Anmeldelse: Hvis liv fortalt af hvem af Henrik Bjelke, Inger Christensen, Jette Drewsen, Peer Hultberg, Sten Kaalø, Finn Methling, Jens Smærup Sørensen og Dorrit Willumsen

Titel: Hvis liv fortalt af hvem
Forfattere: Henrik Bjelke, Inger Christensen, Jette Drewsen, Peer Hultberg, Sten Kaalø, Finn Methling, Jens Smærup Sørensen og Dorrit Willumsen
Brøndums forlag
184 sider
1992
Kollektivroman

Vurdering 3/6

På Brøndums forlag havde man i 1990'erne mange sjove ideer. Man udgav Septemberfortællingerne, hvor syv forfattere skrev hver deres historier inden for bestemte temaer, bundet sammen af en rammefortælling, hvor syv mennesker mødes og fortæller historier efter Barsebäck er sprængt i luften. Siden er Inger Christensens bidrag, Nataljas fortællinger udkommet for sig (og den er et mesterværk, læs den!). Man lavede også Brøndums encyklopædi, et slags alternativt opslagsværk. Og så altså denne kollektivroman, Hvis liv fortalt af hvem. Her har otte forfattere fået til opgave sammen at skrive en roman ved skiftevis at skrive et kapitel, der bygger videre på de foregående. Forfatterne har ikke vidst, hvem de andre var, og som læsere får vi ikke at vide, hvem der har skrevet hvad. Det er både frustrerende og sjovt for en læser som mig, der ærligt talt kun har læst denne bog for at læse Inger Christensens bidrag. Der er 23 kapitler (vel egentlig 24, men det sidste er af en eller anden grund ikke markeret med et tal), så det svarer til, at forfatterne hver har skrevet 3 kapitler - det er dog ikke til at sige, om det er tilfældet, eller om nogen har skrevet mere og andre mindre. Hvis jeg skal give et gæt, vil jeg tro, at Inger Christensen har skrevet kapitel 5 og måske også kapitel 11. Mit gæt skyldes f.eks. et genialt afsnit som dette:

Da han så endelig ankom, og selv skulle møde denne rasende regn, befandt han sig midt i et endeløst tørvejr. Ikke så meget som en regndråbe. Intet af romanens stormplettede stemning. Kun solbeskinnet snavs. Tørt og lidt fedtet. Som om byen var et køkken.

Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er sikker. Det er en ret sjov del af legen for mig, at forsøge at gætte hvem, der har skrevet hvad. Om legen derudover er god, er svært at sige.
De første 6 kapitler er tydeligvis skrevet af forfattere, der gerne vil lege med. Vi møder Tycho V., der har for vane at navngive alt og alle, som en anden Adam. Han træffer Ida Merete (han navngiver hende "Dame" efter de sidste to og første to bogstaver i hendes to fornavne), og de bliver hurtigt gode venner og måske lidt forelskede. Der er også en japansk tidligere politimand, der er rejst til Danmark for at tage billeder af regnvejr, men på et af sine billeder genkender Tycho V. som potentielt indblandet i århundredets kriminalsag. I kapitel 6 møder vi så Karen, der i sin tid mødte Tycho V. i Japan og forelskede sig. En trekantsdramakrimi, lægges der op til - det lyder da spændende! Det trækker bestemt heller ikke ned, at de fleste af forfatterne ganske enkelt skriver godt, f.eks. i dette afsnit hvor Ida Merete tænker over sin og sin mands søvnvaner, nu hvor de er blevet ældre:

Og Henrik og hun var efterhånden lige irritable. Måske kom det sig af, at de sov så dårligt. Deres søvns lyde var blevet kraftigere. Lydene fra deres næser, bronkier, tarme og måske selve pulsen eller hjertet overraskede og vækkede dem simpelthen. Fugle var det ikke, selv om de begge påstod at have hørt både alliker og duer. I nat var hun vågnet ved en grim hivende snorken, der faktisk kom fra hende selv. Derefter havde han holdt hende vågen. Han lød som en koloni tyrkerduer og en enkelt skade.

Men så kommer der et kapitel 7 fra en forfatter, der virker til virkelig ikke at gide være med. Han/hun er simpelthen en dårlig legekammerat: For det første introduceres der pludselig en jegfortæller, hvilket ødelægger bogens rytme, for det andet er denne jegfortæller på underlig vis både en kvinde ved navn Inge-Gerda og ikke denne Inge-Gerda. Desuden dør Karen, der ellers lige var blevet introduceret i kapitlet før, og dermed strander den plottråd og ødelægges. Derudover misforstår forfatteren det tidligere kapitel og gør en mand ved navn Niels til Karens søn, selvom han tydeligvis ikke var hendes søn i kapitel 6, og desuden undrer Niels sig over, hvor Karen har fået alle sine penge fra, selvom det i kapitel 6 var ham selv, der havde købt en masse af hendes aktier. Kapitel 8 prøver lidt forvirret at ignorere kapitel 7 (og får i skyndingen placeret Tycho V. i indre København, selvom vi i kapitel 5 slap ham hjemme i Lyngby), og kapitel 9 er derfor nødt til at afbryde det hele, stoppe op og gøre opmærksom på alle inkonsistenserne og fejlene. De næste mange kapitler går derefter med mere eller mindre klodsede forsøg på at rydde op i alt det juks, som kapitel 7 introducerede; at forsøge at forklare, hvorfor Niels både er Karens søn og ikke er hendes søn, hvorfor der er en jegfortæller osv. Man kunne som redaktør have sendt kapitel 7 lige tilbage i hovedet på forfatteren og bedt ham/hende om at skrive det om, men man har valgt at give forfatterne frie tøjler. Der er også blevet taget nogle friheder i korrekturen: der er en del trykfejl og stavefejl, og side 167 har ikke noget sidetal. Det virker lidt sjusket og uprofessionelt.
Alt sjusket bliver af nogle af de senere forfattere gjort til en poetik; vi får forklaret, at livet er fuldt af løse ender og paradokser, og en af forfatterne skælder endda ud på forfatteren bag kapitel 9 over at være så emsig og påpege alle fejlene. Det er meningen, at det skal være sjusket, må vi forstå. Og det er da også sjovt nok som læser at følge med i, at forfatterne trækker i alle mulige forskellige retninger og vil alt muligt forskelligt med bogen, så den ender som et polyfont ruskumsnusk. Men polyfonien og sjusket betyder altså også, at kvaliteten er vildt svingende. De sidste kapitler er meget velskrevne og som slutning på en bedre roman, ville de nok også have været både overraskende og rørende, men her føler man, at bogen måske ikke helt har fortjent at få så god en slutning efter man har stredet sig igennem en del dårlige kapitler. Det er jo en unik oplevelse - det er ikke mange enkelte forfattere, der kan skrive så kvalitetsmæssigt svingende som disse otte kan - og derfor er jeg da rigtigt glad for at have læst bogen. Men er den god? Det ved jeg ikke helt. Både og, er det mest præcise svar nok: selvom den er én sammenhængende tekst, ender den med at føles mest som en antologi med tekster af forfattere med meget forskellige færdigheder.