Forfatter: Erlend Loe
Cappelen Damm
331 sider
Oprindeligt udgivet 2018, denne paperbackudgave 2019
Roman
Vurdering: 4/6
Dyrene i Afrika er måske ikke blandt Erlend Loes bedste romaner, men den er blandt hans sjoveste. Det er en af de få bøger, der har kunnet få mig til at grine højlydt — og oven i købet gentagne gange. Men at den er (endnu) sjovere end de fleste af Loes romaner uden at være (endnu) bedre end de fleste af hans romaner, skyldes, at humoren på to forskellige måder går ud over karaktererne.
For det første er karaktererne ikke så troværdige som i Loes andre bøger. Loe har altid skrevet om outsidere og skæve eksistenser, men denne romans eksistenser viser sig at være så skæve, at det bryder med enhver logik. Det gør bogen sjovere, men også mindre satirisk og følelsesmæssigt rammende.
For det andet er humoren på bekostning af karaktererne. Inden for de senere år synes Loe at have mistet sympatien for sine outsiderhovedpersoner. Tænk bare på Nina Faber i Status. Efter at have læst slutningen, hvor hun (spoilers) bliver kørt ned af en sporvogn to gange i træk, kan man ikke længere være tvivl om, at hun er en træls person, der har fortjent det. En af de fem hovedpersoner i Dyrene i Afrika får en lignende slutning, og de fire andre fremstår heller ikke videre sympatiske. Loe synes at have mistet troen på, at outsiderne kan bidrage med noget godt til verden; hvor vi før grinede med dem, griner vi nu af dem. Det gør, som sagt, bogen sjovere, men ikke bedre.
Handlingen følger fem "enkeltpersoner", der alle oplever en sær dragning mod Afrika. De mødes og udtænker sammen en plan for, hvordan de kan redde det afrikanske dyreliv fra menneskenes ondskab. Men det bliver snart tydeligt for læseren, at de er mere interesserede i at redde sig selv end dyrene. Det giver grobund for mange sjove scener, og Loe er som altid naivt sjov (og, senere i bogen, altså også vredt sjov). F.eks. introduceres den fjerde enkeltsperson således:
Såkalte Bob. Det er ikke hans egentlige navn. 45 år. Ikke hans korrekte alder. Oslo vest. Ikke nødvendigvis korrekt adresse. Det fins en etisk standard når man skriver. Mennesker og deres pårørende har krav på privatliv. Man kan ikke bare skildre levende folk helt uten videre. Ikke døde heller. Eller man kan. Men det innebærer en moralsk balansegang som få behersker.
Man bliver måske ikke et klogere eller bedre menneske af at læse Dyrene i Afrika. Men man bliver brandgodt underholdt. Det er mere end nok for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar