Anmeldelse: den uanstændige madam D af Hilda Hilst

Titel: den uanstændige madam D, originaltitel: a obscena senhora D
Forfatter: Hilda Hilst
Oversat og med efterord af Lean Pejtersen
Gladiator
80 sider
Oprindeligt udgivet 1982, denne oversættelse 2016
Roman

Vurdering: 5/6

Hillé har lukket sig inde i skunken under trappen efter at have mistet sin mand, Ehud. Her sidder hun og stiller spørgsmål om alting for at finde ind til meningen med livet - hun taler med Gud, sin afdøde mand og sin afdøde far, de undrende naboer og, først og fremmest, sig selv. Hun har altid været mere optaget af sin meningssøgen end af det virkelige liv (Ehud kaldte hende madam D - D for derelictio, der betyder forladt eller afkald - hun har forladt verden), og Ehud har åbenbart altid forsøgt at trække hende tilbage til den virkelige verden - lad være med at tænke på det, og lav en kop kaffe i stedet, synes at være hans løsning på Hillés eksistentielle søgen. Men Hillé kan ikke bare lade være med at tænke på det.

Det er sådan cirka handlingen, men det er nu ikke handlingen, der er det vigtigste i den uanstændige madam D. Det er derimod Hillés gale, men vilde, sjove og til tider skønne, rablen:

Vi burde vaske os, hår og skygger, ensomhed og ulykke, til sidst vaskede jeg også Ehud et par gange, armhuler, lår, det mørke hul, kønnet, nosserne, hør Herre, har du ligesom os et stinkende hul? Skjult bagi, men så ofte genstand for tankerne, skjult bagi, helt sammenknebet, ydmygt men dog forfængelighedens ødelægger, er det, på grund af denne overdådighed bagi, umuligt for mennesket at tænke på sig selv som et guddommeligt nys, lange diskussioner, senatet, politikernes blanke jakkesæt, en have-nellike i knaphullet, kvindernes satin, de rullende øjne, grimasserne, parykkerne, men hullet der, tænkte du på det? Hullet, findes det også hos dig, Herre? Det får megen ros, det sammenknebne.

Ja, er det det, på grund af denne overdådighed bagi umuligt for mennesket at tænke på sig selv som et guddommeligt nys? Det gad jeg nok vide. Men hvis den uanstændige madam D kun var 80 siders ubændig rablen, skønt pløjende rablen, javist, men dog kun rablen - så ville jeg ikke være så begejstret, som jeg er. den uanstændige madam D bliver nemlig hævet op og ud over det glædeligt legende i sit portræt af den ulykkeligt sandhedssøgende Hillé og hendes erindring om den velmenende, men uforstående kneppe- og kaffehungrende Ehud. Det er et ret kompliceret forhold, der optegnes mellem de to. Og det gør Hilda Hilsts roman ikke kun rablende, men også rørende. Det er svært at bede om mere: ikke hjerteløs vildskab, men måske netop vildskab som et æsteticeret hul i hjertet. (Og så fik jeg bevæget mig fra at beskrive plottet til at sige, at det ikke er plottet, der er vigtigt, men æstetikken, til at sige, at det ikke er æstetikken, der er vigtig, men plottet, og nu er jeg egentlig klar til at holde på æstetikken igen - og lige netop sådan skal jeg gerne have det med en bog for at kunne elske den).