Anmeldelse: Muleum af Erlend Loe

Titel: Muleum
Forfatter: Erlend Loe
Oversætter: Susanne Vebel
Forlag: Gyldendal
240 sider
Først udgivet 2007
Roman

Vurdering: 3/6

Da Patrick Modiano lige have fået nobelprisen, lånte min mor alle hans bøger på biblioteket. Efter at have læst tre af dem, sagde hun: "Nu kan jeg ham," og så afleverede hun dem alle igen og har ikke læst ham siden.
Muleum er den 12. Loe-bog, jeg har læst, og den sidste af hans romaner, jeg manglede at læse. Jeg ville sikkert have syntes bedre om den, hvis jeg havde læst den som den første. Næsten alle Loes bøger handler om mænd i midtvejskriser, så man skulle tro, at Muleum ville have været velkommen afveksling: den handler nemlig om en teenagepige, hvis forældre og storebror er omkommet i en flyulykke, og nu vil hun dø. Oven i købet har den det stilistiske særtræk, at den er skrevet i dagbogsform, hvilket omslaget ret fedt understreger ved at imitere en typisk sort-rød notesbog af den slags, som næsten alle har liggende et sted.
Men Loe er altid sig selv. På bagsiden står Weekendavisen citeret: "Loe er igen naiv og dyb." Hvis man læser sætningen med et bestemt tryk, er det ikke længere en ros: "Loe er igen naiv og dyb." Det betyder, at selvom Muleum handler om en piges selvmordsforsøg, skal den guddødemig være sjov:

Han [psykologen] siger det aldrig, men alligevel forstår jeg hver gang, jeg er der, at det er ham, der har ret, og at det er min indstilling, der er problemet, men det skulle da også bare mangle, for hvor mange er det lige, der har en åben og positiv indstilling nogle måneder efter at deres familie er faldet ned med et fly i Afrika, og nu er det fandme snart jul.

Det kunne sagtens være en spændende tanke, det med, at jeget føler sig talt ned til af sin psykolog, men alligevel modvilligt må give ham ret, men ideen får ikke lov til at stå alene. I stedet skal den med hiv og sving punkteres af en typisk lun Loe-vits.
Det er det generelle problem hele vejen igennem Muleum. Selvom den typiske Loe-humor ofte har virket, kommer den her til at stå i vejen for historien og gør hovedpersonen til en underligt utroværdig karakter, der er svær at få hold på. Det skyldes også, at bogen ikke er særligt sammenhængende; den springer fra episode til episode uden nogen nødvendighed - man kunne have omrokeret store dele af bogen fuldstændigt uden nogen ville have lagt mærke til det. Det skaber manglende udvikling i vores hovedperson, udover de pludselige spring i karaktertegningen, der ret umotiveret dukker frem fra tid til anden. Dertil kommer en slutning, der, uden at spoile noget konkret, er mindre finurlig og mere Hollywood end Loe plejer (og ja, her modsiger jeg mig selv og længes mod trademark Loe).
Der er ellers nogle spædende tanker i Muleum: den handler i høj grad om, hvordan medierne blæser faren ud af proportioner. Jeget overvejer at tegne en muhammedtegning, så hun kan blive henrettet af vrede muslimer, og hun gør sit bedste for at blive smittet med fugleinfluenza, men der sker ligesom ikke noget. Disse kriser, der dominerede alle medier i 2005, er ikke engang store nok til at kunne være til fare for en person, der aktivt opsøger dem. Det er en sjov tanke, men også lidt naivt: fugleinfluenzaen blev ikke værre end den blev, bl.a. fordi man var i højeste alarmberedsskab og i god tid fik slået smittefarlige fuglebestande ned, mens høns, gæs osv. uden for umiddelbar smittefare måtte holdes inden døre indtil faren var drevet over. Det giver god mening at kritisere mediernes hysteri, men jeg savner nuancer: løsningen på hysteri er ikke apati, som Loe er tæt på at rode sig ud i at mene.
Nu kan jeg Loe. Men jeg tror alligevel, jeg vil læse hans næste roman, når den kommer. Det kan jo være, den bringer noget nyt.


Anbefaling: Læs den, hvis du er fan af Loe og bare må læse alle hans bøger. Ellers kan man godt klare sig uden den, og jeg vil anbefale at man i stedet læser en af Loes bedste, f.eks. Fvonk eller Naiv.Super.