Forfatter: Jon Fosse
Oversætter: Karsten Sand Iversen
Forlag: Batzer & co
74 sider
Først udgivet 2007, dansk oversættelse 2010
Roman
Vurdering: 5/6
Titel: Olavs drømme
Forfatter: Jon Fosse
Oversætter: Karsten Sand Iversen
Forlag: Batzer & co
86 sider
Først udgivet 2012, dansk oversættelse 2015
Roman
Vurdering: 4/6
Titel: Kveldsvævd
Forfatter: Jon Fosse
Oversætter: Jannie Jensen
Forlag: Batzer & co
63 sider
Først udgivet 2014, dansk oversættelse 2015
Roman
Vurdering: 4/6
Jon Fosses trilogi Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2015. Det er let at forstå: Det er formbeviste bøger, der både tør lege med stilen og fortæller en god historie om interessante personer.
Andvake handler om Asle og Alida, der bliver tvunget ud af det bådehus, de bor i, mens Alida er højgravid. De kan ikke bo hos Alidas mor og tager derfor til Bjørgvin (Bergen) for at finde husly og arbejde til Asle, men ingen vil give dem husly. I løbet af Andvake begår Asle nogle forbrydelse, hvis specifikke karakter jeg ikke vil spoile her. De forbrydelser bliver Asle konfronteret med i Olavs drømme, og i Kveldsvævd hører vi, hvad der sker med Alida under og efter hændelserne i Olavs drømme.
Det første, man bider mærke i, når man læser Andvake er stilen: Sætningerne er ualmindeligt lange, for det meste flere sider lange, og afsnittene ender ikke engang i et punktum. Dertil kommer, at selv kommaerne er sparsomme, så læseforståelsen afhænger udelukkende af, at de helt rigtige ord er valgt. Det er de heldigvis. De lange sætninger giver en fornemmelse af stream of conciousness, men vi har her at gøre med kun tankestrømme, ingen refleksionsstrømme; dvs. vi får kun indsigt i, at Asle og Alida tænker, hvad de gør og husker, hvad de gjorde - aldrig, hvorfor de gør og gjorde som de gør og gjorde. På grund af denne manglende refleksion, kan man få en fornemmelse af, at Asle og Alida måske har - hvad skal man kalde det - indlæringsvanskeligheder; de er ikke de skarpeste knive i skuffen. Jeg tror dog ikke man skal overdrive deres lave intelligens - stilen handler i lige så høj grad om langsomhed. Mange ledsætninger gentages med få ændringer, og i dialogerne skæres replikkerne i flere stykker, så flere replikker i træk stammer fra den samme person. Det giver et indtryk af langsomhed; man giver sig så god tid til at tale, at det er som om hver ny sætning er en ny replik, selvom det er den samme person, der taler. Jeg tror, alle os, der er fra landet, kender den måde at snakke på. Man stirrer lidt ud mod horisonten mellem hver sætning. Det er en form for dialog, som Fosse rammer meget præcist.
Som nævnt begår Asle i løbet af Andvake nogle forbrydelser. Selvom han ikke reflekterer videre over dem, er han i hvert fald bevidst om, hvad han har gjort og hvad konsekvenserne er; derfor vælger han i Olavs drømme at skrifte identitet og skjule sig som Olav, mens Alida må skifte navn til Åsta. Trilogien er blevet sammenlignet med Forbrydelse og straf, men hvor Forbrydelse og straf handler om Raskolnikovs etiske overvejelser, skyldfølelse osv. på ca. 1000 sider, springer Fosse over den slags og beskriver ikke engang forbrydelserne direkte, mens Asle og Alida på overfladen ser ud til knap nok at kunne huske dem. Raskolnikov slår ihjel, fordi han kommer frem til, at det er det etisk rigtige at gøre, mens Asle gør sig kriminel, fordi han gør det. Og Asle gør ting, fordi de er nødvendige; han gør ting, der skal gøres. Alle hans forbrydelser drejer sig om ejendomsret; et af hans ofre, som han bl.a. stjæler en båd fra, bliver kun beskrevet som "Manden der ejer bådehuset". Vi får aldrig hans navn; han er kun defineret af sine ejerskabsforhold. Ingen vil give Asle og Alida husly, selvom de kan betale for det; ejerne sidder tungt på deres ejendom og vil ikke dele. Det er ren Marx: forbryderen begår kriminalitet, fordi han selv er uden ejendom, mens andre har ejendom. Men for en nutidig, skandinavisk læser er der endnu et perspektiv: Asle begår kriminalitet, fordi der ikke er nogen velfærdsstat til at hjælpe ham. Den første for alvor gavmilde eller hjælpsomme gerning, vi er vidne til i hele trilogien, kommer først i tredje bind, og selv da er det med bagtanker. Asle og Alida har brug for hjælp til at komme i gang; de har brug for et sted at bo, så Asle kan få arbejde. Det er helt enkle og simple ting, de skal hjælpes med, men der er ingen organiseret hjælp til mennesker som dem. Derfor må de ty til kriminalitet.
Trilogien har endnu et element, som Forbrydelse og straf er foruden: Bonnie og Clyde-elementet - kærligheden. At Asle og Alida elsker hinanden hovedkulds spiller en stor rolle i alle tre bøger; de elsker hinanden så højt, at det nærmest transcenderer virkeligheden. En sådan kærlighed er meget rørende at læse om, og det er derfor, jeg bedst kan lide Andvake: Heri beskrives kærligheden ekstra rammende i nogle brud med stilen. Hvor sproget for det meste i alle tre bøger er meget ligefremt, er der i Andvake en beskrivelse af det, Fosse kalder "svævet". Først defineres det som den tilstand, kunstneren, dvs. spillemanden Asle, kommer i, når kunsten, musikken, tager over. Men siden bliver det kædet sammen med kærligheden i en passage, der desuden bryder stilen ved pludselig at indeholde en masse punktummer:
Hun hører svævet og hun er i svævet. Hun står i ro og hun svæver. Og så svæver de sammen, nu svæver de sammen, hun og han. Alida og Asle. Og han ser far Sigvalds ansigt og han smiler, der er lykke at se i hans smil, og far Sigvald løfter flasken til munden og tager en ordentlig spids. Og Asle lader spillet spille. Og Alida er med ham. På øjnene kan han se at Alida er med ham. Og Asle lader svævet svæve. Og idet det svæver lettest udad løfter han buen og lader svævet svæve ud i det tomme.
Det er et fantastisk smukt stykke, og de små poetiske beskrivelser i efterfølgerne, som det at "fjorden blinker" i Olavs drømme når for mig ikke de helt samme højder. Bl.a. fordi hverken Olavs drømme eller Kveldsvævd er lige så villige som Andvake til at bryde med stilen; Andvake er f.eks. den eneste af de tre bøger, der som her har et afsnit, der indeholder mange korte sætninger. Det overraskede mig som læser. Jeg havde tænkt, at stilen nok bl.a. handlede om den søvnløshed, som "Andvake" er et gammelt ord for, og at tanken var, at alting skulle flyde ud i ét uden pauser, fordi Asle ikke fik sovet og alting derfor blev én lang sammenhængende begivenhed for ham. Man kan selvfølgelig sige, at det samme gør sig gældende i de to andre romaner, idet de begge også finder sted inden for så kort tid, at der ikke er særligt meget plads til søvn, men jeg havde troet, at Fosse ville have prøvet noget andet stilistisk med dem. - At Andvake havde udtømt den særlige stil, der går igen i trilogien, og at de to andre skulle eksperimentere med noget andet. Det viser sig så, at Andvake ikke har udtømt stilen, men den har taget sig af broderparten af de muligheder, der er for at lege med Fosse-stilistikken, og det ville måske have været en god ide at - bare over et par sider - prøve noget andet i de to efterfølgere.
En detalje, der er værd at nævne, er, at Danmarks nok bedste oversætter, Karsten Sand Iversen, har oversat de to første, mens Jannie Jensen har oversat treeren. Jeg frygtede egentlig, at treeren ville være et dyk i kvalitet, når det nu ikke længere var Iversen, der oversatte, men min frygt blev gjort til skamme: Det er tydeligt, at Jannie Jensen har nærstuderet Iversens oversættelser af de to første og gjort sit yderste for at holde fast i han sprogbrug, så skiftet ikke bliver bemærket af læseren. Og det har hun gjort prisværdigt godt!
Alle tre bøger er en nydelse at læse. De er velskrevne, og sjældent finder man sprog, der flyder så modstandsløst, glidende fremad. De er en anbefaling værd!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar