Anmeldelse: Oroonoko af Aphra Behn

Titel: Oroonoko, or, The Royal Slave
Forfatter: Aphra Behn
Ca. 60 sider
Oprindeligt udgivet 1688
'Roman'

Vurdering: 4/6

Oroonoko, or, The Royal Slave er et tidligt eksempel på den engelske roman, hvis man kan kalde den det. Normalt siger man, at den første engelske roman er Daniel Defoes Robinson Crusoe fra 1719, og der er da også gode grunde til ikke at kalde Oroonoko en roman - først og fremmest at den er ret kort. Men måske er den fremmeste grund til, at den ikke normalt anses for at være Englands første roman, at den er skrevet af en kvinde, og derfor var 'glemt' i mange år. En proto-roman, kan vi vel så kalde det. Anyway, det er ikke så vigtigt.
Oroonoko handler om en afrikansk prins, der efter flere forviklinger bliver slave i Surinam, der på udgivelsestidspunktet var hollandsk koloni under navnet Hollandsk Guyana - men historien foregår nogle år inden da, da Surinam var engelsk koloni. At kolonien kom på hollandske hænder, begræder fortælleren flere gange.
Denne fortæller er en underlig fisk. I de tidlige romaner havde man endnu ikke helt fundet ud af, hvad fiktion helt præcist er. Derfor præsenterer de fleste Oplysningstidsromaner sig som værende sandfærdige beretninger. Mange af dem starter med et forord skrevet af en fiktionel redaktør, der forklarer, at det følgende er f.eks. en dagbog eller en brevveksling, han er kommet i besiddelse af. Men da Aphra Behn skrev Oroonoko havde man endnu ikke rigtigt fundet på det med den fiktionelle redaktør - men romanen lader stadig som om, den er en sand fortælling. Derfor har vi i stedet for en paratekstuel redaktørskikkelse en jegfortæller, der ikke rigtigt er del af historien. Hun bor i Surinam, hvor hun møder Oroonoko efter han er blevet slave, og han fortæller sin historie til hende. Hun lufter et par holdninger i løbet af romanen, men ellers gør hun ikke rigtigt noget. Hun fortæller bare, hvad hun påstår at have bevidnet, uden selv for alvor at være del af hændelserne, og uden selv for alvor at gøre noget aktivt på noget tidspunkt. Man kan godt mærke, at der endnu ikke var helt styr på, hvordan man skal skrive fiktion.
For den moderne læser er det mest underholdende ved Oroonoko nok, at der udtrykkes nogle holdninger, der i dag virker så absurde, at de er ret morsomme. F.eks. beskrives Oroonoko på følgende måde:

His nose was rising and Roman, instead of African and flat; his mouth the finest shaped that could be seen, far from those great turned lips which are so natural to the rest of the Negroes. The whole proportion and air of his face was so noble and exactly formed that, bating his color, there could be nothing in nature more beautiful, agreeable, and handsome.

Oroonoko er en flot, sort mand, fordi han ser mere europæisk end afrikansk ud. Fordi han er prins, er han af udseende først og fremmest adelig, og kun dernæst sort. At der er et vigtighedshierarki, hvor adel er vigtigere end race, er bogens gennemgående pointe: Oroonoko burde ikke være slave, for han er prins. Det er på ingen måde en bog, der er imod slaveri; det er kun en bog, der er imod at gøre adelige til slaver. Mennesker fra samfundets laveste klasser bør være slaver, men det er en synd at slavegøre adelige, bliver konklusionen. Dermed kunne man tro, at den sorte Oroonoko for Aphra Behn bliver mere værd end sine hvide herrer, men endnu en gang slås det fast, hvordan hierarkierne fungerer: De hvide koloniherrer kan ikke være rigtige overklassemennesker, for de er "such notorious villains as Newgate [prison] never transported; and possibly originally were such who understood neither the laws of God or man". Oroonoko er hævet over sine hvide herrer, fordi disse hvide herrer egentlig kun burde være hvide underklassemennesker. Den engelske kolonisering af Surinam er slået fejl, ikke fordi kolonisering, slaveri eller lignende er en dårlig ide, men fordi man har sendt folk fra underklassen ud til et sted, hvor de straks bliver del af en ny overklasse. Det går ikke. Mennesker er født til at passe ind ét bestemt sted i samfundet, og det sted er bestemt af deres forældres plads i samfundet.
Det er en, for en moderne læser at se, ret sjov måde at tænke og helt absurd måde at retfærdiggøre slaveri på, og derfor er Oroonoko i dag ganske ufrivilligt morsom. Men derudover er den også elementært underholdende. Det skyldes især, at Oroonoko forelsker sig i Imoinda, som han følger efter henover Atlanten. En historie om stor kærlighed kan, på trods af at den her er meget mere sentimental end en moderne læser kan tage seriøst, altså altid underholde ret godt. Især til sidst, da fortællingen meget pludseligt eskalerer meget hurtigt ud i nogle ret vilde ting, som jeg ikke vil spoile her.
Oroonoko er en, for en moderne læser, ret sjov og speciel lille bog, og derfor kan den anbefales. Ikke så meget på dens egne præmisser, men mere fordi man kan grine lidt af den, samtidig med, at man lader sig indfange af spændingen.