onsdag den 1. januar 2020

16 gode bøger, jeg har læst i 2019

I november flyttede jeg til en større lejlighed, hvor der er plads til at have en lænestol stående ved siden af bogreolen. Når jeg sidder der og kigger på de bøger, jeg har læst, er det svært ikke at række ud efter dem og begynde at bladre. Denne liste tager udgangspunkt i den lyst: Lysten til at genlæse. Disse bøger er de bøger, jeg har læst i 2019, som jeg vil bære med mig (eller, jeg vil også bære mange af de andre med mig, men det her er dem, jeg vil bære mest med mig, hvis man da kan gradsskelne mellem måder at bære med sig på). Dog er der to regler: Der er kun bøger på listen, som jeg har anmeldt, så jeg har en uddybning at henvise til, og der er max. én bog pr. forfatter.

I 2019 læste jeg 91 bøger. 40 var skrevet af kvinder, 48 af mænd og 3 havde bidrag fra personer af begge køn — en nogenlunde kønsfordeling, synes jeg egentlig. Det var også ret lige fordelt, hvor meget dansk jeg læste, og hvor mange udenlandske bøger det blev til — 44 udenlandske, 47 danske. 40 af bøgerne har jeg anmeldt her på bloggen, mens jeg har anmeldt 12 på littuna.nu. Her er nogle af de bedste bøger, jeg læste.

2 gode bøger fra 2019

Virginia Is For Lovers af Christina Hesselholdt
Der er selvfølgelig udkommet mange gode, danske bøger i 2019 — det gør der hvert år — og af dem, jeg har læst, har der da også været en del, jeg har været mere end tilfreds med (blandt højdepunkterne tæller jeg Lea Marie Løppenthins Sæson og Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvads Madalfabet). Men den bedste danske 2019-udgivelse, jeg har læst i år, har uden tvivl været Christina Hesselholdts poetiske true crime/exofiktive roman Virginia Is For Lovers, der er på samme tid intenst spændende, begavet morsom og overdådigt velskreven.

Diegesis af Henrik Nor-Hansen
Henrik Nor-Hansens trilogi om følelseskolde og deprimerede nordmænd (hvoraf den sidste bog, Termin, fandt vej til min årets bedste-liste sidste år) er en litterær begivenhed! Nor-Hansens karakteristiske følelsesforladte, men samtidig minimalistisk poetiske, stil er ikke kun interessant som et tidsfavnende nybrud i litteraturen, men også som læsværdig, rystende prosa. Henrik Nor-Hansen fortjener meget mere interesse og mange flere læsere, end han har fået herhjemme. Så nu hænger den på dig — bliv Henrik Nor-Hansen-læser, du vil ikke fortryde det, med undtagelse altså af hvis du ikke har lyst til at blive deprimeret og angst.

4 gode klassikere genudgivet/oversat i 2019

Essays. Del af labyrinten / Hemmelighedstilstanden af Inger Christensen
Der manglede en ny udgave af Del af labyrinten, for dén essaysamling er svær at få fat på, hvis ikke man er villig til at betale 600 kroner for en bog. At man får Hemmelighedstilstanden med i købet i den nye opsamling af Inger Christensens essays skader ikke. Christensen skrev klogt og lærd om både sine egne digte og det evige spørgsmål om, hvordan sproget og verden hænger sammen. Men først og fremmest skrev hun så levende og smukt, at det er umuligt ikke at frydes, mens man anstrenger sine hjerneceller for at følge med ind i Inger Christensens komplekse tankebaner.

Elskeren af Marguerite Duras
I 2019 nåede Gyldendals tematiserede klassikerserie blandt andet omkring temaet kærlighed, hvilket var en god undskyldning for at genudgive Juliane Preislers fremragende oversættelse af Marguerite Duras' Elskeren. Den autofiktive roman er så sitrende melankolsk, at det er umuligt ikke at bevæges og begejstres.

Gashjertet af Tristan Tzara
Tristan Tzara var en af dadaismens fædre, og i dette skuespil ser man bevægelsens fulde potentiale. Skørt og skønt skriver Tzara, og først og fremmest vildt. Det er svært at komme i tanke om nogen, der nu snart 100 år efter skejer lige så meget stilistisk ud, som man gjorde i mellemkrigstiden. Dejligt, at der findes i forlag i Danmark, der vil delagtiggøre os i den tids eksperimenter.

Metro af Julio Cortázar
Skjødt Forlag fortsætter prisværdigt med at udgive argentineren Julio Cortázar. I år blev det til en lille tekstsamling bestående af et essay og tre noveller med det til fælles, at de alle handler om metroen. Cortázar er på samme tid finurlig iagttager, menneskekender og stilist til fingerspidserne. Hvis man har læst mesterværket Hinkeleg og tørster efter mere, er Metro ikke et dårligt sted at vende sig hen.

3 gode bøger fra eller om antikken

Aeniden af Vergil
Hvis du spørger mig, er Vergil endnu bedre end Homer. Vergils karakterer har en dybde, som Homers ikke har, så de tragiske skæbner hos Vergil virkelig griber om hjertet og knuger til. Det betyder også, at kampscenerne ikke bare er vanvittigt vild ultravold, men også bliver ærligt melankolske, når karakterer, man hurtigt lærer at holde af, må lade livet. Og så er Vergil aldrig ensformig, for i sin iver efter at skrive som Homer lykkedes det ham på en måde at kondensere Iliaden og Odysseen til ét overdådigt episk digt. Jeg kan på det varmeste anbefale Otto Steen Dues uforlignelige oversættelse.

Metamorfoser af Ovid
Til forskel fra Homer og Vergil fortæller Ovid i sit episke digt ikke én, men flere historier. Og selvom mange af historierne har de samme grundlæggende strukturer, er de alle underholdende, morsomme og — måske vigtigt af alt — imponerende flot oversat af Otto Steen Due.

Kejser Hadrians erindringer af Marguerite Yourcenar
Hvis den romerske kejser Hadrian selv skrev sine erindringer, er de gået tabt. Heldigvis udviser den franske forfatter Marguerite Yourcenar i sin roman en så imponerende indlevelsesevne, at man skulle tro, det var the real deal. Kejser Hadrians erindringer er livsklog, velskrevet og hjerteskærende i sin kærligheds- og sorgskildring. Og så er det den bedste roman, jeg har læst i år — og én af de bedste nogensinde.

4 gode, danske bøger

I 2019 læste jeg Pia Juuls samlede digte (undtagen forbi, som jeg læste i '18), og den bedste synes jeg er Radioteatret. Det er en vældig genreblanding, der er så fint sammenmikset, at der er plads til både fjolleri, poetisk skønhed og aldrende melankoli. Ud over Radioteatret kan jeg varmt anbefale forbi, Helt i skoven og særligt de sidste ca. 20 sider af Avuncular.

En anden digter, jeg har læst meget af i 2019, er Lars Skinnebach. Og selvom jeg også er meget begejstret for I morgen findes systemerne igen og Enhver betydning er også en mislyd, er det alligevel Øvelser og rituelle tekster, der er min favorit. Det skyldes især "Øvelser"-delen, hvor Skinnebach ved at skrive om klimakrisen i datid er den, der mest deprimerende har sat ord på den dystopi, vi lever i.

Rasmus Nikolajsen er måske den danske digter, der er bedst til at skrive metaforer. Det gælder både i hvad skal vi med al den skønhed? og Socialdemokratisk digt, hvor læseren bliver bombarderet med det ene præcise og smukke billede efter det andet. Mens hvad skal vi... er melankolsk, er Socialdemokratisk digt satirisk og brysk sjov. Nikolajsen skriver, at han "havde håbet at skrive / mageløst og fuldtræffende / om vinter og sne, men hovsa, / det mislykkedes som sovs", men hvis Socialdemokratisk digt er en mislykket sovs, vil jeg for al fremtid spise min sovs skilt.

Efter Nordisk Råds Litteraturpris gik til Efter solen har 2019 fortjent været Jonas Eikas år. Men hans debut, romanen Lageret Huset Marie, skal i ekstasen over de ufatteligt gode noveller ikke glemmes! Det er nemlig en meget velskreven roman, der byder på noget så forholdsvis uvant som et bud på, hvordan socialrealisme kan se ud i dag.

3 gode udenlandske klassikere

Puh, jeg får det stadig helt dårligt, når jeg tænker på denne afskyelige roman. Men grunden til, at Nekrofilen er så afskyelig, er netop, at læseren bliver en slags medskyldig, når man, mens hovedpersonen Lucien lader sig sanseligt beruse af sine smækre lig, bliver æstetisk beruset af det overdådige sprog. Ad! Læs den!

Hvis nogen anbefalede mig at læse en bog om møllerens søn, som håbløst forelsker sig i herremandens datter, der af økonomiske årsager er lovet væk til en adelsmand, ville jeg ryste op- og eftergivende på hovedet. Men når man så tilføjer, at bogen er skrevet af Knut Hamsun, er der grund til at give den et skud alligevel. For nøj, hvor kunne den gamle nazist skrive! Tænk, at en så klichéfuld fortælling kan være så aldeles hjerteskærende rørende!

Når man læser Et dukkehjem i gymnasiet kan man måske få indtryk af, at skuespillet først og fremmest er mindeværdigt for den rolle, det spillede i samtidens kønspolitiske debat. Men man skal ikke glemme, at Et dukkehjem også har opnået sin klassikerstatus, fordi det er intenst i sin handling, spiddende præcist i sin karaktertegning og sylespidst i sin syrlige replikkunst. 

Når jeg sådan kigger tilbage på årets højdepunkter, må jeg sige, at 2019 har været et godt læseår for mit vedkommende. Jeg håber, at disse anbefalinger kan være med til at gøre dit 2020 lige så godt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar