Forfatter: Josefine Klougart
Forlag: Gladiator
699 sider
2016
Roman
Vurdering: 4/6
New Forest er fuld af sprogligt gode påfund. For at understrege hvor fuld af gode sætninger den er, har jeg slået op på tre tilfældige sider og fundet 1 stk. skønhed på hver:
Jeg støtter mig til dig. Støt dig til mig, siger du. Himlen er orange og violet. Vi går i solens sidste varme. Stoltheden hænger som en kappe efter dig eller den er en frakke du har taget over skuldrene. (s. 107)
Så går hun i stå og ser endnu en gang ud ad vinduet. Trækker vejret som en pose der bliver taget med en kastevind ned gennem en blind gade. (s. 240)
Jeg lagde mig ned oven på dig og lod mig løfte op og ned af din vejrtrækning der blev langsommere. (s. 606)
Tre tilfældige sider, tre gode tekststeder. Det er da en god statistik. Godt nok indeholder en af siderne også en forvirrende sammenligning som denne:
Jeg holdt nøglerne op over dit ansigt så skyggerne gled hen over din hud som skyggen af et varmesøgende projektil hen over en mark.
Hvad er helt præcist sammenhængen mellem nøgler og varmesøgende projektil og mellem hud og mark? Det står uklart for mig. Det gælder generelt de overraskende mange gange krig bliver brugt som billedled i de mange metaforer i New Forest; jeg kan ikke se hvad krig har med det hele at gøre, men den optræder ofte metaforisk.
Anyway, jeg var ved at rose bogen, for det fortjener den: prosadigtene under titlen "Lys", der indleder og afslutter bogen, står sært vibrerende rørende; jeg bliver ganske opslugt af det enkle, præcise sprog. Enkelt og præcist, men også udfordrende, når det i sammenligningerne mere eller mindre motiveret springer til det abstrakte. Det gælder for store dele af bogen, at sproget virker usædvanligt gennemarbejdet. Derfor skurrer det også ekstra, når en klodset sætning sniger sig ind.
New Forest handler fortrinsvist om en kvinde, der nogen gange er jegfortæller, nogen gange er "hun", der er ved at indse, at hun må gå fra sin kæreste. Desuden er der kvindens barndomserindringer, en fortælling om en kvinde, der lukker sig inde i sit hus med sin mands lig, og som nævnt en poetisk indledning og afslutning. Der er ikke nogen direkte kronologi i hændelserne; de er i stedet delt ind efter kapiteloverskrifter, der i løbet af bogen kommer igen 3 gange i et bestemt mønster; dog flyder de forskellige tider og steder, overskrifterne adskiller, ligeså stille mere og mere sammen.
Jeget er altdominerende; alle andre personer er på en måde ubeskrevne. De er alle set gennem jegets blik og får derfor ikke lov til at være sig selv, men kun være hvad de er for jeget. Det fungerer rigtigt godt i beskrivelserne af parforholdet, der er ved at gå i stykker; det at vi ikke rigtigt forstår kæresten F., fordi jeget ikke rigtigt forstår ham, gør både beskrivelsen af jeget og hendes grunde til at ville forlade F. skarpere. Til gengæld kedede jeg mig under jegets lange opgør med sin familie. Det stod for mig ikke klart, hvad problemet med familien var. Der er åbenbart en hel masse ved både søstrene og moderen, som jeget ikke kan lide. Men her gør det ekstreme fokus på hovedpersonen, at hele konflikten for mig bliver uforståelig, eller måske rettere uinteressant.. Jeget er jaloux på sin søster, fordi hun er pænere, og hvad så? Det kunne have været mere interessant at høre noget fra søsterens synsvinkel, der åbenbart må føle jegets had på grund af noget så trivielt som sin krop.
Eller også kunne man bare skære familieskærmydslerne fra. New Forest er en alt for lang roman, der kunne have været mesterlig, hvis den var skåret ned til 200-300 sider. Som den er nu står den som en nærmest konstant mængde rigtigt gode sætninger, der enkelte gange løfter sig til det geniale, men som også i lange stræk bliver kedsommelige og ensformige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar