Forfattere: Shams Aladin Tondar Kia, Nima Yushij, Hushang Irani, Ahmad Shamlu, Manuchehr Atashi, Iadollah Royaii, Bijan Elahi, Ahmad Reza Ahmadi, Fereidun Rahnama, Forugh Farrokhzad, Qasem Ahanin Jan, Reza Barahani, Mohammad Mokhtari, Nasrin Jafari, Ali Reza Behnam, Omid Shams, Mohammad Azerm, Arash Allahverdi
Redigeret og med efterord af Omid Shams
Oversætter: Shekufe Tadayoni Heiberg
Antipyrine
109 sider
2018
Poesi
Vurdering: 4/6
Hvordan skal man læse litteratur fra et land, man ikke normalt støder på litteratur fra? For nylig var jeg til et arrangement på hovedbiblioteket i Århus, Dok1, hvor Shadi Angelina Bazeghi, der har oversat den persiske digter Forugh Farrokhzad (Kun stemmen bliver tilbage, Gyldendal, 2013), og Mette Moestrup, der har skrevet efterord til Bazeghis oversættelse, talte om eksoticering: i deres arbejde med Farrokhzad-udgivelsen har de tit oplevet, at litteraturformidlere finder det nødvendigt at sætte digtene ind i en kontekst, som om digtene kan forklare eller forklares af det iranske samfund. Problemet er, at hvis vi tror, at Farrokhzads digte kun har værdi, hvis de siger noget om Iran, så glemmer vi at læse dem som det, de først og fremmest er: rigtigt gode digte. Bazeghis og Moestrups pointe er derfor, at vi ikke skal læse de persiske digte som noget fremmedartet eller "eksotisk" - vi skal læse dem som digte.
Man kunne tro, at en sådan guide til, hvordan man læser, kunne være hæmmende og begrænsende. Men for mig er det i læsningen af PERSISK A=V=A=N=T=G=A=R=D=E frigørende: jeg ved ikke specielt meget om Irans historie i det 20. århundrede - der var noget med en revolution i 1979 og et efterfølgende præstestyre, men det er så også ca. dertil, min viden går - og jeg har ingen anelse om, hvilke konnotationer, der knytter sig til hvilke ord i persisk poesi. Når flere af digterne i antologien her skriver om sår, blod og sol, hvilken betydning ville en persisk læser så tillægge de ord? Jeg aner det ikke. Min tilgang til værket må være min egen, uvidende: kan jeg, med min specifikke smag, lide digtene?
Ja, det kan jeg langt hen ad vejen. Egentlig bekræfter denne antologi over de sidste hundrede års persiske avantgantgardedigtning nogle af de holdninger, jeg har til de sidste hundrede års avantgardedigtning generelt. Jeg kan godt lidt modernistiske digte, når de er sat i en nogenlunde konkret og fintfølende registreret verden og da især, når der er krydret med lidt humor, som i dette eminent gode digt af Nima Yushij med titlen "Sne":
Det gule er ikke rødmet uden grund / det røde har ikke kastet sin skygge / på muren uden grund. // Morgenen er dukket op over bjerget Azaku, men / Vazna kan ikke øjnes. / Sneens lyse døde pudder som skaber røre alle dage / har anbragt sig på hver en vinduesrude. // Vazna kan ikke øjnes / jeg er svært bedrøvet over det / fanden tage gæstgiveriet "Gæsteplage" / som tirrer fremmede til at gå løs på hinanden / nogle stykker søvnige / nogle stykker uligevægtige / nogle stykker beduggede.
Til gengæld har jeg nogle forbehold over for surrealismen, når billederne bliver så mangfoldige og uoverskuelige, at fantasien og forståelsen ikke længere kan følge med, som i dette klip fra digtet "Blå" af Hushang Irani:
Den blå grottes skrig kaster sin hånd / piskens sødme smælder brat / fra påfuglefjers øjne / drikker en kridtvinget krage vin // Trampende og dansende hvirvler ligene / rundt mellem møllesten / henover ønskernes afgud / en bjergkroppet dolk kredser rundt / og forlanger blod af hviden / dens skygge nedsmelter masken / af sit hjertes varmblodige kirkegårdsgravere
Hvad sker der her? Hvad handler det om? Jeg aner det ikke og jeg forstår det ikke. Ikke at forstå er ikke noget problem i sig selv, hvis der så bare var en fed rytme eller vilde ord, men jeg synes egentlig sproget her er ret kedeligt med alle farverne og dyrene - det er som om, fokusset er på substantiver og adjektiver, men når det endelig skal være uforståeligt, kan jeg langt bedre lide præpositioner (ja, det er en mærkelig præference, men sådan har jeg det altså).
En stor del af bogens midterdel præsenterer sådanne surrealistiske eller surrealistisk inspirerede digte, hvor min begejstring altså er vekslende. Men på den anden side af 1960'erne bliver jeg lykkelig igen. Tag f.eks. dette skønt sansende og herligt politisk råbende, lille digt af Ahmad Shamlu med titlen "Stilleben":
Papirstakken / på bordet / ved solens første strejf // En uklar bog og / asken fra en smøg / ved siden af en glemt kop te // En ulovlig diskussion / i tanken
Seriøst fedt, og min begejstring fortsætter op på den anden side af 1980, hvor sprogdigtningen ifølge Omid Shams' informative efterord og forfatterportrætter gør sit indtog. Digtene her lyder som ren Rasmus Halling Nielsen, her starten på "Euforisk koncentrat" af Reza Barahani:
Hvor meget og hvor mange af de her fugle har du i favnen beflyv dem alle jeg er / kommet / jeg er klar / fra himlen regner det med blanke papirer du har vædet har du vædet mig med dit / blod // Beflyv dem nu / gidgid er kommet verdens krager er det ikke / og himlen lader din sjæl regne
Hvorfor er dette uforståelige bedre end surrealistisk uforståelighed? For mig er det som om, surrealismen gerne vil forstås, som om den prøver at få mig til at se de uforståelige billeder for mig, mens det her bare er rent sprog og det er ordene, ikke det, de repræsenterer, der er skønne.
Men sprogdigtningen er også i høj grad politisk (som nu f.eks. i Rasmus Halling Nielsens OGSÅ og Rosen i fremtiden), og det er Omid Shams voldfede langdigt "En sang for fraværet af Peyman" et godt eksempel på, her et lille uddrag, der slet ikke kan gøre hele digtet retfærdighed:
sim sim salabim f f fæng / sim sim salabim sim sim salabim se se sel / sim sim salabim fængsel fængsel / sim sim salabim fængsel fængsel / sim sim salabim fængsel fængsel // fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel / fængsel fængsel fængsel fængsel
Et par enkelte underlige fejl har sneget sig ind i bogen: i efterordet er der fodnotehenvisninger, men der er ingen fodnoter - har man glemt at tilføje dem, eller har man slettet fodnoterne uden at slette henvisningerne til dem? Og bogen er inddelt i kronologisk kapitler (1930-1960, 1960-1980 og 1980-2015), men i forfatterportrætterne bag i bogen er forfatterne sat under andre kapiteloverskrifter end i selve antologien, så f.eks. Iadollah Royaiis digte står under 1930-1960, mens hans forfatterportræt står under 1960-1980. Det er forvirrende og må vel være en fejl - men fejlen gentager sig for hele fem forfattere. Desuden er det ikke særligt pænt, at nogle af digtene er sat op på siden på en måde, så der er skrevet helt ud til kanten, og jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor man har valgt at gøre det, når nu de fleste af digtene har almindelige marginer.
Men det er små anker for en antologi, der ikke bare præsenterer nogle for et dansk publikum hidtil ukendte forfattere, men også rigtigt gode digte af disse forfattere. Så med Shadi Angelina Bazeghis og Mette Moestrups anti-eksoticerende formaninger i baghovedet vil jeg anbefale at læse denne antologi, ikke fordi den kan give et indblik i en fremmed kultur eller kan være et slags supplement til dansk poesi, men fordi den indeholder rigtigt gode digte, der nu engang bare er rigtigt gode.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar