Forfatter: Arthur Rimbaud
Oversætter: Erik Knudsen
Gyldendal
65 sider
Først udgivet 1886 (sandsynligvis skrevet 1873-75), denne oversættelse 2007, dette 3. oplag 2017
Poesi
Vurdering: 4/6
For tiden er jeg ved at skrive speciale og læste i den anledning for nylig nogle kapitler fra Marianne Ølholms Uforståelighed som æstetisk strategi. Fordi jeg er fuldstændigt besat af at læse anmeldelser, undersøgte jeg straks, hvad der var skrevet om bogen, og faldt derfor over Lars Bukdahls anmeldelse i Standart, nr. 2, 2010, hvor han kommer med denne kritik af Ølhoms bog, som også kan læses som en kritik af store dele af academia som sådan:
Mit store problem med Ølholms bog er i al sin enkelhed, at der ikke er noget af den uforståelige poesi, hun læser, som hun ikke forstår! Ikke en eneste gang stopper hun op og udbryder: Her støder jeg uhjælpeligt på en ægte blindgyde! Dette fatter jeg ikke en hujende fis af, overhovedet! Hun har hele tiden fuldstændig styr på — kortlægning af og intentionen bag — uforståeligheden.
Jeg blev mindet om ovenstående citat, da jeg både midtvejs i og efter læsningen af Illuminationer tyrede igennem en god del anmeldelser og litteraturhistoriske fremstillinger af bogen. Ikke én eneste af de mange kloge hoveder beskrev nemlig bogen som det, den først og fremmest er: uden for enhver forståelses rækkevidde. Hvordan undgår man i så høj grad at arbejde med den tekst, man ellers har fået til opgave at beskrive, at man ikke engang kommer så langt som til at sige, at den ikke er til at fatte? I de fleste tilfælde ved først at give den som Rimbaud-biografist (og det forstår jeg godt trangen til, han levede godt nok et specielt liv) og dernæst ved at spore Rimbauds unægteligt massive litteraturhistoriske indflydelse. Så disse nyttige og brugbare tilgange vil jeg tillade mig at mere eller mindre springe over og i stedet for gøre som Lars Bukdahl anbefaler og ytre denne sætning: Jeg fatter ikke en hujende fis, overhovedet! Og så vil jeg tilføje: Og jeg kan (ofte) lide det!
Teksterne i Illuminationer kaldes for det meste digte, men er med to undtagelser prosa. De fleste af dem er tydeligvis prosadigte, men enkelte kunne lige så vel kaldes kortprosa. Det gælder særligt de tekster, der virker som pasticher på allegoriformen. Det gælder f.eks. "Eventyr", der fortæller om en fyrste, der "ærgrede sig over at han aldrig havde villet andet end fuldkommengørelsen af banale velgerninger" og derfor begynder at slå sine undersåtter ihjel. De elsker ham dog stadig. Til sidst møder han en Ånd, og de dræber hinanden, men "Fyrsten var Ånden. Ånden var Fyrsten." Og så kommer moralen: "Der er ingen lærd musik for vores begær." Hvad?
Den tekst er ikke uforståelig på sætningsplan, men som form: Den iklæder sig allegoriens klæder og lader derfor, som om dens formål er at letforståeligt illustrere et stykke livsvisdom, men det, den siger, giver ikke mening. Sådan er der en del tekster i Illuminationer, der fungerer, med en underlig fortælling og en afsluttende ikke-meningsgivende morale (f.eks. "Kun jeg har nøglen til dette vilde gøglerspil" eller "Nu kommer tiden for Assassinerne"). I Rimbauds samtid var det ekstremt originalt fundet på — det er jo postmodernisme, 100 år forud for sin tid! — men det gør det ikke til god læsning. Anti-allegorierne er pisseirriterende og dårlige tekster.
Meget bedre er de regulære prosadigte. Mange af dem befinder sig et underligt sted mellem symbolisme og surrealisme, hvilket fører til nogle vilde billeder: "Den høje mose damper i ét væk. Hvilken heks vil rejse sig mod den hvide solnedgang? Hvilke violette løvspring er ved at falme?" Andre sætninger ved jeg ikke lige, hvad jeg skal kalde, men fede er de: "Da jeg var barn skærpede visse himle min synsevne: alle særpræg afspejledes i mit ansigt. Fænomenerne satte sig i bevægelse." Eller hvad med denne sætningsbid, som lyder, som om den kunne være skrevet af Majse Aymo-Boot så sent som i går: "Jeg er en flygtig og ikke alt for misfornøjet borger i en hovedstad som regnes for moderne, fordi man har snoet sig uden om alle kendte smagsretninger i husenes ydre og indre inventar og i selve byplanen."
Det lyder jo også som en Rimbaudsk poetik — at sno sig uden om alle kendte smagsretninger, både i sætningens indre og ydre. Og netop på grund af denne snoen sig, virker en del af teksterne i Illuminationer den dag i dag brandoriginale. Om de også er gode, synes jeg altså er vekslende, men nogle af dem er det i allerhøjeste grad og på vidt forskellige måder. Så jeg vil slutte af med at citere fra to fremragende tekster, som er vidt forskellige: Den ene er god, fordi den er er uforståelig og skøn, den anden fordi den er uforståelig og vild:
Jeg har kysset en sommers morgenrøde.// Intet rørte sig endnu på palæernes facade. Vandet var dødt. Skyggernes omrids forlod ikke skovvejen. Hvor jeg gik vækkede jeg de livlige og milde vindstød; ædelsten stirrede, vinger løftede sig uden en lyd.// Det første optrin på stien, der allerede prangede med kølige og blege farver, var en blomst der sagde mig sit navn.
Og:
Jeg er en opfinder, meget mere fortjenstfuld end alle mine forgængere; en musiker simpelthen, som har fundet noget i retning af kærlighedens nøgle. P.t. adelsmand på en mager jord under en klar himmel prøver jeg at ruske mig op ved at mindes min barndoms tiggeri, tiden som lærling, hvor jeg gjorde min entré i træsko, skænderier, fem eller seks styks enker og et par bryllupsfester, hvor jeg egenrådigt holdt mig fra at nå op på kammeraternes niveau. Jeg fortyder ikke mit gamle kvantum guddommelig munterhed; den tynde luft på denne sure jord stimulerer min gruelige skepticisme. Men eftersom denne skepticisme ikke kan bruges til noget, og da jeg for resten er viet til en ny ærgrelse — venter jeg på at blive en rigtig ondskabsfuld nar.
Jeg fatter ikke en hujende fis. Er det ikke fedt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar