Anmeldelse: DØ, LØGN, DØ af Mette Moestrup

Titel: DØ, LØGN, DØ
Forfatter: Mette Moestrup
Gyldendal
173 sider
2012
Poesi

Vurdering: 4/6

Noget af det, der gør, at Mette Moestrups forfatterskab altid er værd at følge med i, er, at hun behersker mange forskellige stilarter og -lejer. Kendetegnende for Moestrup er både de Yoko Ono-inspirerede performancedigte, symbolladede og indignerede politiske digte, en nærmest barnlig glæde ved sproget og dets muligheder for rim, ordspil og rytme, en selvironisk humor — og, først og fremmest, alt det ovenfor nævnte i ét lystigt miskmask. Det betyder også, at alle hendes bøger (måske undtagen den lille og ikke specielt vellykkede Omina, som hun skrev sammen med Naja Marie Aidt) stikker i mange forskellige retninger på én gang, og det gælder måske mest af alle for DØ, LØGN, DØ. Det kan man allerede se i indholdsfortegnelsen: Digtsamlingen består af fem dele, som — med undtagelse af enkelte gennemgående symboler — sagtens kunne have været fem (gode) udgivelser for sig.

Den af delene, der mest afgrænset kan stå for sig selv, er også i sin stramme idé den bedste, nemlig "MEGET LIDT OM CLEÏS (SAPFOS DATTER, ELLER HVAD?)" (som jeg lige vil nævne i indholdsfortegnelsen staver den oldgræske digter Sapfo, men inden i bogen staver hende Sappho, fiks lige det, når Moestrups samlede digte på et tidspunkt uundgåeligt udkommer), som er et udsyret forsøg på at skrive en biografi om Sapfos måske-datter Cleïs, om hvem man ikke ved andet, end at hendes navn dukker op to gange i Sapfos digtfragmenter. Sådan her lyder det indledende digt, "Viden":

Hvad ved jeg om Cleïs?/ Meget lidt./ Jeg ved, at jeg ved/ meget lidt om Cleïs.// Slår det mig ud? Nej!/ Vil jeg skrive en biografi, eller hvad? Ja!

"MEGET LIDT OM CLEIS" slutter så med fire bud på Cleïs-biografier, der bliver mere og mere fragmentariske og poetiske. Den fjerde og sidste lyder i sin helhed:

fint ordnede, tæt sammenpakkede atomer, små papirstumper

I den gavmildt overlæssede digtsamling bliver der også plads til både humoristisk indignerede indslag som (ifølge undertitlen) arbejdersangen "Min kittel er for kort" med omkvædet "Min kittel er for kort,/ og det er noget lort,/ for jeg er feministisk,/ og kitlen er sexistisk" og den vrede og symboltunge "ANSIGTER I ANSIGTER"-del, som tager udgangspunkt i, at man, da man scannede busten af Nefertiti i 2009, fandt ud af, at der er en mindre kalkstensskulptur indeni, "Et ansigt i ansigtet". I et citat beskrives Nefertiti efter ansigtsafsløringen som "STILL BEAUTIFUL, BUT NOT AS BEAUTIFUL", og Nefertitis dobbelte ansigt bliver så et symbol på afstanden mellem virkelighedens ansigter og reklameverdenens airbrushede ideelle ansigter. Det vikler sig sammen med spørgsmål om hvidhed, det mandlige og kvindelige blik, og til sidst et science fiction-håb om et posthumant fælles ansigt, der "udsletter umiddelbart udbredelse af udelukkelse."

Og ikke nok med det, for der er også plads til skrøbelige kærlighedsdigte og følelsesladede chokdigte om at se en kvinde styrte i døden, hvilket fører til først det helt enkelt skønne empatidigt, der lyder "at mælken løber til/ når en fremmed spæd græder", som så sætning for sætning bliver kompliceret, indtil det vender tilbage til en ikke længere enkel empati:

at mælken løber til/ når en fremmed spæd græder// at det ikke er et valg/ ergo ikke et 'godt' valg// gør det ikke forkert

Sådan kan man blive ved med at referere og citere fra den righoldige og læsværdige digtsamling, men hvis jeg skal slutte af med at retfærdiggøre, at jeg alligevel ikke giver bogen en højere karakter, må jeg prøve at beskrive den enkelte anke, jeg generelt har mod Mette Moestrups digte: Billedsproget rammer mig kun sjældent. Jeg har har svært ved at forklare hvorfor, og mon ikke det er mere min egen skyld end digtenes, men her kommer et bud på, hvad problemet er: De fleste billeder hos Moestrup er samtidig symboler, som gennem deres mangetydighed komplicerer og nuancerer den politiske udsigelse. Men netop det, at billederne oftest er symboler, gør også, at jeg som læser får så travlt med at tyde digtene, at jeg ofte glemmer også at nyde dem. Og når Moestrup så en gang imellem bare sproger løs, fordi sproget er et fedt materiale at arbejde med, bliver jeg mere irriteret over ikke at kunne tyde ordene, end jeg bliver glad for deres originalitet og nerve. Jeg ved ikke rigtigt, om det er en knude, der kan løses, men måske handler det ikke så meget om at skrive på en anden måde, end at jeg som læser skal lære at blive bedre til at lade være med at prøve altid at forstå det, jeg læser.