Forfatter: Pia Juul
Tiderne Skifter
371 sider
2012
Poesi / hybrid
Vurdering: 4/6
Sidste år læste jeg, og var meget begejstret for, Pia Juuls seneste digtsamling, forbi, og jeg har derfor glædet mig meget til at dykke ned i hendes tidligere værker. Til at starte med var det dog en stor skuffelse. Andre steder er det blevet sagt, at Pia Juul er blevet mere udfordrende og svært tilgængelige med tiden, men jeg synes, at det er omvendt. Hendes tidlige digte — dvs. ca. de 4-5 første digtsamlinger (det ændrer sig til dels i sagde jeg, siger jeg) — er gådefulde, mystiske og meget langt fra noget konkret. Mange af dem virker som om, de tager udgangspunkt i noget, kun forfatteren ved, hvad er, der så er blevet pakket ind i, for en læser uden en 'nøgle', udechifrerbare symboler. Tag f.eks. dette digt fra debuten, levende og lukket:
den gule gift til festen / under min arm // mit flagrehår følger / et nybrøgget uvejr // hen over humlen på / en flyvende han / og hans kød // blind for kønnet / kysser jeg ånden i flasken / i stedet / blændet af håret / lammet af farten / revet op af hans silkehud / mellem mine knæ // videre / skriger jeg og sluger skyen / videre // angsten for kødet / klyngen af ansigter / øjnene // billedet af / en solbrændt hun / et dyr
Der er noget med at drikke øl og favntag med en fyr, hvilket åbenbart er en voldsom oplevelse. Men hvorfor så ikke bare skrive det? Hvorfor pakke det ind i dette opstyltede, symbolladede sprog?
Det er blevet sagt, at Pia Juul er meget forskellig fra andre digtere, der debuterede i 80'erne. Og, ja, det er hun blevet, men hendes tidlige digtsamlinger, synes jeg, har mange af de mere uheldige ting til fælles med 80'er-poesien: en tendens til at overdramatisere og at, frem for klarhed, bruge ord, der synes poetiske, men til gengæld ikke rigtigt passer ind i digtet; det bliver klicheen på, hvad en uerfaren digtlæser forestiller sig, at poesi skal være: mystisk og skønhedssøgende, men uforståeligt gemmende på en hemmelighed, man ikke rigtigt kan finde. Her et eksempel fra i brand måske:
fablen er en omkreds. fyldt. / den lægger fortidspunkter fri. / hun lytter tavs i raseri. forbundet / med en andens liv. den / købte drøm fra tørret plante. / martyrdød. og kvinderov. // han fyldte andre ud engang. / hun tror han er en katastrofe. // dér vokser fabeldyret ud / af skyen over horisonten. / horn. / ja. uha og hale. lådden. / det tramper spor imellem / byer. kaos-løse stier ligger / åbne.
Ligesom i digtet før er der noget med beruselse (men denne gang fra hash) og et kompliceret forhold til en mand. Men min eneste følelsesmæssige reaktion på disse digte er desværre et forvirret: "Nå". Disse enigmatiske digte vil løses, ikke læses, og derfor er de dårlige.
Men så begynder det heldigvis at vende i sagde jeg, siger jeg, der stadig bærer præg af det trælst mystifisktiske, men også har helt klare, observerende digte, der oven i købet er sjove. Ét af dem er allerede lidt af en klassiker, hvilket er fuldt fortjent:
Min onkel Hector sagde / (men det har jeg nok fortalt dig før) / Han var på vej ned fra Højen / Han havde solen i øjnene / så sagde han / da børnene kom løbende forbi / Han sagde / nej han sagde / Børnene kom løbende / Så sagde han det som / Knud engang havde sagt / på en anden måde / Her siger jeg det selv igen / Jeg kan se ham tydeligt / med solen i øjnene / syrenerne på Højen / denne duft om onkel Hector / Desuden gjorde han altid / sådan med hånden / Sådan
Denne både sproglegende og kærligt observerende tilgang til poesien fortsætter heldigvis derefter i Pia Juuls digtning og er stadig i høj grad til stede i Forbi. Den næste digtsamling i Indtil videre er den lille systemdigtsamling Adresser, oprindeligt udgivet som B16 på forlaget Basilisk, hvor Juul har skrevet om steder, hun har boet, ved at lade adressen skjule sig i det første bogstav i hvert ord tilsammen. F.eks. dette digt om sommerhuset i Fjand:
1964- / klitter i tåge burde jeg erindre rent gus havgus uh så eftertrykkeligt for jeg aner nok det uvejr lure forude blæsende orkanagtige regnfulde giftigheder
Den næste samling, som jeg er endnu mere begejstret for, er Helt i skoven, som bl.a. indeholder en hel del besyngelser af den skønne natur, men på en måde, hvor digteren er lidt mistroisk over for sin pludselige klassisk-poetiske naturbesyngelse:
Skoven ligner en katedral! / Næh, er det sandt? Har / andre sagt det før, / jamen, hvad skal jeg så sige? / Skoven ligner - en skov / Det gør den, grangiveligt / (undskyld) / Lugten her er umiskendeligt / skov / den ligner ingen anden / lugt / Skoven lugter af skov / Den ligner en katedral
Dét digt opsummerer meget godt den sene Pia Juul: det er legende, humoristisk og skeptisk over for etablerede genrer — men det er også grundlagt på en ærlighed, der skinner gennem det ironiske. Genrelegen fortsætter i Helt i skoven med en herlig poetisk krimi, der minder om Juuls roman Mordet på Halland. Og grundigt rodet op i genrerne bliver der også i den sidste digtsamling i Indtil videre, nemlig Radioteateret, som præsenterer sig selv således:
Vi har samlet en håndfuld personer i Studie 2, de er sig selv, men har ikke selv bestemt hvad de skal sige, det har forfatteren, men hende har vi sendt hjem.
Det, de så siger, ofte i munden på hinanden, er på samme tid legende og fjollende og følelsesmæssigt tungt rammende. Det kan minde lidt om dele af Mette Moestrups Kingsize eller Lea Marie Løppenthins Panser. Blandt de mere fjollede indslag bryder den tyske by Koblenz hele tiden ind og præsenterer sig selv:
KOBLENZ: / Jeg kaldes Det tyske hjørne, nej, jeg er / ikke en kiosk, ikke et værtshus, jeg er en by. / Deutsches Eck, det er mig, en betydelig havneby, / et trafikknudepunkt. Og lidt til.
Men samtidig kan det også blive helt hjerteskærende, når den 60-årige Eliza C ser tilbage på sit liv:
ELIZA C (60): / Når man står og ser på sådan en have og det er sommer bliver man så melankolsk. Det gør ondt, jeg kan mærke den længsel fysisk, måske kan du også? Kan du måske også mærke hvor ondt det gør? Kan du huske når man legede i en have en sommeraften og ikke opdagede at det var ved at blive mørkt. [...] Hvorfor er der ingen børn i vores have, hvorfor er der kun / tusmørke og en nattergal? / Hvorfor kan jeg ikke huske hvad jeg gerne ville blive til og hvad jeg ønskede mig/ Og hvorfor er jeg skuffet når jeg ikke ved hvad jeg ville? Jajaja, nu kommer jeg hen til dit krøllede hoved / og sofapuden, min skønne, vi har dog hinanden. Åh! Nu ser jeg / på mit digitale armbåndsur at klokken er 21.07, så fik vi ikke set nyhederne fra begyndelsen. Jeg går lige ind og tænder. / Kommer du / med?
Og så kan det også blive skønt poetisk observerende, når Juul giver sig selv lov til det:
ELIZA C: / Jeg syntes, at det der var derude ville ind, / da jeg var barn // MORMOR: / Det var din fantasi // ELIZA C: / Det var ikke fantasier, det var meget virkeligt / I tog, i bus, i bil, derhjemme, overalt / var jeg opmærksom på den anden side af / ruden, en gren, silhuetten af træer mod / himlen, billygters lys der fejede over loftet / om natten. Nu ser jeg intet, for jeg vil ikke / vide af det, jeg opdager ikke ruden som rude, / ikke som kighul, kun som væg
Radioteateret vandt fortjent Montanas litteraturpris i 2010, og at læse denne digtsamling og Helt i skoven, Adresser og dele af Sagde jeg, siger jeg har været mere end værd at vade igennem 4½ digtsamlingers dårlig poesi. Men til andre læsere kan jeg anbefale at starte med Sagde jeg, siger jeg og læse frem derfra. Hvis man så er nysgerrig, kan man altid vende tilbage til de tidlige samlinger derefter og se, om man synes noget andet, end jeg gør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar