Forfatter: Rasmus Halling Nielsen
Det københavnske forlag Cris & Guldmann
69 sider
2018
Poesi
Vurdering: 5/6
I Også (2016) skrev Rasmus Halling Nielsen om krig, og i Rosen i fremtiden skriver han så om flygtningekrisen - i det mindste til den grad, man kan sige, at Halling Nielsen skriver om noget.
Rosen i fremtiden er inddelt på flere forskellige måder på samme tid (tror jeg), men umiddelbart for forståelsen af bogen giver det mest mening at inddele den efter de parenteser med versaler, der afslutter fem afsnit: (BEGYNDELSEN), (MENNESKELIG), (GRÅT), (HVORDAN) og (I ER ILDSØEN). Her er (GRÅT) den del, der umiddelbart virker mest Hallingsk; den består af nogle få sætninger, der gentages og gentages, og det er her flygtningetematikken tydeligst slås an: mange af sætningerne kan virke som replikker fra en afhøring af en flygtning:
jeg kommer fra tyskland / jeg kommer fra // tyskland jeg kommer fra tyskland // jeg kommer fra tyskland // hvor i tyskland hvor i tyskland // hvor i // tyskland hvor i tyskland hvor i // tyskland gentage: // strække ; nej, sverige, nej, sverige // nej, sverige [...] hvor gammel er du hvor gammel er du // hvor gammel er du hvor gammel er du / hvor gammel er du hvor gammel er du hvor / gammel er du hvor gammel er du hvor / gammel er du
Afhøringen synes at eskalere indtil flygtningestemmen siger "jeg kan ikke lide at tale med dig jeg kan ikke lide at // tale med dig" og dernæst bliver ved med at sige "om forladelse" i fire sider i træk. Til sidst bliver flygtningens identitet: "ingen // fint // (GRÅT)".
Eller det er i hvert fald sådan, jeg læser det. Man kan nok ikke undgå at læse flygtningekrisen ind i i hvert fald (GRÅT), men selv her opstår der meget hallingske og umiddelbart ikke særligt flygtningerelevante strofer som:
smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen jeg er overfyldte slag, der / smuldrer i sneen
Men efter denne strofe kommer så straks flygtningens identitet: "ingen ; mit navn er den der kommer om / natten". Det er ret så kraftfuldt og rørende, omend måske ikke helt så legende i det messende som i Også.
Når man har læst (GRÅT) og fanget flygtningeproblematikken åbner resten af bogen sig op. Langdigtet (MENNESKELIG) synes nu at foregå der, hvor flygtningen kommer fra:
med alting følger forvandlinger / af / molekyler den / mindste ting // hvis der går længe / nok vil / molekylerne fra / menneskeligene // der i bunkerne / ryger fra de sidste / flammer på / hjørnerne // også være mine
Men hvor er dette? Er det Syrien af i dag og de senere år? Eller er det måske Danmark i fremtiden? Apokalypsetemaet synes i hvert fald at være der - både fordi apokalypsen er gennemgående i Halling Nielsens forfatterskab og fordi "i fremtiden" er del af digtsamlingens titel, men også fordi (MENNESKELIG) er meget inspireret af Inger Christensens atomapokalypsedigtsamling alfabet. Jeget står i sit køkken ved vasken og tænker på børnene, ligesom jeget gør hos Christensen. Her Halling Nielsen:
først den lyd af / børn om / søndagen som / næsten ikke sover // opvaskebørsten / trækker gammelt / ud af gryden som / næsten ikke sover // lyden af børn der / sover
Meget patosfyldt og rørende, og meget velskrevet (opvaskebørsten trækker gammelt ud af gryden som næsten ikke sover! altså vildt! at den trækker "gammelt" ud, og at den næsten ikke sover! jamen altså! hvor er det godt!).
(HVORDAN) foregår på et endnu mindre konkret sted og i en endnu mindre konkret tid end (MENNESKELIG) og (GRÅT). Her bygger et jeg og et du et hus, får børn, men så:
jeg kender alle stederne der knirker / jeg kender alt til dørens hængsler // jeg vil sige at du og jeg og de to / derude / skal gå indenfor nu // horisonten brænder bogstaveligt //// det er synd for mennesket / de ringer efter hjælp
Igen er der virkelig tryk på patos, men det er aldrig for meget hos Halling Nielsen: det er knusende rørende uden at være hollywoodvioliner, også selvom det at have bygget et hus og fået nogle børn, men så kommer krigen, er noget af det mest hollywoodede, der er.
Samlingens sidste del (I ER ILDSØEN) er en genskrivning af mosebøgerne. Ikke i kronologisk rækkefølge - der springes lidt rundt omkring - men klart passende ind i bogens overordnede tema; Moses og hans følgere var jo netop flygtninge, og de religioner, de skabte, lagde grundlaget for meget af den strid, som afføder og affødes af flygtningeproblematikken i dag. Hvis de fire første dele i Rosen i fremtiden er usædvanligt klare for Halling Nielsens standarder, så slår (I ER ILDSØEN) igen med det poetisk mystiske - meget passende for en bibelgenskrivning - som dette sted, hvor Moses vistnok skiller vandene:
du træder frem mod mig ved bredden af / floden; og din stav, som var omvendt til //// en slange, tage i din // hånd små flag i hænderne bliver rifterne // du ser mit ansigt igen og du ser mit blods // drift // du blæste med dit vejr, havet skjulte dem; / de sank som bly i de mægtige vande // første til at forlade hulen og se, hvad der i / haven bedst var podet // du går ud og planter dem blåt i bjergs sten / sav; du har gjort en bolig, hvori du vil bo // og jeg var på den anden side sandbrag og / møde hos blomsterhandlerne // du slog floden, i min // hånd, blidt og ud sprang tre knækkede / buketters torne
Det hele er pakket ind i en seriøst mærkværdig paratekst: Forsiden er på bagsiden og bagsiden (antager jeg) er på forsiden (men det betyder ikke, at man skal læse samlingen baglæns som en manga - selvom den sikkert også ville være god, omend ret / endnu mere forvirrende, læst sådan); bagsiden angiver seks dele som en slags indholdsfortegnelse, men i det jeg skitserede ovenfor er der kun fem dele (men disse seks skal nok også være der på en eller anden måde), og på bogryggen står der ikke forfatter og titel, men i stedet "du jeg vi i". Hvorfor nu dette? Ja, altså, fordi det er avantgarde og underligt, men man kan også vride lidt mening ud af det: coveret er nemlig trykt i samme papirkvalitet som resten af bogen; bogens grænse - coveret og parateksten - er enten ophævet eller totalt rodet rundt. Det passer da godt til flygtningeproblematikken, at grænserne bliver redefineret.
Nå, anyway, jeg fik vist i højere grad forsøgt at skabe et slags overblik over Rosen i fremtiden end egentlig anmeldt den. Men sådan må det være med Halling Nielsens mærkelige, skønne, rørende, vilde poesi. Det er svært rigtigt at beskrive den med en kedelig anmeldelseskvalitetsvurdering. I stedet må man citere alle de gode steder (og det er sgu næsten det hele, men her kommer så det indledende digt:)
det føles som om vi / kan tale sammen // jeg forstår din / stemme
(Og den stemme, der forstås, er selvfølgelig på én gang flygtningens, den elskedes og guds - jaaaaaa, hvor er det godt, læs dog Rasmus Halling Nielsen, for søren).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar