Anmeldelse: Mikael af Dy Plambeck

Titel: Mikael

Forfatter: Dy Plambeck

Gyldendal

266 sider

2014

Roman

Vurdering: 5/6

Helmandfloden skinnede. Der var noget hengemt ved solsikkerne, der stod ranke langs flodbredden, deres skarpe sødlige lugt, som lugten når man åbner en skuffe i et sommerhus, der har været lukket ned for vinteren. Træerne var smukke på denne tid af dagen, farverne stod frem om formiddagen, når træernes skygger lagde sig på de lerklinede huse, en lysegrøn skygge, som om træerne var lavet af glas.

Sådan kan en landskabsbeskrivelse i Afghanistan lyde, når det er Dy Plambeck, der skriver: Metaforrigt, med associationer til noget så hjemligt som sommerhuse og med blik for en glasagtig skrøbelighed i krigens hårde landskab. Det er ikke til at komme uden om, at det er æstetisk ret overlegent.

Der er al mulig grund til at diskutere, hvordan man skriver (og hvordan man bør skrive) om krig, og i Klaus Rothsteins Soldatens år indgår Mikael som et eksempel på den tendens, han ser hos de danske forfattere: Et manglende blik for de politiske sammenhænge, Afghanistankrigen indgår i; en interesse for den danske soldat uden en forholden sig til den krig, som han som sit arbejde har valgt at føre.

Hos Dy Plambeck bliver krigen så depolitiseret, at den bliver nærmest en karakter i sig selv: Man hører, at "Krigen holdt øje med, hvad vi lavede, planlagde, hvordan den skulle slå os ihjel". Det er krigen, ikke dens kombattanter, der slår ihjel, og det er krigen, ikke politikerne, der bestemmer, at den skal fortsætte.

Det gør dog ikke Mikael apolitisk. Bogen følger journalisten Becky, der i Afghanistan forelsker sig i soldaten Mikael, og den uendelige empati for den danske soldat er et politisk valg. At afsnittene fortalt fra Mikaels synsvinkel er hyperæstetiserede er et politisk valg. Og det er også et politisk valg, at Mikael allerede fra første side mellem linjerne udstilles som naiv og brutal: Bogens første sætning, som er set fra Mikaels synsvinkel, er "Fjenden er et menneske", men straks følger en umenneskeliggørende beskrivelse af fjenden; det at kalde "Fjenden" for "Fjenden" er, som bogen pointerer i et afsnit, hvor krigens eufemismer oplistes, umenneskeliggørende. Og senere får vi denne beskrivelse, også fra Mikaels synsvinkel:

I ildkampen ændrer jeg min opfattelse af, hvad et menneske er. Jeg ser udelukkende efter, om det har et våben eller ej.

Så var fjenden vist heller ikke mere menneske end dét. At vise de psykologiske krumspring, soldaten gør for at slå ihjel for en sag, han ikke selv tror på, er da i høj grad et politisk valg — og et godt et af slagsen, hvis du spørger mig.

Det gør selvfølgelig ikke Mikael politisk på samme måde som Carsten Jensens Den første sten, og det behøver den heller ikke at være. Først og fremmest er Mikael en kærlighedsroman, der bruger krigen som et middel til at forstærke følelserne, og det gøres effektivt og rørende. Dét er også et politisk valg: Menneskeliggørelsen af og den totale empati for (men ikke nødvendigvis sympati med) den danske soldat — ikke på grund af hans arbejde, men nærmest på trods af det. Det er vel også en slags humanisme — i hvert fald når læseren er en som mig, der ikke bare var imod Afghanistankrigen, men også dens kombattanter — og når det er gjort i et billedrigt, skønt sprog som Dy Plambecks er det umuligt ikke at lade sig rive med.