Nuanceret palet

For nogle måneder siden læste jeg Lars Bukdahls anmeldelse af Sten Kaaløs nye digtsamling, Slowfox, og blev straks overbevist om, at jeg hellere snart må få læst denne for mig ellers ret ukendte digter. Nu tjekkede jeg lige op på, hvad andre anmeldere har skrevet om samme samling, og stødte her på Nordjyske Stifttidendes altid kontrære Christian Stokbro Karlsens anmeldelse. Der citerer han et digt og konkluderer, at det er dovent, og:

Netop derfor bliver det ikke en epifani, en åbning f.eks. af det horisontale for det vertikales indbrud.

Jeg kan godt se, at jeg må få forventningerne til den digtsamling lidt ned. Jeg læser som bekendt altid digte for at opleve det horisontales åbning for det vertikales indbrud. Hvem gør ikke det? Hvis Slowfox ikke kan levere en overbevisende åbning af det horisontale for det vertikales indbrud, så er jeg altså bange for, at den digtsamling umuligt kan være noget for mig.

Fordi Christian Stokbro Karlsen efter denne sætning stadig ikke er helt sikker på, om han effektivt nok har overbevist den stakkels læser om sine evner inden for generel trælshed, ender han sin anmeldelse sådan her:

Kaalø præsterer intet af litteraturhistorisk værdi med denne samling, men leverer et stykke pop tilegnet en doven læserskare, der helst ikke må finde sig konfronteret med krav, der kan kalde på et engagement dybere end det, der præsteres af kulturens metervarer. [...] [Digtene] kan også kun tale ind i en ukritisk læser, for andre, med en mere nuanceret palet, bliver det retoriske artilleri i stedet en fuser.

Tak for den advarsel, hr. nuanceret palet. Nu er denne nuancerede paletlæser i hvert fald advaret mod Sten Kaaløs manglende evner udi horisontale åbninger for vertikale indbrud, og hvis der er én ting, min nuancerede palet ikke kan tåle, så er det mangel på vertikale indbrud i horisontale åbninger.