Anmeldelse: Et dukkehjem af Henrik Ibsen

Titel: Et dukkehjem
Forfatter: Henrik Ibsen
MIKRO skuespil
72 sider
Oprindeligt opsat 1879, denne udgave 2017
Drama / tragedie

Vurdering: 6/6

Mon ikke de fleste kan være enige om, at Henrik Ibsens Et dukkehjem både er et ualmindeligt vigtigt og ualmindeligt godt stykke. Så der er egentlig ikke rigtigt nogen grund til at anmelde det; skuespillets klassikerstatus taler for sig selv. Derfor er dette i højere grad en slags note end en anmeldelse.

Jeg vil nemlig bare lige kort nævne dét, der for mig får Et dukkehjem til at transcendere fra en velskrevet tragedie til en absolut klassiker. Det er der selvfølgelig meget der gør, men for mig er det først og fremmest skuespillets struktur, der hæver det over det meste. For at forklare må jeg spoile - så hvis man af forbløffende årsager ikke kender handlingen, så risikerer man altså at lære slutningen at kende ved at læse videre her.

Et dukkehjem huskes nok især for den overdrevent fede slutning, hvor Nora endelig sætter sig ned med Helmer og siger de udødelige ord: "Dette er et opgør, Torvald!" Hun forklarer ham, at hun ikke kan blive sammen med ham, og så forlader hun mand og børn og går ud i vinterkulden til en ukendt skæbne. Og det, der gør Et dukkehjem så god, er, at selvom man kender denne slutning, så kommer den alligevel som en slags overraskelse.

I løbet af stykket bliver der sået en del konflikter. Krogstad kender Noras hemmelighed, hvilket ikke må komme frem. Samtidig har Krogstad og fru Linde en fortid, der slår knuder. Doktor Rank har syfilis, og Helmer skal vælge imellem Krogstad og fru Linde. I første halvdel af tredje akt når alle disse konflikter deres klimakser på nogenlunde samme tidspunkt - Aristoteles ville være stolt. Krogstad og Linde får hinanden, Noras hemmelighed forbliver efter opløb til chok skjult for offentligheden (hvilket også løser problemet med at vælge mellem Linde og Krogstad), og Rank får vished om sin snarlige død. Alting har nået sit naturlige klimaks - de konflikter, der er blevet italesat er nu løst, enten lykkeligt eller ulykkeligt.

Men så viser det sig, at der var én konflikt mere. Den er ikke blevet nævnt i løbet af stykket. Men man har ikke kunnet undgå at fornemme den: Helmers måde at behandle sin kone som et barn. Nu må hun træde i karakter og blive voksen og gøre sig fri. Det har på intet tidspunkt åbent været et tema - det er ikke blevet direkte italesat, men det kommer heller ikke som en overraskelse, for konflikten har alligevel klart været underliggende til stede. Fordi denne konflikt ikke er blevet præsenteret som en plotdrivende konflikt, men bare som en underliggende ting, kommer dens kulmination både som en overraskelse og som en naturlig fortsættelse af handlingen. Og det chokerende ved det er, at det sker lige da man troede, alle konflikterne var løst. Det er en klassisk tragedie - men så lige med en epilog, hvor skruen ikke bare strammes én gang, men bankes voldsomt i med en hammer. Det er ualmindeligt velskrevet, en helt overlegen plotstruktur. Og derfor er Et dukkehjem stadig ikke bare et vigtigt, men også et godt, skuespil.