Titel: Career of Evil (nr. 3 i Cormoran Strike-serien)
Forfatter: Robert Galbraith (pseudonym for J. K. Rowling)
Sphere
579 sider
Oprindeligt udgivet 2015, denne paperbackversion 2016
Roman / Krimi
Vurdering: 4/6
Nu kommer jeg til at lyde mere træls, end jeg egentlig er, men jeg vil tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, om den mest produktive måde at skrive en feministisk krimi på er at grafisk detaljeret beskrive en til parodi grænsende misogyn seriemorders slagtning og skamfering af en lang række kvinder. Siden Stieg Larssons Mænd der hader kvinder har det været en generelt accepteret sandhed blandt krimiforfattere, at jo mere udpenslet vold, man udsætter kvinder for i sine bøger, jo bedre en feminist er man. Men jeg synes altså ikke, at det fungerer efter intentionen i Career of Evil.
Der er jo ikke noget galt i at hygge sig med nogle gode, udpenslede mord. Men det er ikke det, der er Galbraiths ambition. Career of Evil skal sætte et vigtigt fokus på den kæde af misogyni, der går fra undervurdering af kvinders evner over cat calling til voldtægt og kvindemord. Problemet er, at kæden undervejs, hvis ikke hopper af, så i det mindste mangler nogle led.
I denne tredje roman i Cormoran Strike-serien er det egentlig mere Strikes assistent, Robin Ellacott, der er hovedpersonen. Gennem hendes synsvinkel får vi den daglige sexisme at se: der er vejarbejde foran Strikes kontor, og vejarbejderne pifter af hende, når hun går forbi. Hun antastes af creepy fyre i toget. Hendes forlovede respekterer hende ikke og synes mere at ville eje hende end elske hende. Hele denne del af præ-#metoo-fokusset fungerer glimrende. Problemet opstår, da vi ikke kun hører fra Robins og Strikes synsvinkler, men også præsenteres for den endnu uidentificerede morder.
Kapitlerne, der fortælles fra morderens synsvinkel, har titler taget fra Blue Öyster Cult-sange, og sangvalgene reflekterer meget godt, hvordan Galbraith beskriver hans psykologi: "I Just Like to be Bad", "Subhuman" og titlens "Career of Evil". Han er ganske enkelt ond helt ind til benet. Der er ingen anden personlighed end ren ondskab. Det kan måske fungere meget godt i en fantasyroman — som J. K. Rowling, der står bag pseudonymet Robert Galbraith jo ved alt om — men Lord Voldemort er ikke en særligt god krimiskurk. Der er selvfølgelig spændingsproblemet — at det ikke er særligt interessant at forsøge at gætte sig til, hvad morderens motiv er, når motivet bare er ren ondskab — men så er der også det problem, at det flade portræt af den inkarnerede ondskab undergraver hele romanens pointe.
Career of Evil vil nemlig meget gerne handle om, hvad rigtigt er, at misogyni er meget udbredt, og at der går en lige linje fra dagligdags, misogyne handlinger til de mere kriminelle af slagsen. Men den pointe ender med ikke at fungere, for der synes alligevel ikke at være nogen relation mellem det bøvede og undertrykkende og det direkte kriminelle. Den kriminelle misogyni portrætteres som ren ondskab udført af djævelen selv, og derfor vil mandlige læsere ikke stoppe og stille sig selv det så vigtige post-#metoo-spørgsmål: kunne det være mig? Har jeg selv gjort noget lignende? Hvad kan jeg gøre for at undgå at komme til at ligne den person?
Afstanden mellem den daglige og den kriminelle misogyni understreges, da — spoilers! — det viser sig, at Robin i sin ungdom har været udsat for krimitraumet over dem alle: voldtægt. Men modsat størstedelen af virkelighedens voldtægter er voldtægtsmanden ikke en bekendt, der måske oven i købet ikke selv er helt klar over, at han har gjort noget forkert. Derimod er voldtægt noget, der sker i en mørk trappeopgang med elefanthue og kniv. Det, synes jeg, er en forbigået mulighed for at skrive en bedre roman. Ikke fordi jeg betvivler, at den slags mere hollywoodede voldtægter også findes i stort omfang i virkeligheden (og ikke fordi jeg betvivler, at der findes seriemordere, der synes helt uden for almindelig menneskelig psykologi), men fordi Galbraith igen går glip af sin pointe: virkelige voldtægtsmænd kan læse denne bog og blive bekræftet i, at de aldrig har voldtaget nogen, for i deres tilfælde var der jo ingen elefanthuer involveret. Career of Evil, der burde have fået den mandlige læser til at stoppe op og tænke over, hvilke former for misogyni, han selv har gjort sig skyldig i, overbeviser i stedet den mandlige læser om, at han ikke er misogyn, fordi han ikke er et elefanthueiklædt, umenneskeligt vilddyr. Det er en skam.
Når der så er sagt, har romanens manglende evne til at fremskrive sin egen pointe jo ikke særligt meget at gøre med, om det er en god krimi, og det er det. Jeg læste den hurtigt og konstant spændt, både på krimigådens løsning og på, hvad der skulle ske med de to hovedpersoner, som bogen investerer rigtigt meget, velskrevet tid i. Og så kan Galbraith noget, som mange krimiforfattere desværre er knap så gode til: beskrive sorg. Mens offerets pårørende i lørdagens Barnaby for det meste bare er nogle snakkehoveder, der kan give os et spor eller to i sagen, så er de pårørende hos Galbraith altid overbevisende i sorg. Man føler virkelig, at Cormoran Strike og Robin Ellacott lever i en verden befolket af rigtige mennesker, som de er nødt til at snakke menneskeligt med, og hvis følelser, de er nødt til at sætte sig ind i. Ingen er bare en papfigur med det næste spor i sagen; alle har deres eget indre liv. Dét har jeg virkelig respekt for og det gør Career of Evil til en krimi, der kan underholde med mere end bare gåder og hyggefrygt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar