Anmeldelse: Lageret Huset Marie af Jonas Eika Rasmussen

Titel: Lageret Huset Marie
Forfatter: Jonas Eika Rasmussen
Lindhardt og Ringhof
176 sider
2015
Roman

Vurdering: 5/6

Titlen Lageret Huset Marie er den trekant, hovedpersonen Elias lever sit liv inden for: han arbejder om natten på Dansk Supermarkeds nonfood-lager uden for Århus og bor om dagen i kollektiv i Huset i Risskov. Her møder han til en fest Marie, hvis lejlighed snart bliver det sted, han opholder sig om aftenen.

Siden den udkom er Lageret Huset Marie blevet kaldt meget, bl.a. arbejdspladsroman, hvilket den unægteligt (delvist) er, og socialrealisme, hvilket jeg er knap så sikker på, den er. Socialrealisme er jo netop kendetegnet ved, at det er - ja - realistisk. Og godt nok har den del af fortællingen, der foregår på Lageret socialrealistiske kendetegn - det handler om at arbejderne finder sammen og solidariserer sig mod den kyniske ledelse - men der er noget underligt ved realismen, som om det hele ses gennem et lidt forvrængende filter. Der er noget kafkask over stederne; Husets gradvise nedbrydelse og Lagerets automatiserede hjerte gør stederne til symboler - men på hvad? Jeg ved det ikke helt. Og netop denne uvished, denne lidt creepy sammenhængende ikke-sammenhæng, går ud over det rent realistiske og forsvinder ind i det drømmeagtige. Når nogle undrede sig over, at Jonas Eika, efter at have skrevet så nede-på-jorden-realistisk i sin debut, kunne skrive så vildt og udsyret i sin toer, Efter solen, synes jeg altså, det er fordi, de har læst Lageret Huset Marie med de forkerte briller. Arbejdspladsromanen og ungdomskærlighedsromanen er der, men det er filtreret gennem et mareridtstrip. Det gælder også sproget, der på ingen måde er koldt realistisk. Allerede det første blik på Lageret minder mest om noget fra en science fiction-gyser:

Jeg kunne høre larmen, så snart jeg steg af bussen; så stabilt og selvfølgeligt, så hele tiden, som havde det aldrig ikke fandtes, stod Lageret og brummede ud i natten, det mindede mest om pral. Der burde være røg, tænkte jeg, damp burde hænge som ånde over taget.

Den intertekstuelle reference går, meget passende, også til en forfatter, der er blevet fejlkategoriseret som realist, nemlig J. P. Jacobsens skriveøvelseagtige, udsyrede skitse "Der burde have været roser".

Disse to romaner i én - mareridtstripromanen og socialrealismeromanen - mixes dog ikke let og føjeligt sammen, men synes på en måde at få hver sin plads. Dialogscenerne er skrevet nede-på-jorden-realistisk, mens sproget tager over i vildskab i beskrivelserne. Her, f.eks., slår Elias græs:

Til sidst vendte jeg mod mod totterne der stod og strittede hele vejen rundt langs plænen. Jeg startede et par meter fra kanten og tonsede direkte mod den. På den måde kom knivene så meget op i fart, at de fortsatte udover og fældede totterne i et grin, plæneklipperen var en mund, jeg hvæsede mod planterne med.

Den præcise beskrivelse sætter om i en ret vild metafor, og det sker sågar kun adskilt af et komma; i samme sætning. Så velskrevet er hele bogen, og når forholdene mellem mennesker - både dem mellem Elias og hans kolleger, hans bofæller og især Marie - er så velbeskrevne og empatiske, som de er, er jeg en meget tilfreds læser.

Den udgave, jeg ejer af bogen, er et 2. oplag, så der er anmeldercitater på, og først var jeg egentlig ret irriteret over, at de alle kredser om, at det er en debut, der er lovende og talentfuld. Ville man også kalde debuter som Thomas Manns Buddenbrooks og James Joyces Dubliners for talentfulde og lovende, eller ville man, som man bør, læse dem som selvstændige værker og ikke et løfte om fremtidige bøger? Men efter endt læsning må jeg indrømme, at jeg egentlig er ret enig i tilgangen alligevel: Eikas sprogøre og menneskeøje er helt til stede i Lageret Huset Marie, men begge dele bliver forløst endnu bedre i mesterværket Efter solen. Så at læse debuten her som et løfte om noget endnu bedre er måske ikke helt forkert alligevel - også selvom den tilgang til debutanter er irriterende.