Anmeldelse: Socialdemokratisk digt af Rasmus Nikolajsen

Titel: Socialdemokratisk digt
Forfatter: Rasmus Nikolajsen
People's Press
68 sider
2010
Poesi

Vurdering: 5/6

Til forskel fra Rasmus Nikolajsens mesterværk hvad skal vi med al den skønhed? er Socialdemokratisk digt ikke indfølt ærlig og grænsende til sentimental på den gode måde. Her minder hans skrift mere om Lars Skinnebachs polyfoni i især I morgen findes systemerne igen krydret med Mikkel Thykiers Katalog. Men jeg synes faktisk, Nikolajsen gør det endnu bedre end Skinnebach og lige så godt som Thykier. Det tydeligst Thykier-inspirerede, hvis Katalog som bekendt er en samling similier uden sagled (så der altså kun står den del af similien, der kommer efter "som") kommer hen mod slutningen:

Somom kærlighed / var sådan en fin lille ting / man ikke kan lade være / med at stikke i lommen når / værtinden vender ryggen til. / Somom du kastede dine / øjne som et par terninger // ud over siderne. Somom / jeg var summen af en masse / dele. Somom vi skefuld for / skefuld gravede os fra et / fængsel til et andet. Somom / laboranterne var på de / piller de fremstiller. Somom / du åbnede en side i / dig selv.

Samtidig beskriver "Somom / jeg var summen af en masse / dele" meget godt de mere Skinnebach-agtige afsnit, hvor jeget (som i Walt Whitmans klassiske "Song of myself") er en masse forskellige mennesker på én gang; her et klip:

Jeg er en lille og kroget / gammel dame der står trodsigt / i vrimlen i indudgangen / i Irma og jeg ved ikke / hvordan jeg skal komme herfra / og jeg står fanget bag damen / og kunne hun ikke bare / dø så jeg kan komme hjem og // ætse bort i min gravide / hustrus tarmluft og jeg hvisker / ondt og lukker øjnene og / knytter min barkede hånd og / trækker vejret dybt ind og om / et øjeblik slår jeg op med / min kæreste som elsker mig / og jeg elsker ham og kunne // ikke høre hvad han sagde

Andre steder går digtene helt grassat i floder af surrealistiske billeder, der dog samtidig er konkrete nok til ikke at være trælst surrealistiske, men derimod sprudlende vildt surrealistiske ("gennem / hullerne i højtalerne / drøner små biler og ud af / tårekanalerne flyder / grøn maling og ud af dragens / gab fyger bordtennisbolde / og ud af fuglenæb triller / udgåede mønter").

"Hvis du læser mig, er det din / egen fejl", erklærer digtet på et tidspunkt. Men jeg vil hellere end gerne begå den fejl at læse en digtsamling, der beskriver sig selv sådan her:

Jeg havde håbet at skrive / mageløst og fuldtræffende / om vinter og sne, men hovsa, / det mislykkedes som sovs.

Hvis denne digtsamling er som mislykket sovs, så vil jeg for al fremtid spise min sovs skilt. Jamen læs dog bare dette:

et plastikkrus klager og / giver så efter som for en / forkert forelskelse som en // drue under tungens pres

Og jeg giver efter for Rasmus Nikolajsens metaforintensitet som et kuk kuk-bolsje udsat for tandens tryk!