Anmeldelse: Jeg er en hær af Lars Husum

Titel: Jeg er en hær

Forfatter: Lars Husum

Gyldendal

302 sider

Først udgivet 2010, denne 2. udgave 2012

Roman

Vurdering: 4/6

Ét valg adskiller helt grundlæggende Lars Husums Jeg er en hær og dens politiske udsigelse fra de fleste andre danske Afghanistanromaner: For Lars Husum er Afghanistankrigen ikke en enkeltstående hændelse og heller ikke en krig, der kun kan sammenlignes med Irakkrigen; nej, Lars Husum lader derimod sin fortælling begynde med krigen i det tidligere Jugoslavien og indsætter dermed Afghanistankrigen i en helt anden politisk kontekst.

Vi følger premierløjtnanten Jakob spændt ud i det felt, som Klaus Rothstein i Soldatens år beskriver som typisk for danske Afghanistanromaner: krigens front og hjemmets front. Jakob bliver kærester med Lone, som viser sig at have en søn, Ask, som han nu pludselig står med et ansvar for, som han ikke er klar til at tage på sig. Da han og den uadskillelige ven Jesper udsendes til først Bosnien og siden Afghanistan, trækkes den blævrende skillelinje mellem krigen og hjemmet helt konkret op gennem sms'er og telefonopkald hjem. Og Jakob og Jesper må erfare det samme, som soldaterne gør i Carsten Jensens Den første sten: Mens man er udsendt, går livet og døden videre derhjemme på godt og ondt.

Hvis det nu var alt, romanen var, ville den på typisk krigsromanmanér være et ret gribende psykologisk soldaterportræt i en meget maskulin og til tider ekspressionistisk, men aldrig som sådan velskreven, prosa, og jeg ville nok kalde den rørende og — på grund af karakterernes afgrundsdybe bøvethed og prosaens klodsethed (jeg tror, der må stå det usandsynligt ikke-mundrette ord "blot" på ca. hver anden side) — lettere irriterende. Men romanen er mere end det, for romanens politiske stillingtagen til krigen er nemlig meget mere tilstedeværende — og interessant — end den krigs/hjemmefrontsroman, som Klaus Rothstein beskriver den som i Soldatens år. Og det skyldes, at Husum vælger at starte i år 2000, da Danmark stadig havde udsendte soldater i Bosnien.

Krigen i Bosnien lægger nemlig op til en reel skelnen mellem fredsskabende og krigsførende. Da den lærerstuderende Lone beder Jakob om at snakke med hendes studiekammerat Claus om krigen, fordi "Han synes, det er vigtigt, at vi kan undervise i det, når vi er en krigsførende part", tænker Jakob:

Jeg gider da ikke snakke med Claus, og vi er ikke krigsførende. Vi er fredsskabende. Der er en enorm forskel.

Vi ser i Jakobs sprog, hvordan han har taget den politiske krigsretfærdiggørende diskurs til sig. Og fire sider senere sker dette så:

Vi har gode efterretninger om, at i dag kommer braget. Serberne vil krydse broen og tage deres landsby tilbage. Det kan vi selvfølgelig ikke tillade, og næsten hele bataljonen står klar ved broen, men der sker intet. Der kommer ingen. Det er typisk. Vi gør os klar til det store, og der sker intet. Hvorfor er jeg hernede?

Så i situationen, hvor de danske soldater helt konkret er fredsskabende — gennem deres tilstedeværelse forhindrer de væbnet konflikt — ville Jakob ønske, at de i stedet for var krigsførende. Han får sit ønske opfyldt, da Afghanistankrigen begynder, og han inden udsendelsen skal udfylde "Min sidste vilje" med detaljer om, hvordan han vil begraves etc.:

Vi skulle udfylde Min sidste vilje, før vi tog af sted. Det gjorde vi ikke, dengang vi tog til Bosnien, men i modsætning til Bosnien kommer vi i krig her.

Mon ikke Lars Husum her får defineret et blik på "den gode krig": Den krig, hvor soldatens rolle ikke er at slå fjenden ihjel, men derimod at med sin tilstedeværelse afværge, at der er nogen fjende. (Og, er det værd at bemærke, på trods af soldatens påståede ideologiske drivkraft, er hans håb at tage del i den "onde" krig for at opleve noget action). Med det perspektiv består — i Jeg er en hær, vi kan altid diskutere, om det også gjaldt i virkeligheden — interventionen i Bosnien prøven som en "god" krig, mens Afghanistankrigen, hvor krigshandlingerne i Jeg er en hær synes at opstå på grund af de danske soldaters tilstedeværelse, og ikke på trods af dem, dumper med et brag. Dét er da et politisk blik på krigen, der vil noget.

Anmeldelse: Mikael af Dy Plambeck

Titel: Mikael

Forfatter: Dy Plambeck

Gyldendal

266 sider

2014

Roman

Vurdering: 5/6

Helmandfloden skinnede. Der var noget hengemt ved solsikkerne, der stod ranke langs flodbredden, deres skarpe sødlige lugt, som lugten når man åbner en skuffe i et sommerhus, der har været lukket ned for vinteren. Træerne var smukke på denne tid af dagen, farverne stod frem om formiddagen, når træernes skygger lagde sig på de lerklinede huse, en lysegrøn skygge, som om træerne var lavet af glas.

Sådan kan en landskabsbeskrivelse i Afghanistan lyde, når det er Dy Plambeck, der skriver: Metaforrigt, med associationer til noget så hjemligt som sommerhuse og med blik for en glasagtig skrøbelighed i krigens hårde landskab. Det er ikke til at komme uden om, at det er æstetisk ret overlegent.

Der er al mulig grund til at diskutere, hvordan man skriver (og hvordan man bør skrive) om krig, og i Klaus Rothsteins Soldatens år indgår Mikael som et eksempel på den tendens, han ser hos de danske forfattere: Et manglende blik for de politiske sammenhænge, Afghanistankrigen indgår i; en interesse for den danske soldat uden en forholden sig til den krig, som han som sit arbejde har valgt at føre.

Hos Dy Plambeck bliver krigen så depolitiseret, at den bliver nærmest en karakter i sig selv: Man hører, at "Krigen holdt øje med, hvad vi lavede, planlagde, hvordan den skulle slå os ihjel". Det er krigen, ikke dens kombattanter, der slår ihjel, og det er krigen, ikke politikerne, der bestemmer, at den skal fortsætte.

Det gør dog ikke Mikael apolitisk. Bogen følger journalisten Becky, der i Afghanistan forelsker sig i soldaten Mikael, og den uendelige empati for den danske soldat er et politisk valg. At afsnittene fortalt fra Mikaels synsvinkel er hyperæstetiserede er et politisk valg. Og det er også et politisk valg, at Mikael allerede fra første side mellem linjerne udstilles som naiv og brutal: Bogens første sætning, som er set fra Mikaels synsvinkel, er "Fjenden er et menneske", men straks følger en umenneskeliggørende beskrivelse af fjenden; det at kalde "Fjenden" for "Fjenden" er, som bogen pointerer i et afsnit, hvor krigens eufemismer oplistes, umenneskeliggørende. Og senere får vi denne beskrivelse, også fra Mikaels synsvinkel:

I ildkampen ændrer jeg min opfattelse af, hvad et menneske er. Jeg ser udelukkende efter, om det har et våben eller ej.

Så var fjenden vist heller ikke mere menneske end dét. At vise de psykologiske krumspring, soldaten gør for at slå ihjel for en sag, han ikke selv tror på, er da i høj grad et politisk valg — og et godt et af slagsen, hvis du spørger mig.

Det gør selvfølgelig ikke Mikael politisk på samme måde som Carsten Jensens Den første sten, og det behøver den heller ikke at være. Først og fremmest er Mikael en kærlighedsroman, der bruger krigen som et middel til at forstærke følelserne, og det gøres effektivt og rørende. Dét er også et politisk valg: Menneskeliggørelsen af og den totale empati for (men ikke nødvendigvis sympati med) den danske soldat — ikke på grund af hans arbejde, men nærmest på trods af det. Det er vel også en slags humanisme — i hvert fald når læseren er en som mig, der ikke bare var imod Afghanistankrigen, men også dens kombattanter — og når det er gjort i et billedrigt, skønt sprog som Dy Plambecks er det umuligt ikke at lade sig rive med.

Anmeldelse: Den første sten af Carsten Jensen

Titel: Den første sten

Forfatter: Carsten Jensen

Gyldendal

612 sider

Først udgivet 2015, denne anden udgave 2017

Roman

Vurdering: 4/6

Carsten Jensens sprog pendulerer dramatisk mellem det meget, meget velskrevne — og så det, der i så høj grad stræber efter at være velskrevet, at det falder sammen under sin egen vægt og bliver kitsch:

Det er den dag, det hele går galt. Det må gå galt. Før eller siden. Det ved alle. Det er selve definitionen på krig. Gud ler ad den, der lægger planer. Du må improvisere.

Det er ret gennemgående for Carsten Jensens sprog, at han egentlig har fat i noget fint — her den staccatoagtige indsigt i, at det må gå galt — men så bliver ved med at læsse på, til det bliver for meget — her fra "Det er selve definitionen på krig" og frem.

Sådan er bogen måske også som helhed. Over 600 sider er i hvert fald meget. Men det har også sine fordele, og her viser Carsten Jensen sin fremmeste styrke: Der er plads til det, romangenren synes at være skabt til — at komme ind under huden på adskillige karakterer og få præsenteret vidt forskellige, modstridende verdensbilleder, der sættes mere og mere på spidsen frem mod et gedigent klimaks.

Hos Jensen er der både plads til indlevelse i soldaterne og deres mange forskellige grunde til at gå i krig, fra god løn, til spænding, til en generel rodløshed i tilværelsen; plads til den øverstkommanderende oberst Steffensen og hans tyrkertro på egne evner til at arbejde pragmatisk; og til efterretningsagenten Khaiber og hans alt andet end naive idealisme.

Men den fremmeste styrke ved Jensens evne til at indlemme forskellige synsvinkler er, at soldaterne bliver tvunget til det samme. Uden at spoile for meget kan jeg godt sige, at da 3. deling, som vore hovedpersoner er del af, kommer ud for de sværest tænkelige prøvelser, viser det sig, at de kun kan overleve i Afghanistan ved også at sætte sig ind i den civile afghaners synsvinkel. Her adskiller Carsten Jensen sig fra mange af de andre danske forfattere, der har skrevet om Afghanistan-krigen: Mens de loyalt mod de danske soldater, de fortæller om, har beskrevet soldatens syn på afghaneren, tvinger Carsten Jensen sine hovedpersoner ud i en situation, hvor de må nuancere dette syn eller dø. Mon ikke hans politiske håb er, at læseren i samme ombæring tvinges til at nuancere sit syn på krigen?

Derfor synes Den første sten i høj grad at være den roman, Klaus Rothstein året før dens udgivelse efterlyste i Soldatens år — den roman, der tør beskrive Afghanistan-krigen i sammenhæng, tør have det politiske perspektiv med. — På flere planer, fra internationale aktørers makropolitik til oberst Steffensens mikropolitik, til de politiske konsekvenser, der ligger i den enkelte soldats daglige beslutning om at skyde eller lade være.

Og dette politiske billede virker langt hen ad vejen troværdigt og veltænkt, omend jeg altså ikke er overbevist af klicheen om den bumsebefængte nørd, der hacker Pentagon fra sin mors kælder — en kliche, som den veldrejede spændingsskrue med tiden kommer til at afhænge af. Men derudover står romanen som et mylder af ideologier uden lette svar, men med én klar anklage: Det nytter ikke noget at gå i krig i et land, som man ikke orker at forsøge at forstå.

Anmeldelse: Soldatens år af Klaus Rothstein

Titel: Soldatens år. Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur
Forfatter: Klaus Rothstein
Tiderne Skifter
271 sider
2014
Nonfiktion / litteraturhistorie

Vurdering: 4/6

I det hele taget er det påfaldende, at så at sige al dansk litteratur om krigene i Irak og Afghanistan fokuserer entydigt på soldatens psykologi og på de menneskelige relationer mellem mændene på missionerne og deres pårørende derhjemme. Ingen forfatter har påtaget sig at skrive den politiske roman om krigene.

Det er Klaus Rothsteins hovedpointe i Soldatens år, hvor han gennemgår og analyserer langt størstedelen af den danske produktion af fiktionsværker om Afghanistankrigen - fra lyrik, romaner, børnebøger og sangtekster til film, skuespil og billedkunst. Det er godt set og en skarp samtidsdiagnose, at forfatterne vægrer sig ved at sige noget rigtigt politisk om krigen, men ligesom den danske befolkning, der ikke rigtigt forstår eller har sat sig ind i den krig, de har stemt for, nøjes med at interessere sig for de danske soldater og deres (van)skæbne; ikke den storpolitiske kontekst, der har defineret deres liv eller død. Det er til gengæld også sådan cirka alt, der er at komme efter i den omkring 200 sider lange analyse. Rothstein er nemlig ikke særligt interesseret i at se andet end den ene, gode pointe, han har fået øje på. Derfor er det også sådan, at man vil kunne støde på variationer af ovenstående citat — og gerne flere af dem — i løbet af samtlige bogens kapitler.

Rothsteins greb er det velfungerende komparativt-litteraturhistoriske, at han har læst og set alt, hvad der er af nævneværdig dansk kunst om Afghanistan-krigen, og så har han lagt de mange tekster oven på hinanden og set, hvad der går igen: historien om den traumatiserede soldat; modsætningen mellem den meningsfulde krig og den meningsløse hverdag; krigens på den ene side kaos og traume, men på den anden side lokkende organisation og venskab. Og nok så vigtigt har han set, hvad der ikke går igen: de politikere, der har sendt soldaterne af sted. Dét er et godt greb, men det kunne være bedre, hvis Rothstein havde ofret lidt plads på at nuancere analysen - hvis han f.eks. havde analyseret lidt færre værker, kunne han have brugt lidt mere plads på at gå dybere ind i det enkelte værk. For som bogen er, synes alle de analyserede værker at være ens; når der kun er plads til at se lighederne mellem dem, bliver analysen den samme hver gang.

Det lider især kapitlet om poesi under. Rothstein påstår på den ene side, hvad der, så vidt jeg kan se, er rigtigt, at "Romanerne fortæller soldaterhistorier, og overlader krigskritikken til lyrikken", men fortsætter himmelråbende forkert: "Som så igen vælger det samme fokus - soldatens fortælling." Jamen, hvad blev der lige af Ursula Andkjær Olsens dybt politiske værker? Klaus Rifbjergs antikrigsdigt? Thomas Bobergs polemiske poesi? Hvordan kan Rothstein på den ene side beskrive disse værker og så dernæst i sin opsummering lade som om, de ikke eksisterer? Konklusionen skal være den samme hele bogen igennem, og derfor bliver den nysgerrige og ærlige læsning af lyrikken ofret for den store sammenhængs skyld.

Det ses også i tilgangen til f.eks. Kim Larsens udmærkede Afghanistansang. "Mere banalt kan det ikke blive", skriver Rothstein og fortsætter, at Larsen er "hverken original som politisk analytiker eller sangskriver". Det på trods af, at han (heldigvis) lige har citeret hele sangen, så den opmærksomme læser kan se, at han i sin analyse helt undlader at kommentere de to midterste vers, der lyder sådan her:

Hør nu blæser reveillen / Så er det op, soldat / Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt // Det er lige meget med Det Femte Bud / Bar' du gør honnør / se hvor blodet farver solen rød / Imens jeg kør'

"Ud og bli'e slået ihjel, men / Du får det godt betalt" - hvordan skulle man helt præcist skrive mere politisk og skarpt om krig end det?

Her ligger endnu et kritikpunkt, for Rothsteins definition af politik synes at være meget smal; det er som om, at en roman, der ikke ender med et lovforslag og en morale, for ham ikke kan indeholde en politisk stillingtagen. Jeg er helt med på, at de danske forfattere undgår at skrive om den storpolitiske kontekst for Afghanistan — men at påstå, at det ikke er politisk at skrive om PTSD-ramte soldater, er for mig at se helt hen i vejret. At skrive om de arbejdsskader, inklusive døden, der følger med krigsførelse, er da netop  politisk litteratur. Og at skrive om de forfærdelige og langt fra demokrati- og fredsskabende hændelser, soldaterne kom ud for i Afghanistan, er da netop en politisk kritik af krigens løgnagtige grundlag og sjuskede organisation.

Disse kritikpunkter skal dog ikke fratage Soldatens år de især to gode ting, den bidrager med: en veltænkt pointe om, at den danske Afghanistan-litteratur og -kultur i højere grad følger den enkelte soldat end politikeren og — vigtigt for fremtidige og måske mere nuancerede analyser — en kildesamling af det meste af den danske kulturelle produktion om Afghanistan-krigen indtil 2014. Og så trækker det heller ikke ned, at bogen er skrevet i et letflydende og forståeligt sprog, der sine steder gør det til ligefrem underholdende læsning.