Anmeldelse: Ræven var allerede dengang jægeren af Herta Müller

Titel: Ræven var allerede dengang jægeren, Originaltitel: Der Fuchs war damals schon der Jäger
Forfatter: Herta Müller
Oversætter: Nanna Thirup
Forlag: Gyldendal
206 sider
Først udgivet 1992, denne oversættelse 1994, denne udgave 2014
Roman

Vurdering: 5/6

Først ser man en myre. Så, at den bærer på en flue. En kvindes albue, så hele kvinden. Hun sidder ved siden af en anden kvinde. De sidder på et tag. Rundt om taget står der poppeltræer, og et sted under dem bankes der tæpper. Poplerne og tæpperne er del af en forstad, uden for forstaden ligger der marker, bag markerne, gårde. Denne langsomme zoomen ud, sker i løbet af de første ca. 5 sider af Ræven var allerede dengang jægeren. Første kapitel ender med et zoom ned på detaljerne ved kvinden, Adina, igen, og helt ind til den æbleorm, der ligger i hendes mave. Detaljerne og det store perspektiv går hånd i hånd i Herta Müllers roman, ofte får vi sågar detaljer og perspektiv i løbet af en enkelt sætning.
Man kunne citere mange forskellige passager for at understrege, hvor god Ræven var allerede dengang jægeren er til at binde det hele sammen. Her kommer en blandt mange geniale:

Der kravler kakkerlakker hen over komfuret. Syv rødbrune store, fire mørkebrune mellemstore, nu små, sorte som æblekerner. De kravler ikke, de marcherer. En soldatersommer til Ilije, til Adina intet brev. På den anden væg i værelset hænger der et billede, hvor der allerede om morgenen falder en stribe lys - Ilije i soldateruniformen, hans hår som et pindsvin, et græsstrå i munden, en skygge på kinden, omkring hans sko græs. Hver morgen hænger hele dagen i dette græsstrå. // Ilije sidder som Liviu i det flade syd. Lige så tæt på, lige så langt fra Donau, hver især forskellige steder. På det ene sted flyder Donau lige og afskærer landet, på det andet sted flyder Donau skævt og afskærer landet. Kun skuddene falder begge steder på samme måde, som var det en gren, der knækkede, bare anderledes. Helt anderledes.

I løbet af dette korte stykke kommer vi fra æblekernestore kakkerlakker til drab på de, der forsøger at flygte fra Ceaușescus diktatur. Vi får både Adinas længsel mod kæresten Ilije (og hvordan billedet af ham med et græsstrå i munden hver dag holder hende oppe) og rædslerne omkring ham nu. Og vi ser ham både som Adinas savnede og som en af de kakkerlakker, der holder det brutale diktatur ved lige. Det er komprimeret, og stadig så ufatteligt velskrevet; skuddene som "en gren, der knækkede, bare anderledes"! Wow.
Alle detaljerne er ikke bare med, fordi de er gode at beskrive. De bliver hurtigt til symboler: Adina længes ikke så meget mod Ilije, som hun trøstes af græsstrået, der siden går igen i bogen. At tilskrive detaljerne betydning er måske en måde for vores hovedpersoner at finde mening, selvom de lever i et ufatteligt undertrykkende diktatur. - Handlingen finder sted i Rumænien i Timișoara kort før Østblokkens fald.
Men detaljerne er ikke kun på de frihedshungrendes side. Portneren ved den fabrik, mange indbyggere i Timișoara arbejder i, introduceres sådan her:

Mellem de rustne ruller af ståltråd i fabrikkens gård går der hoveder. De går efter hinanden. Portneren kigger op mod himlen. Han ser højttaleren ved siden af porten.

Portneren ser ikke mennesker, han ser hoveder. Det er gennemgående i det kapitel, der fortælles fra hans synsvinkel; senere dukker der f.eks. sætninger op som:

Hovederne i gården kommer nærmere, de forlader trådrullerne, fabrikken. 

Portnerens arbejde er at indberette arbejdere, der kommer for sent eller forsøger at stjæle. Han er del af det undertrykkende system. Men han behøver ikke retfærdiggøre det for sig selv, for han ser ikke arbejderne som mennesker, men kun som hoveder, der skal tælles. Det er den samme umenneskeliggørelse af arbejdere ved synekdoke (en trope, hvor man erstatter en helhed med en del, f.eks. i steder for "pædagoger", "varme hænder"), som vi ser i Charles Dickens' Hard Times, når kapitalisten mr. Bounderby kun taler om sine ansatte som "Hands", hvilket fortælleren sarkastisk bider mærke i:

the multitude of Coketown, generally called "the Hands," - a race who would have found more favour with some people if Providence had seen fit to make them only hands, or, like the lower creatures of the sea-shore, only hands and stomach

Men det var en digression; pointen er, at Herta Müller skriver virkeligt godt, især detaljerne er gode, og så giver de oven i købet mening som andet og mere end bare gode detaljer! Faktisk er sproget så fintsansende, at store dele af Ræven var allerede dengang jægeren måske er tættere på at være et slags prosadigt end en roman. Det leder dog også til min eneste anke ved romanen: nogen gange bliver sproget så fint, at romanen mister sin episke troværdighed; nogen af dialogerne bliver simpelthen for stiliserede, for forhippede på at være sprog, og for bange for bare at skulle være tale. Her er det f.eks. et barn, der taler:

I morges klokken fire vækkede min mor mig, havde barnet sagt, hun gav mig nøglen, fordi hun skulle hen på stationen. Da hun gik, fulgte jeg med hende til porten. Da jeg gik sammen med hende over gården, kunne jeg på min skulder mærke, at himlen var helt tæt på. Jeg kunne have lænet mig til den, men jeg ville ikke have, at min mor skulle blive forskrækket. [...] Ved indgangen var døren anderledes, træet var tomt. 

Sådan taler et barn ikke, sådan skriver en digter. Og det er Herta Müller udmærket bevidst om; det er med vilje, at nogle dialoger skal være mere digteriske end mundrette. Andre af dialogerne i bogen forsøger derimod at fange daglig tale ret præcist. Personligt er jeg bare ikke fan af poetisk dialog; jeg elsker poesien i alle detaljebeskrivelserne, men jeg synes, der er en konflikt mellem fortællingen og sproget, når den finder vej ind i den direkte tale.
Men det er en minimal anke, som kun gør sig gældende enkelte steder i bogen. Derudover er det en nydelse at læse en forfatter med så stor kontrol over sproget som Herta Müller, der (bør det nok nævnes) modtog Nobelprisen i 2009. Og det er ikke kun sproget i sig selv, der gør Ræven var allerede dengang jægeren god; som nævnt tjener detaljefikseringen et formål, og karaktertegningen bliver derfor så meget mere rammende, troværdig og følelsesfuld. Og derfor går bogen også hen og bliver ret spændende, da det hemmelige politi kommer på banen, selvom det vist ikke er spænding, der er Müllers primære mål; det er derimod følelsesladede, detaljerede, meningsfulde beskrivelser, og de virker!