Anmeldelse: Homegoing af Yaa Gyasi

Titel: Homegoing
Forfatter: Yaa Gyasi
Forlag: Penguin
305 sider
Først udgivet 2016, denne udgave 2017
Roman

Vurdering: 4/6

"History is now," sagde James Baldwin, og Yaa Gyasis ambition med sin debutroman Homegoing er vist netop at vise, hvordan historien og nutiden hænger sammen. Vi følger to forskellige grene af en familie fra midten af 1700-tallet til i dag. Det starter med de to halvsøstre Effia og Esi: Effia bliver gift med en hvid mand, en slavehandler, og hendes gren af familien bliver i det nuværende Ghana; Esi bliver solgt som slave og hendes gren af familien kommer til USA. Systemet er, at hver andet kapitel følger det næste slægtsled i Effias familie, mens hvert andet kapitel følger det næste slægtsled i Esis familie. På den måde når Gyasi igennem over 200 års historie i både Ghana og USA på bare 300 sider, hvilket i sig selv er imponerende - og imponerende veludført. Hen mod slutningen bliver vi flere gange præsenteret for bogens poetik; her sagt ret klart om Esis tip-tip-tipoldebarn:

what he wanted to capture with his project was the feeling of time, of having been part of something that stretched so far back, was so impossibly large, that it was easy to forget that she, and he, and everyone else, existed in it - not apart from it, but inside it.

Verden af i dag er et resultat af verden af i går. Livsvilkårene for og racismen mod sorte i USA er et resultat af 200 års slaveri- og undertrykkelseshistorie. Den politiske situation i Ghana er et resultat af 200 års slaveri- og kolonihistorie.

Ud fra den beskrivelse kunne man måske forvente, at Homegoing er en vred roman (som nu f.eks. James Baldwins bøger er vrede). Men på coveret bliver Homegoing hele to gange beskrevet som "healing," og det irriterende ord er en mere passende beskrivelse end vred. Man skulle tro, at en bog om sammenhængen mellem moderne og historisk racisme ville have rettet skytset mod den hellige amerikanske treenighed - racisme, kapitalisme og patriarkat - men den ender med at være ret moderat og måske lidt for tilfreds med tingenes nuværende tilstand. Det er ikke just en bog, der får én til at gå på gaden for at protestere.

Fordi Homegoing strækker sig over 200 år og 14 hovedpersoner, kommer de enkelte kapitler til at virke mere som noveller, når det er bedst. I de bedste kapitler handler det ikke om at finde ud af, hvordan vi får koblet den tidligere generation sammen med den næste, men om at få et kort indblik i en persons liv og følelser; en person vi lærer at kende og som vi følger gennem en stor omvæltning i deres liv. Derfor er mine favoritkapitler dem om Kojo og Willie. Her kommer vi dybt ind i hovedpersonens følelser, mens f.eks. kapitlet om James i højere grad føles som en undskyldning for at få sendt hans families historie i en ny retning end som et egentligt indblik i hans liv og sind. At kapitlerne er bedst, når de er novelleagtige, betyder også, at forskellen på en åben slutning og en cliffhanger bliver tydelig. Mange af kapitlerne ender mere eller mindre åbent, men hvor de mere cliffhanger-agtige slutninger ikke er særligt gode, idet der i bogens tid kommer til at være gået årtier inden vi vender tilbage til historien, så cliffhangeren alligevel ikke bliver til noget, er de mere novelleagtigt klassisk åbne slutninger fine - her handler det ikke om at tilbageholde information, men om at skabe plads til at en følelse kan runge videre på den anden side af ordene.

Det er som sagt en imponerende roman, alene fordi det lykkes Gyasi at få vævet 200 års historie sammen til et hele. Og det er en god og for det meste velfortalt historie. Godt nok er sproget ikke noget særligt. Især kunne metaforerne have brugt en ekstra redigering. Man støder i løbet af læsning på en del metaforer, der for længst er udåndede under kummerlige forhold, f.eks.:

Esi stared at her mother then, and it was as though she were seeing her for the first time.

Og:

Telling this story, Effia's face darkened, but the storm passed when Quey reached up and touched her cheek.

Det er tydeligt, at sproget ikke har været Gyasis førsteprioritet. Men det gør ikke så meget. Homegoing er en god og rørende historie, og selvom den er for ufarlig og jævnt skrevet, er det stadig god underholdning.