Anmeldelse: Diegesis af Henrik Nor-Hansen

Titel: Diegesis (indeholder En redegørelse for et rejsestipendie 2010, En kort evaluering af psykosocialt stress og Termin - En fremstilling af vold i Norge)
Forfatter: Henrik Nor-Hansen
Oversætter: Allan Lillelund
Forlaget Silkefyret
198 sider
Oprindeligt udgivet 2012-2016, denne oversættelse 2019
Romaner

Vurdering: 5/6

Det kunne være fristende at betragte de to første romaner i trilogien Diegesis som en slags skitser til eller prøvekørsler af virkemidlerne fra den til Nordisk Råds Litteraturpris nominerede Termin - En fremstilling af vold i Norge (som jeg tidligere har anmeldt her). Allerede i En redegørelse for et rejsestipendie 2010 dukker meget af den karakteristiske, objektive stil op: udpræget brug af førdatid, præcis datering af hændelserne og en analystisk distance til følelser. I En kort evaluering af psykosocialt stress bliver den objektive stil endnu tydeligere, idet der skiftes til tredjeperson, romanen synes fortalt af et evaluerende "man", en stor del af sætningerne er passivkonstruktioner og fortællingen afbrydes af analyser af socioøkonomiske forhold i lokalområdet. Den eneste stilistiske udvikling i Termin er egentlig brugen af fodnoter; ellers kun en endnu mere udpræget brug af samme virkemidler.

Det ville dog være reduktivt at se de to første romaner som kun skitser til mesterstykket. Både fordi de er usædvanligt gode romaner i egen ret, men også fordi det, at Nor-Hansen-stilen ikke er helt færdigtudviklet, åbner op for andre muligheder. Det gælder især En redegørelse for et rejsestipendie 2010, hvor det lidt mindre distancerede blik fra førstepersonfortælleren i højere grad er i stand til at blive minimalistisk poetisk:

Jeg gik langs motorvejen i sydøstlig retning. Jeg kunne se kørebanerne, der slyngede sig i fordybningen længere fremme. Genskæret fra byen gav et diffust lys op under skydækket. Jeg havde meget uro i kroppen. På begge sider af vejen var der græsskråninger, lysreklamer. Foran mig lå et center med flere lave, rektangulære bygninger. Det regnede jævnt nu. Alting lå i et dødt, gulligt skær.

Der er lidt fransk Roman Nouveau over de koldt præcise beskrivelser ("lave, rektangulære bygninger") og noget 90'er-minimalisme over de underspillede sammenhænge mellem ydre og indre liv ("Alting lå i et dødt, gulligt skær"). Men kun meget få 90'er-minimalister kunne skrive så god en sætning som "Det regnede jævnt nu." Selvom meget af Nor-Hansens stil går ud på at udslette det poetiske og det distinkt skønlitterære i teksten, er han så god en forfatter, at det (heldigvis) ikke kan lade sig gøre.

Selvom især En kort evaluering af psykosocialt stress og Termin meget af tiden er gyseragtige, fordi man frygter for, hvad de tomme, depressive skaller, som hovedpersonerne er, kan finde på at gøre mod sig selv og andre, dukker der også en truende skønhed op i beskrivelserne, der synes at stride sig ind mellem de koldt objektive sætninger: "Havnesiloen strakte sig langt op over de nærmeste hustage. Udenfor var der mørkt, med strølys fra gadelygter." Jeg tror ikke, at beskrivelserne løser op for den knugende stemning, der er, når man kigger ind i hovedpersonernes indre tomme mørke; men det knuger på en anden måde. Dét gør disse tre romaner til stor, anbefalelsesværdig kunst, der ikke kun skal læses, fordi Nor-Hansens stil er et af de mest interessante nybrud i den ny litteratur, men også fordi de ganske enkelt er gode.