Anmeldelse: Lykke-Peer af H. C. Andersen

Titel: Lykke-Peer

Forfatter: H. C. Andersen

Forlag: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab / Borgen

90 sider + 25 siders noter og efterskrift af Erik Dal

Først udgivet 1870, denne udgave 2000

Roman

Vurdering: 3/6

(Pas på, hvis du ikke er til spoilers: denne anmeldelse afslører slutningen på bogen)

28 år før Henrik Pontoppidan begyndte på sin Lykke-Per skrev H. C. Andersen sin sidste roman, Lykke-Peer; en roman, der gjorde status over et af den aldrende digters helt store temaer: geniets sociale opstigning fra fattige kår til kunstnerisk succes. Grundlæggende er Lykke-Peer "Den grimme ælling" med mennesker og i romanform.

Her kan man så komme med en masse biografistiske læsninger: Peers sociale opstigning via kunstnerisk talent mimer Andersens eget, og i denne bog gøres det klart, at Peers talent er rent held - han kaldes "Lykke-Peer", fordi han er heldig, og fordi han er heldig, bliver han lykkelig. Man kan forestille sig romanen som Andersens undskyldning for, at det af alle fattige børn fra Odense var lige ham, der blev den store nationaldigter - en slags skam over at være blevet født med et privilegium, nemlig talentet, som de andre børn ikke havde.

Men den biografiske læsning er ikke nær så interessant som den marxistiske. For når man undersøger, hvad lykken så er i Lykke-Peer, åbenbarer der sig et underligt og underholdende ambivalent forhold til kapitalismen.

Peer bliver nemlig født samme dag og i samme bygning som den rige Felix. Peer er født med det privilegium, at han har talent, mens Felix er født med det privilegium, at han er rig. Men hvor alle er opmærksomme på Peers privilegium - alle siger hele tiden til ham, han er heldig, og Felix misunder ham sågar - er ingen bevidste om Felix' privilegium. Når privilegierne passer ind i den bestående samfundsorden - at de rige er rige og de fattige fattige - er folk blinde for dem.

Men denne blindhed er god, hvis man spørger H. C. Andersen. Eller den i det mindste god, hvis man vil være lykkelig. Det perspektiv viser sig tydeligt to gange. Første gang er da Peer som barn på et tidspunkt er ked af, at Felix har en rigtig hest, mens Peer må nøjes med en kæphest. Peer har fået øje på den uretfærdige sociale ulighed. Men Peers mor bortforklarer det:

Felix boer nede i Gaarden, tæt ved Stalden, men Du boer høit oppe under Taget; man kan ikke have Heste paa Loftet, ingen uden dem, Du har [altså kæphestene]; rid Du paa dem!

Og det gør Peer med største iver. Et øjeblik havde han opdaget kapitalismens uretfærdighed og blev straks ulykkelig - men så bortforklarer moderen det, og Peer kan nu ride lykkeligt rundt i sin uvidenhed om tingenes egentlige onde, hårde tilstand.

Senere hen møder vi denne tankegang igen: Felix og Peer har været til samme fest, og Felix har hugget Peers dame. Men Peer synes det er uretfærdigt: 

man bøier sig, man føier sig! [...] fordi man er fattig født, stillet i Naade og Afhængighed af disse Rigdomsfødte. Ere de da bedre end vi? Og hvorfor bleve de skabt bedre end vi?

Men straks skammer Peer sig over at have tænkt den slags venstreorienterede tanker:

han følte Vrede i sit Sind, men paa samme Tid en Fornemmelse af, at han herved syndede i Tanke og Ord mod den gode Gud. Han sørgede over at have tabt Barnesindet og havde det just da saa heelt og rigt. Lykkelige Peer!

Peer stiller spørgsmålstegn ved kapitalismen, men skammer sig da straks over spørgsmålet, for hvis samfundet er som det er, så må det være Guds vilje. Så han slår tanken ud af hovedet, og netop derfor er han "Lykkelige Peer!" Peer er med andre ord lykkeligt uvidende.

Men der er også en anden måde at være lykkelig på i det kapitalistiske samfund, og det er denne anden vej, Peer følger: den sociale opstigning, akkumuleringen af kapital. Der er dog to fodnoter til denne lykkeform: for det første skal man, for at kunne gøre sin lykke gennem social opstigning, være heldig. Det er Peer jo som nævnt - heldet er hans skæbne. Men for det andet skal man dø ung.

Allerede tidligt i romanen bliver vi præsenteret for ideen om at lykken gennem social opstigning ikke er varig: vi møder jomfru Frandsen, der nu er sminkøse, men engang selv var balletdanser. Men danser kan man ikke være for evigt. Hun havde engang social opstigningslykken, men må nu nøjes med den uvidende lykke. Hvis man skal være socialt opstigningslykkelig hele sit liv, må man dø på toppen.

Så det gør Peer: Han komponerer et mesterstykke af en opera, som han selv spiller hovedrollen i. Og da premieren er slut til bragende ovationer, dør han af et hjerteanfald, som "Den Lykkelige fremfor Millioner!" Med andre ord: Peers lykke hænger sammen med hans kapitalistiske værdi: i det øjeblik da hans arbejdsevne har den størst mulige værdi, da han er på toppen af sin karriere, da han er flest penge værd, dør han lykkelig. For, som Herodot skrev, kun den døde kan for alvor kaldes lykkelig - i livet risikerer lykken at være kun flygtig, men i døden er den evig. Under kapitalismen er denne lykke bundet til markedets usikkerhed; Peers kapitalværdi risikerer at dykke når som helst, men i døden er den endeligt fastlåst ved det toppunkt, han sluttede af på.

Modsat disse to former for kapitalistiske lykker - den uvidende, konservative, skomager-bliv-ved-din-læst-lykke og den-amerikanske-drøm-med-ung-død-lykke - bliver vi ikke præsenteret for nogen lykke uden for kapitalismen. Man kan ikke være bevidst om kapitalismens ondskab og samtidig være lykkelig.

Om Andersen her konformt forsvarer kapitalismen, eller om han derimod kritiserer både kapitalismen og det lykkebegreb, der knytter sig til den, afhænger nok af øjnene, der ser. Jeg selv hælder mest til det første.

Men, anyway, det her skulle forestille at være en anmeldelse, så er Lykke-Peer en god bog? Altså, den er ikke just spændende, og den føles også ret uigennemtænkt: det starter med sammenligningen mellem Peer og Felix, men forholdet mellem dem kommer aldrig rigtigt nogen vegne. Man skulle tro, det var meningen, der skulle opstå en stor konflikt mellem dem, men de er aldrig uvenner i mere end to sider af gangen. Peers forhold til kvinderne forbliver også uforløst, og når der aldrig rigtigt opstår nogen konflikt med størstedelen af bipersonerne, bliver det heller ikke noget, der kan drive romanen fremad. Lykke-Peer er mest bare en række sejre i Peers liv med kun stærkt begrænset modstand - det er lidt kedeligt.

Til gengæld er jeg ret begejstret for Andersens empati: det er ikke tit, man ser tekster fra denne tid, der er så sympatiske over for jøder, som Lykke-Peer er; i disse DF-tider er det ret rørende at læse, hvor antiracistisk Danmarks nationaldigter kunne være. Samtidig må jeg også tage hatten af for, at Andersen som altid har sproget i sin magt; læs f.eks. denne beskrivelse af udsigten fra et togvindue:

Det var Pintsetid; Solen skinnede, Skoven stod frisk og grøn, Toget foer igjennem den; Marker og Landsbyer skiftede om; Herregaarde tittede frem; Qvæget stod paa Hovmarken. Nu kom en Station, nu en anden, Kjøbstad paa Kjøbstad.

Det er ret fint, at togets fart optages af sætningen: alt det, toget farer forbi, adskilles kun af semikoloner frem for punktummer, på en måde så de forskellige steder ligesom smelter sammen til ét sted i én sætning: set gennem toget høje hastighed, synes afstandene ligesom at forsvinde og grænserne mellem stederne at udglattes. Godt skrevet!

Efterordet af Erik Dal giver jeg derimod ikke mange sure sild for. Vi får lidt halvinteressant biografisk information om H. C. Andersen, men da det kommer til at beskrive Lykke-Peer, virker Erik Dal underligt uvillig til at sige noget. Han nøjes med at opremse de personer, der optræder i bogen - som om jeg ikke allerede vidste, hvem vi møder af bipersoner; jeg har jo lige selv læst om dem i romanen. Og det bliver nærmest absurd i dette afsnit:

Den seneste grundige behandling af Lykke-Peer skyldes Maria Davidsen og har ikke kunnet indarbejdes her [...] Den vægtige og pointerige analyse har følgende afsnit: Komposition og stil - Den sociale fortælling - Lykkefilosofien - Den sociale anfægtelse - Kunst, borgerskab og kærlighed - En ny Aladdin; derefter følger "Spor i H.C. Andersens kunstkonception" med punkterne: Opgør med Aladdin-myten - Det romantiske kunstsyn i H.C. Andersens forfatterskab - Fra kunst som livs-erfaring til kunst som livs-erstatning.

Hvad vil Erik Dal os her? Altså, han er begejstret for Maria Davidsens analyse, hvilket er fair nok, og det er da godt at vide, at den findes. Men hvorfor opliste indholdsfortegnelsen til hendes udgivelse frem for f.eks. at skrive kort om nogle af hendes pointer eller i det mindste gøre et forsøg på at overbevise læseren om, at man straks skal læse hendes artikel? Jeg tror helt ærligt aldrig før jeg er stødt på så intetsigende og ugennemarbejdet et afsnit i et for- eller efterord før.

Men at Lykke-Peer ikke er en videre underholdende bog og at efterordet ikke er særligt interessant er nu ikke så vigtigt for mig. Jeg er bare begejstret for, at bogen er så interessant, som den er; at den er så fuld af ideer, man kan give sig i kast med at forsøge at forstå. Så kan det egentlig være lige meget, om den er en fed læseoplevelse i sig selv.