brændingens brod kan fornemmes / selv i det fjerne som dump og truende brusen, således / lød det fra folket.

Eller hvad med dette stykke ultravold:

[Phaeócomes] slog en stamme som to spand okser knap havde rokket, / ovenfra ned i skallen på Tectaphon, Olenos' ætling. / Hele hans hvælvede isse blev knust, og ud gennem øjne, / næsebor, øren og mund kom hjernens mathvide blødme / flydende ud som valle af hytteost presset i spånkurv, / eller som frugten der perses i sigten så safterne springer / ud som puré gennem siens utallige småbitte huller.

Altså det der billede af hjernemasse ud af hovedhulerne som hytteost gennem en kurv eller pure gennem en si! Seriøst klamt, seriøst velskrevet. Og "hjernens mathvide blødme"! Tak til både Ovid og Otto Steen Due!

Mens der er mange fordele ved Ovids springen rundt mellem dusinvis af fortællinger — det veksler behageligt mellem tragedie og komedie og mellem vold og kærlighed — er der dog også den ulempe, at mange af fortællingerne synes næsten ens. De fleste af de kortere historier er skåret over kun to modeller: 1) En kvinde bejles til eller forsøges voldtaget af enten en mand eller en gud; hun forvandles for at redde hende fra voldtægten eller som hævn fra Juno for at være blevet voldtaget af Jupiter (f.eks. Syrinx, der bliver reddet fra at blive voldtaget af Pan ved at forvandles til siv; da han ikke kan voldtage hende, laver han så i stedet en panfløjte af hende), 2) En person er dum nok til at sammenligne sig med en gud og forvandles som hævn (f.eks. Arachne, der påstår, hun væver bedre end Minerva — og faktisk gør det! — og derfor forvandles til en edderkop (forvandlingen beskrives med typisk Otto Steen Duesk humor som, at hun rammes af "denne kop giftige edder")). Dét kan godt blive lidt ensformigt, men sådan må det jo være, når man genskriver myter. Heldigvis bliver det ensformige aldrig kedeligt på grund af de altid kreative hexametre, som det hele på formfuldent vis består af. Og alt andet end ensformigt er heldigvis også beskrivelserne af Trojanerkrigen, Odysseus' hjemrejse og Aeneas' flugt, fordi Ovid klogeligt vælger at lægge nogle andre blikke på disse hændelser end Homer og Vergil, så man f.eks. får Odysseus' besøg hos Polyfemos og Kirke genfortalt af en af hans sømænd og dermed får et helt andet perspektiv end hos Homer. Dét og meget andet gør Metamorfoser til underholdende og stærkt anbefalelsesværdig læsning.

Anmeldelse: Aeneiden af Vergil

Titel: Aeneiden
Forfatter: Vergil
Oversætter: Otto Steen Due
Illustrationer: Peter Brandes
Gyldendal
382 sider
Oprindeligt udgivet 19 fvt., denne oversættelse 1996, denne udgave 2007
Episk digt

Vurdering: 6/6

Nogle oversættere er så gode, at det giver mening at læse alle deres oversættelser på samme måde som man læser et helt forfatterskab. Det gælder f.eks. Rigmor Kappel Schmidt, der oversætter fra spansk, Karsten Sand Iversen, der bl.a. oversætter fra norsk, engelsk og tysk, Niels Brunse, der oversætter fra tysk og engelsk, og Otto Steen Due. Otto Steen Due (1939-2008) oversatte fra oldgræsk og latin og gjorde det helt eminent. Når jeg kritiserer oversætteren Niels Møller i min anmeldelse af Aischylos' Perserne, skyldes det nok bl.a., at jeg er blevet forvænt af at læse Otto Steen Dues oversættelser af Homer og Sofokles - og nu Vergil. Due er i stand til både at ramme heksametrets rytme perfekt og vælge ord, der klinger pissegodt sammen, ofte med masser af bogstavrim og ordvalg, der udvider enhver læsers kendskab til (og værdsættelse af) det danske sprog. Tag f.eks. dette stykke, hvor Juno (Hera) besøger vindguden Aeolus (ham med posen i Odysseen):

Sådant tumled Gudinden med i sit flammende hjerte, / og gik til bygernes bygd hvor storme vokser sig vilde, / Aeolus' ø, hvor vindenes drot i sin vældige grotte / holder den stridige storm og den hylende kuling i ave, / kuer dem under sin magt og holder dem lænket og fængslet. // Murrende oprørsk fråder de bag deres gitter, så hele / bjerget brummer derved. Kong Aeolus troner på slottet, / holder sit scepter i hånden og dæmper orkanernes vrede. / Ellers kasted de sig over have og lande og himlens / højder, rev dem i stykker og fejed dem bort gennem luften.

Med de to-tre ord latin, jeg fik lært i gymnasiet, har jeg ingen chance for at vide, hvor præcis denne oversættelse er. Men god, det er den. Hør bare: "bygernes bygd", "stridige storm", "Murrende oprørsk fråder de bag deres gitter"! Wauw. Og sådan er hele bogen, samtlige 382 sider er oversat til det vildeste, skønneste dansk.

Men ikke nok med at Otto Steen Due er god. Det er Vergil også. To ting hæver Aeneiden over Iliaden og Odysseen: For det første bliver Aeneiden aldrig kedelig. Både Iliaden og Odysseen kan godt blive lidt langtrukne; i Iliaden er der det ene slag efter det andet, som godt nok er vilde og voldsomme og velskrevne, men alligevel synes at fortsætte i en uendelighed. Og i Odysseen er der det ene eventyr efter det andet, som godt nok er fantasifulde og farlige, men alligevel synes at forsinke det klimaks - bueskydningskonkurrencen - vi alle glæder os til. Aeneiden bliver aldrig rigtig langtrukken, og det skyldes først og fremmest, at Vergil er en rigtig Homer-fanboy. Faktisk synes Aeneiden at have en hel del af de karakteristika, som i dag kendetegner fanfiction: der er konstante callbacks til Homer (Aeneas kommer forbi kyklopernes ø, vi hører lidt mere om Kirke, og så er der selvfølgelig det, at Aeneas selv jo stammer fra Troja, hvilket giver Vergil muligheden for at skrive en masse om Iliadens helte) og Aeneiden er grundlæggende en fortsættelse til Iliaden, hvor trojaneren Aeneas bliver Roms grundlægger (og vi får også lige med, at trojanerne et par generationer før det faktisk stammer fra Italien) - det svarer til, at jeg skrev en fanfiction om, at Frodo og Sam faktisk var fra Vestjylland. Men det rigtigt geniale ved Vergils tilbedelse af Homer er, at Vergil ikke bare vil skrive fanfiction på Odysseen og ikke bare vil skrive fanfiction på Iliaden, men på dem begge to. Derfor er de første 6 sange i Aeneiden en slags Odyssé, hvor Aeneas kommer ud for fantasifulde eventyr på vej "hjem" fra Troja, mens de sidste 6 sange er en slags Iliade, hvor der, da Aeneas endelig har fundet et godt sted at grundlægge Rom, udbryder krig med masser af fed vold til følge. Odyssé-delen når aldrig at blive langtrukken, for den er kun halvt så lang som Odysseen, og det samme gælder Iliade-delen: der er en afveksling mellem to slags historier, der holder Aeneiden frisk hele vejen igennem.

Det var så den ene grund til, at Aeneiden er bedre end Homers eposser. Den anden er, at Vergil er i stand til at fremskrive ægte, rørende følelser. Homer skriver gode historier, men Patroklos' død får ikke ligefrem denne læser til at græde - nærmere glæder jeg mig til det voldsorgie, hans død fører til. På samme måde sørger jeg heller ikke over de besætningsmedlemmer, Polyfemos sætter til livs - de er kun plotelementer i en dødspændende fortælling. Men Vergil finder de store følelser frem i sin fortælling. I anden sang beretter Aeneas i førsteperson om Trojas fald: hvordan træhesten viser sig at være fyldt med grækere, og hvordan Aeneas kæmper gævt mod dem. Efter nogle forviklinger indser Aeneas, at han er nødt til at flygte sammen med sin familie, og han løber af sted med sin lille søn på armen - og så står der:

Jeg, som før ikke skræmtes af lanser der slyngedes mod mig, / eller af Grækerne når de gik frem i tætte geledder, / fyldes af skræk ved hvert pust, ved den mindste raslen i løvet, / bange for byrden jeg bar, og den lille jeg havde i hånden.

At alt det mandebrovtende mod og krig og vold, sangen starter med, pludselig slår om i denne skrøbelige faderkærlighed, synes jeg altså er ret rørende. På den måde finder Vergil andre følelser end bare den maskuline selvhævden i sine karakterer. Det sker især, da Aeneas og Dido af Kathargo (i det nuværende Tunesien) forelsker sig i hinanden: Aeneas' skæbne er at rejse videre til Italien for at grundlægge Rom, så kærlighedsforholdet er dødsdømt fra starten. Hvad det fører til, skal ikke spoiles her, men denne ulykkelige kærlighed fik mig faktisk til at græde, sådan rigtigt, med tårer og det hele - det kan jeg ikke huske, hvornår en bog sidst har fået mig til (måske var det The Fault in Our Stars, da jeg var 15).

Men det er selvfølgelig ikke følelser det hele. Som en rigtig Homer-copycat er Vergil vild med vold. Han har et slags røntgensyn, når han beskriver drabene, som om det var fatalities i Mortal Kombat - her dræber Pallas to stakler:

Først i hans [Pallas'] vej kom Lagus, bestilt af sin umilde skæbne: / han var i færd med at rykke en blok op af sandet, da Pallas / drev ham sin lanse ind i ryggen hvor hvirvlerne skiller / brystkassens sideben ad: Den sad i hans knogler, men Pallas / flåed den løs. Og Hisbo kom ikke, som han forvented, / uset over ham. Thi som han angreb hidsigt, dumdristig / over den grusomme død hans ven havde fået, tog Pallas / mod ham og skjulte sit værd i hans harmopsvulmede lunge.

Eller hvad med dette blodige drab: "En sten slog han Thoas i synet: / Ansigtets knogler blev splintret i hjernens blodige masse." Wauw. Det er endnu federe end 300. Men igen viser Vergil sig som mere end bare brovtende smadreforfatter. Til sidst i tiende sang går kampscenerne hen og bliver helt rørende - på hvilken måde skal ikke spoiles her, det er jo trods alt hen mod slutningen af bogen.

En enkelt sidste overvejelse skal med: jeg læste Iliaden og Odysseen i paperbackudgaven, hvor Otto Steen Dues ledsager (dvs. fodnoter) er med. Aeneiden har jeg læst i hardbackudgaven, og der er ledsageren en bog for sig - som jeg ikke har. Denne hardback er nok den smukkeste bog, jeg ejer - der er smudsbind og illustrationer af Peter Brandes trykt i farve, god papirkvalitet og hele molevitten. Jeg tror måske, det har højnet min læseglæde ikke at have ledsageren. Selvom de er velskrevne og gjorde mig meget klogere på Iliaden og Odysseen, kan man også hurtigt få så travlt med at læse noter, at man helt glemmer at lade sig rive med af fortællingen. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt må få læst Iliaden og Odysseen uden ledsager og Aeneiden med, så jeg både kan få den gode læseoplevelse og Otto Steen Dues intelligente baggrundsviden til alle tre bøger.

I over 2000 år har man diskuteret, om Homer eller Vergil er bedst. Selvom den mest populære holdning for tiden vist er Homer, må jeg efter endt læsning af Aeneiden bekende mig til Vergil. Sikke dog en vild og velskrevet fortælling - og sikke dog en oversættelse!

Anmeldelse: Brudstykker af en landsbydegns dagbog af Steen Steensen Blicher

Titel: Brudstykker af en landsbydegns dagbog
Forfatter: Steen Steensen Blicher
Forlag: Hans Reitzel
48 sider
Oprindeligt udgivelsesår 1824, denne udgave 1967
Novelle

Vurdering: 4/6

(Denne anmeldelse indholder hvad man vel kan kalde spoilere, hvis man da kan spoile en 180 år gammel novelle)

Den franske litteraturteoretiker Gerard Genette skrev om det han kalder hypertekst og hypotekst. En hypertekst er en tekst, der er baseret på en hypotekst - f.eks. er James Joyces Ulysses en hypertekst baseret på hypoteksten Odysseen af Homer. Der kan være mange led i sådan nogen hyper/hypotekster; man kan f.eks. argumentere for, at Harald Voetmanns Syner og fristelser er en hypertekst på Dantes Guddommelige komedie, der er en hypertekst på Vergils Aeniden, der er en (strukturel) hypertekst på Homers Iliaden og Odysseen.
Ok, men hvad har det så med Brudstykker af en landsbydegns dagbog at gøre? Jo, for kort tid siden læste jeg Mette Moestrups Jævnet med jorden, der bygger på Blichers novelle; ligesom Brudstykker består den af 68 dele og handler bl.a. om et kompliceret kærlighedsforhold, den faldne kvinde og den smukke jyske natur. Efter at have læst Jævnet med jorden fik jeg straks lyst til at læse dens hypotekst.
Steen Steensen Blicher hentede til Brudstykker inspiration fra den virkelige historie om Marie Grubbe, som bl.a. H. C. Andersen og J. P. Jacobsen senere har skrevet om - en adelskvinde, der blev skilt af flere omgange og til sidst endte som fattig. I Brudstykker hedder hun Sophie, og hovedpersonen, Morten, forelsker sig hovedkulds i hende. På grund af klasseskellet er det en forelskelse uden håb, men Blicher beskriver den ærligt og følelsesfuldt, som her, hvor Morten og Sophie kører i kane:

Jeg tog en Tømmestreng i hver Haand, og havde begge mine Arme omkring hende. Jeg holdt dem vidt ud, for ei at komme hende for nær; men hvergang Kanen gav et Slæng, og jeg rørte ved hende, var det ligesom jeg havde rørt ved en varm Kakkelovn. Det kom mig for, at jeg fløi i Luften med hende, og inden jeg vidste det, var vi ved Fussingsøe.

Men ikke kun Morten har lyster; Sophie viser sig at have et forhold med skytten Jens. Det reagerer Morten voldsomt på:

Du falske Qvinde! Du Potiphars Hustru! [...] mens jeg tilbad dig, mens jeg beskuede dig med Ærefrygt som en hellig Engel, har du bolet med min Medtjener! 

Til sidst i novellen møder Morten Sophie igen efter tredve år. Hun er gift med Jens og er fattig, gammel og vissen. Morten kan ikke tilbageholde en vis snert af skadefryd:

dersom Nogen efter min Død skulle faa Øie paa denne Journal, skal han dog see, hvorlunde Synden lønner sine Børn.

Det er let at forstå, hvorfor Mette Moestrup har villet skrive et opgør med synet på den faldne kvinde i Brudstykker. Den slags moralisering er ret irriterende. Og Blicher kan ikke undsige sig en stor grad af sexisme. Men det er interessant, at han trods alt fremstiller uretfærdigheden i samfundets reaktion på forskellige slags forhold på tværs af klasseskel: Hvor Sophie får, hvad der bekommer hende for sådan at bole med en tjener, så er det ikke adelige hr. Gyldenløve, der får skyld for at gøre en stuepige gravid; det er igen kvinden, der er syndig:

Jeg veed ikke, hvordan hun kunne; men hun tager sig Verden let - jeg er ikke af den Natur.

Men af den natur, det er Morten lige netop. Allerede i brudstykket efter går han for første og eneste gang i seng med Sophie og er lykkelig - lige indtil han opdager, at hun også går i seng med Jens. Vi har altså ikke bare at gøre med Blichers egen sexisme (den er der selvfølgelig også, det er trods alt en tekst fra 1824), men også en udstillen af Mortens hykleriske, kristne dobbeltmoral. Han begærer kvinden og ønsker at blive begæret af hende - men samtidig finder han det syndigt, hvis kvinden begærer. Sikke noget rod; det gode gamle luder-madonna-kompleks.
Det fede ved hyper- og hypotekster er, at man som her kan læse dem i "forkert" rækkefølge. De gode hypertekster (som Jævnet med jorden) bliver ikke kun belyst af deres hypotekst, men belyser den også selv. De giver læseren lyst til at gå tilbage til kilden med et nyt udgangspunkt; at have læst Jævnet med jorden åbner op for detaljer i forståelsen af Brudstykker, som jeg nok ikke ville have fanget uden. Så en stor del af læseoplevelsen for mig var ikke kun, at novellen er velskrevet - det er den, omend sproget har lidt let ved at forfalde til klicheer (mindst to gange ryster Morten "som et Espeløv") - men også at have læst et nutidigt "svar", der netop ikke kun er et svar, men også en åbning, en begyndelse, for læsningen af den tekst, den besvarer.