Forfatter: Thorkild Hansen
Forlag: Gyldendal
281 sider
1967
Nonfiktion
(Note: Jeg har anmeldt Slavetrilogien samlet her: https://pristjek.org/2021/10/30/i-thorkild-hansens-slavetrilogi-er-blodet-danmarkshistorien-og-litteraturen-klaegt-flydende/)
Vurdering: 4/6
Sådan begrunder Thorkild Hansen i 1967 sit projekt: vi har fortrængt mindet om, at vi handlede med slaver. Nu er det på tide at huske. På trods af Hansens tre bøger, som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for, er der ikke sket meget: Danmark nægter stadig at undskylde for slaveriet, og at vi overhovedet var en slavenation er ikke noget, der fylder meget på skoleskemaet. Det på trods af, at Danmark sejlede over 100.000 slaver over Atlanten. Og, minder Thorkild Hansen os om, i løbet af tilfangetagelsen døde 2/3 slaver, så hvis vi sejlede 100.000 over Atlanten, tog vi 300.000 slaver.
Disse tal er alt, der er tilbage af Danmarks ofre for slaveriet. Der blev ført logbøger og lavet beregninger, men slaverne selv kom ikke til orde: vi har ingen førstehåndskilder fra slaverne selv. Som Hansen skriver: "Slaverne kaster ingen skygge i historien [...] Deres ejere tog ordet for dem". Det er ejernes ord, Hansen må bygge sin bog på.
Det gør han ved at udvælge nogle af de danske kolonisatorer, som han fokuserer på: Præsten Eric Tilleman, slavehandleren Ludwig Rømer, slaverimodstanderen Isert over for slaveriforkæmperen Kiøge, Wulff Joseph Wullf, hvis liv filmen Guldkysten er meget løst baseret på, osv. Til fælles har de, at de er danskere, slaveejere, kolonisatorer. Slaverne selv hører vi ikke noget fra, for der er ingen kilder: som i Sydamerika lykkedes det europæerne at udrydde ikke kun kulturer, men også mindet om disse kulturer.
At hovedpersonerne er slaveejerne er både bogens styrke og svaghed. Det første kapitel, der opridser det historiske og numeriske fakta er egentlig en smule kedeligt; det er først, da bogen begynder at følge enkeltpersoner og udlægge deres skæbner, at Hansens fortælleglæde tager fat. Hansen er dygtig til at leve sig ind i historiske personer og gøre dem nærværende. Man lider med Wulff, når han rammes af klimatfeberen, man holder med Isert, når han forsøger at finde alternativer til slaveriet - man lader sig sågar forføre af spændingen, når Kiøge går på felttog mod en særligt genstridig høvding. Men det er hele tiden med bevidstheden om, at disse fortællinger omgives af et sort hul af skæbner, som ingen husker. Er det ikke lidt absurd at føle sympati for slaveejeren Wulff, når han rammes af klimatfeber, frem for at føle sympati for de slaver, han underlægger sig? Selvfølgelig er det det, men hans historie er desværre bare den eneste mulige at fortælle...
Og fortalt bliver der til den helt store guldmedalje. Hansen skriver godt og underholdende og præsterer at gøre de historiske skikkelser levende for læseren. Derfor er det en skam, at hvert kapitel starter med en beretning i andenperson om, at Hansen i bogens samtid kører rundt i Ghana for at se de steder, hvor de danske slaverforter lå. Det giver anledning til nogle rigtigt gode naturbeskrivelser, men jeg læste dem let irriteret, utålmodig efter at komme tilbage til fortællingen.
Det er desuden forvirrende, at Hansen citerer uden brug af citationstegn: ofte ændrer sproget sig til 1800-talsretstavning, og så må man som læser formode, at man har at gøre med et citat. Men præcist hvor begynder og ender citatet? Hvorfor ikke bare bruge citationstegn? Det ville gøre det hele lidt mere overskueligt.
Thorkild Hansen er en dygtig historiker, bl.a. fordi han valgte at grave et emne frem på et tidspunkt, hvor det var endnu mere underrepræsenteret end i dag. Men først og fremmest er han en dygtig fortæller og menneskekender. Derfor er det en nydelse at læse Slavernes kyst og jeg skal helt klart have læst Hansens to andre slavebøger på et tidspunkt. Når det så er sagt, er den ikke helt så god som mesterværket Det lykkelige Arabien. Det skyldes både emnevalget: Det lykkelige Arabien er en mere tight fortælling, fordi den finder sted over få år med tre-fire hovedpersoner, mens slaverihistorien varede over hundrede år og hos Hansen fortælles med mange forskellige nedslag i mange forskellige personers historier, og det skyldes også fokusset - at Hansen i Det lykkelige Arabien fokuserer på at fortælle sin historie, mens han i Slavernes kyst forsøger at væve den sammen med et nutidsspor, som ikke rigtigt lykkes. Men Slavernes kyst er stadig god, underholdende og vigtig historiefortælling.
Der findes, uvist af hvilken grund, ingen bog om den danske slavehandel. Lydløse paa deres nøgne fødder vandrer slaverne gennem to hundrede aar af Danmarkshistorien uden at efterlade sig andre spor end skolebøgernes lille oplysning om, at Danmark var det første land, som afskaffede slavehandelen. Tusinder af mænd, kvinder og børn. Og bagefter en enkelt sætning. Som er forkert.
Sådan begrunder Thorkild Hansen i 1967 sit projekt: vi har fortrængt mindet om, at vi handlede med slaver. Nu er det på tide at huske. På trods af Hansens tre bøger, som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for, er der ikke sket meget: Danmark nægter stadig at undskylde for slaveriet, og at vi overhovedet var en slavenation er ikke noget, der fylder meget på skoleskemaet. Det på trods af, at Danmark sejlede over 100.000 slaver over Atlanten. Og, minder Thorkild Hansen os om, i løbet af tilfangetagelsen døde 2/3 slaver, så hvis vi sejlede 100.000 over Atlanten, tog vi 300.000 slaver.
Disse tal er alt, der er tilbage af Danmarks ofre for slaveriet. Der blev ført logbøger og lavet beregninger, men slaverne selv kom ikke til orde: vi har ingen førstehåndskilder fra slaverne selv. Som Hansen skriver: "Slaverne kaster ingen skygge i historien [...] Deres ejere tog ordet for dem". Det er ejernes ord, Hansen må bygge sin bog på.
Det gør han ved at udvælge nogle af de danske kolonisatorer, som han fokuserer på: Præsten Eric Tilleman, slavehandleren Ludwig Rømer, slaverimodstanderen Isert over for slaveriforkæmperen Kiøge, Wulff Joseph Wullf, hvis liv filmen Guldkysten er meget løst baseret på, osv. Til fælles har de, at de er danskere, slaveejere, kolonisatorer. Slaverne selv hører vi ikke noget fra, for der er ingen kilder: som i Sydamerika lykkedes det europæerne at udrydde ikke kun kulturer, men også mindet om disse kulturer.
At hovedpersonerne er slaveejerne er både bogens styrke og svaghed. Det første kapitel, der opridser det historiske og numeriske fakta er egentlig en smule kedeligt; det er først, da bogen begynder at følge enkeltpersoner og udlægge deres skæbner, at Hansens fortælleglæde tager fat. Hansen er dygtig til at leve sig ind i historiske personer og gøre dem nærværende. Man lider med Wulff, når han rammes af klimatfeberen, man holder med Isert, når han forsøger at finde alternativer til slaveriet - man lader sig sågar forføre af spændingen, når Kiøge går på felttog mod en særligt genstridig høvding. Men det er hele tiden med bevidstheden om, at disse fortællinger omgives af et sort hul af skæbner, som ingen husker. Er det ikke lidt absurd at føle sympati for slaveejeren Wulff, når han rammes af klimatfeber, frem for at føle sympati for de slaver, han underlægger sig? Selvfølgelig er det det, men hans historie er desværre bare den eneste mulige at fortælle...
Og fortalt bliver der til den helt store guldmedalje. Hansen skriver godt og underholdende og præsterer at gøre de historiske skikkelser levende for læseren. Derfor er det en skam, at hvert kapitel starter med en beretning i andenperson om, at Hansen i bogens samtid kører rundt i Ghana for at se de steder, hvor de danske slaverforter lå. Det giver anledning til nogle rigtigt gode naturbeskrivelser, men jeg læste dem let irriteret, utålmodig efter at komme tilbage til fortællingen.
Det er desuden forvirrende, at Hansen citerer uden brug af citationstegn: ofte ændrer sproget sig til 1800-talsretstavning, og så må man som læser formode, at man har at gøre med et citat. Men præcist hvor begynder og ender citatet? Hvorfor ikke bare bruge citationstegn? Det ville gøre det hele lidt mere overskueligt.
Thorkild Hansen er en dygtig historiker, bl.a. fordi han valgte at grave et emne frem på et tidspunkt, hvor det var endnu mere underrepræsenteret end i dag. Men først og fremmest er han en dygtig fortæller og menneskekender. Derfor er det en nydelse at læse Slavernes kyst og jeg skal helt klart have læst Hansens to andre slavebøger på et tidspunkt. Når det så er sagt, er den ikke helt så god som mesterværket Det lykkelige Arabien. Det skyldes både emnevalget: Det lykkelige Arabien er en mere tight fortælling, fordi den finder sted over få år med tre-fire hovedpersoner, mens slaverihistorien varede over hundrede år og hos Hansen fortælles med mange forskellige nedslag i mange forskellige personers historier, og det skyldes også fokusset - at Hansen i Det lykkelige Arabien fokuserer på at fortælle sin historie, mens han i Slavernes kyst forsøger at væve den sammen med et nutidsspor, som ikke rigtigt lykkes. Men Slavernes kyst er stadig god, underholdende og vigtig historiefortælling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar