Anmeldelse: Selskabet af Christina Hesselholdt

Titel: Selskabet (Camilla and the horse, Camilla – og resten af selskabet, Selskabet gør op og Agterudsejlet)
Forfatter: Christina Hesselholdt
Rosinante
Oprindeligt udgivet 2008-14, denne opsamling 2015
Fortællekreds / Romaner

Vurdering: 6/6

Slubr-slubr-slubr, det er lyden af mig, der læser Christina Hesselholdt. Der er ikke mange forfattere, jeg læser med samme intensitet og umættelighed, og jeg har svært ved at finde ud af, hvad det præcis er, der gør Hesselholdt så god at smaske-sluge-glug-glug-læse. Der er jo ikke nogen handling at lade sig gribe af: Romancyklussen Selskabet består af forskellige vignetter fra en bekendtskabskreds' respektive liv – i første roman, Camilla and the horse, oven i købet næsten uden at enkeltpersonerne interagerer med hinanden.

Hvad er det så, der gør Christina Hesselholdts bøger til så letflydende (men ikke let) læsning? To ting: Et fuldstændigt finpudset sprog, der godt nok er sprælsk og viltert og postmoderne opmærksomt på sig selv, men på en fortælleglad og perfekt tilpasset måde. Og så en underliggende patos, en villighed til at lade karaktererne føle og så blive i dén følelse i 40 sider i træk. Det kan være melankolsk nostalgi, en overgearet lykke, en afdæmpet aldrende fortvivlelse eller en dyb, sort sorg, der altid iblandet en mild, underspillet humor og en uforlignelig sprogopmærksomhed risler blidt af sted som en bæk.

De liv, der i glimt udgør Selskabets handling, bevæger sig forbavsende hurtigt, eller det synes man måske bare, når man læser det, der oprindeligt blev udgivet hen over 6 år, i løbet af to fortættede weekender. I første bog er hovedpersonerne stadig unge eller i hvert fald ungdommelige, den pludselige og utilsigtede, buldrende forelskelse er de små 90 siders bærende følelse. Men også allerede her lugter der af en anden fremtid, alderens slag i ansigtet, for bogens stærkeste del (og måske simpelthen det bedste i hele cyklussen) er den, der følger Edward i året efter hans forældre har begået kollektivt selvmord. – Hvilket, når man siger det, lyder meget mere melodramatisk, end det er. Hesselholdt skriver om de store følelser, men af en eller anden uforklarlig grund er det aldrig patetisk eller sentimentalt.

Snart efter er det ikke kun Edward, der brat og brutalt rives ud af ungdommen, for allerede i næste bog er forelskelsens begejstrede skubben til taget veget for de fire vægges trykkende indeklemmen: Forholdene går i stykker, personerne og deres forældre bliver syge, livet mister indhold. Men samtidig fortsat en legende lethed, måske simpelthen bare en sproglig lethed: Det gode sprogs uundgåelige humorglimt. 

Det er hverken politisk litteratur eller som sådan samtidslitteratur, Christina Hesselholdt skriver, det er litterær litteratur og menneskelitteratur med Virginia Woolf som forbillede og en stemning og velskrevenhed som Marguerite Duras' Elskeren. Jeg gider egentlig ikke beskrive det nærmere, smut nu bare ned i den lænestol, og læs det selv.