Forfatter: Ivan Turgenev
Oversætter: Vilhelm Møller
Forord: Thomas Bredsdorff
Forlag: Jensen & Dalgaard
172 sider
Oprindeligt udgivelsesår 1872, denne oversættelse 1873 og 1889, denne udgave 2017
Roman
Vurdering: 4/6
Jeg elsker gode udråbstegn! Som jeg også bed mærke i i min anmeldelse af Julie Mendels Relikvie, kan et udråbstegn tage noget på overfladen hverdagsagtigt og gøre det til en rystende begivenhed. Det vidste Turgenev også. Tror jeg. Faktisk er jeg ikke sikker på, hvor meget af det, jeg har læst, er Turgenev; Forårsbølger blev oversat af Vilhelm Møller efter den tyske oversættelse af den russiske original og har derfor ikke ry for at være Turgenev særligt tro. Men om det er Møllers eller Turgenevs udråbstegn, vi har med at gøre - gode er de i hvert fald, som her:
På må og få tog han et par af brevene, lukkede op - i et af dem lå en vissen blomst med et falmet lille bånd om! - trak på skuldrene, smed dem ned i skuffen igen, og skottede i det samme hen til kaminen, som om han tænkte på at brænde alt dette unyttige krimskrams.
Sikke et udråbstegn! Det afslutter en med tankestreger indskudt sætning og bliver straks afbrudt af en tankestreg, så den egentlige sætning kan fortsætte. At opdage den visne blomst sætter straks vor hovedperson, Ssanins, nerver i brand, men med det samme går hans opmærksomhed videre, og det, der først var en udråbstegnsbegivenhed, bliver til noget, man kan trække på skuldrene over. Alt det udtrykt ikke med ord, men med to tegn: et udråbstegn og en tankestreg. (Og, altså, hvor dejlige er ord som "skottede" og "krimskrams" ikke?)
Denne nervesitren, som et øjeblik er et udråbstegn og det næste er opmærksomheden, der finder ro i en tankestreg eller tre punktummer, er karakteristisk for Forårsbølger, og da bestemt den indledende rammefortælling, som jeg før citerede fra, og her citerer fra igen:
[...] - og med alderdommen den stadig voksende, alt fortærende og undergravende angst for døden, ... og så, hovedkulds, ned i afgrunden! ... Ja, og godt og vel endda, om livet bliver liret af på den måde! Men måske der ovenikøbet, før visen er ude, kommer sygdom og affældighed og lidelser, som rust på jernet! ...
Læg igen mærke til, hvor meget tegnsætningen siger om hver sætnings betydning: efter "døden" et komma, men så de tre prikker - en afbrudt tankerække, som man nærmest ikke tør tænke til ende, indtil den bliver genoptaget med "og". Efter "afgrunden" et udråbstegn - afgrunden som en afslutning, modsat døden, der kun står midt i en tankerække, der pludselig tager sig et hvil ved tanken om døden - men så tre prikker, afgrunden var alligevel ikke slutningen; men efter de tre prikker starter "Ja" med stort bogstav, modsat "og"; der er sket et andet og større skred mellem "afgrunden" og "Ja" end mellem "døden" og "og". Så kommer "som rust på jernet!" - det må da være afslutningen på denne tankerække, men nej. - selvom afsnittet slutter, kommer der tre prikker igen, der endnu en gang signalerer, at opmærksomheden flimrer videre.
Alting er hele tiden oplevet med nerveenderne, og udråbstegnene står som små elektriske stød. Men opmærksomheden er flygtig og springer straks videre, selvom hver begivenhed i nuet virker som endegyldig. Denne måde at både være fuldt ud i nuet og samtidig komplet ufokuseret; denne måde at indoptage alt totalt med sine følelser, men alligevel kun lidt af gangen - det er den impressionistiske skrivestil, som senere hen blev karakteristisk for Herman Bang og J. P. Jacobsen. Og det er ikke tilfældigt; disse to mastondonter i dansk litteratur læste nemlig præcis Vilhelm Møllers oversættelse af Forårsbølger, hvilket er grunden til, at Jensen & Dalgaard har valgt at genudgive en gammel, upræcis oversættelse frem for at få lavet en ny. Og det er en god beslutning! Både tanken om, at man læser lige netop det, der gav Herman Bang ideen til hans tankestregsmættede stil, og Møllers vidunderlige attenhundredetalsdanske gør Forårsbølger til en god læseoplevelse. Det ved jeg til gengæld ikke om Turgenev gør.
Som nævnt starter Forårsbølger med en kort rammefortælling: Ssanin finder et gammelt brev, hvori der ligger en vissen blomst, som minder ham om dengang for tredve år siden i Frankfurt, da han forelskede sig hovedkuls i den smukke Gemma. Denne følelsesladede forelskelse bliver snart dramatisk, da det viser sig, at Gemma allerede er forlovet med en kedelig fyr, som hun egentlig kun har taget for pengene. Der er både masser af suk og oven i købet en duel! Det er ret spændende læsning, især fordi den flimrende stil får lov til at blive - dog ikke i lige så høj grad som i begyndelsen, jeg har citeret fra ovenfor.
Men så tager historien en drejning og en vaskeægte femme fatale træder ind på scenen. Her mistede Turgenev mig. Hvor forelskelsen i Gemma er beskrevet med al den indlevelse, som er nødvendig, for at man som læser rigtigt kan tro på forelskelsen, så er Ssanins forhold til omtalte femme fatale beskrevet i bagklogskabens klare lys. Derfor bliver hun aldrig rigtigt en karakter, man kan tro på; hun er kun fristerinde, uden nogen forklaring og uden selv at besidde nogen menneskelighed. Men værre er, at det ikke er til at forstå, hvad Ssanin ser i hende - vi bliver jo, af bagklogskaben, hele tiden forsikret om, at hun er en nedrig person! Turgenev kan godt beskrive Ssanins tiltrækning af den bly og dydige Gemma, men når det kommer til en kvinde, der tør være i sin egen seksualitet og træffe sine egne beslutninger, så kan Ssanin måske fanges i hendes net, men alle forholdsregler bliver truffet for, at det samme ikke sker for læseren. Det er en skam.
Men Forårsbølger er stadig aldeles værd at læse - for forelskelsen, følelsen, nerverne og, i allerhøjeste grad, tegnsætningen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar