Anmeldelse: The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman

Titel: The Ocean at the End of the Lane
Forfatter: Neil Gaiman
Forlag: William Morrow
178 sider
2013
Roman / fantasy / gyser

Vurdering: 4/6

Man skal ikke dømme en bog på dens forside, og da jeg læste The Ocean at the End of the Lane fandt jeg ud af, at man heller ikke skal dømme en bog på dens første par kapitler. The Ocean at the End of the Lane starter med en prolog, der er noget af det mest dårligt skrevne, jeg nogensinde har læst. Som læser tænkte jeg: åh nej, for jeg havde lånt bogen af en ven, der priste den til skyerne, så jeg var jo lissom nødt til at få den læst færdig - skal jeg virkelig lide mig igennem en hel roman af dén karat? Altså hør lige her, hvordan fortælleren beskriver sig selv:

I make art, sometimes I make true art, and sometimes it fills the empty places in my life. Some of them. Not all.

Hvis man ikke frygtede sig tvangindlagt til at læse 170 sider af den slags lort, ville det være sjovt, som at se The Room er sjovt. De første kapitler, herunder især prologen, er skrevet lidt med samme stemmeføring som en Batman-tegneserie fra 90'erne, der tager sig selv alt for seriøst. Og Neil Gaiman skrev da også tegneserier for DC i 90'erne.

Men langsomt begynder der at vise sig kvaliteter: omend sproget er på grænsen til selvparodi, viser historien sig at være meget fantasifuld - og så snart, den kommer ordentligt i gang, synes sproget ligesom også at rette op og blive tåleligt. Der er nogle ret vilde gyser/fantasyscener, herunder én hvor hovedpersonen drømmer, at nogen jagter ham, fanger ham og presser noget ned i halsen på ham. Da han vågner, kan han ikke få vejret, noget blokerer struben: han stikker to fingre i halsen og fisker en mønt frem. Scary!

Og mens jeg blev mere og mere opslugt af plottet, begyndte sproget faktisk også at blive godt, som om Gaiman bare lige skulle varme op. Tag f.eks. denne skumringsbeskrivelse:

The sky was going gray and the world was losing depth and flattening into twilight.

Mørket forvandler verden til 2D. Det er da en ret poetisk sansende beskrivelse og på et helt andet sprogligt niveau end bogens begyndelse.

Jeg er dog ikke helt sikker på, om sproget generelt blev bedre, eller om jeg bare blev så grebet af historien, at jeg stoppede med at lægge mærke til det. Men det kan egentlig også være lige meget: det vigtige er, at The Ocean at the End of the Lane, der startede så trælst, gik hen og blev en virkeligt god læseoplevelse.