Anmeldelse: Gilgamesh, oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard

Titel: Gilgamesh
Oversættere: Sophus Helle og Morten Søndergaard
Gyldendal
155 sider
Ca. 11. årh. fvt., denne oversættelse 2019
Episk digt

Vurdering: 6/6

Hvordan kan det være, at en tekst, der er over 3000 år gamle stadig taler til os i dag? I sit fremragende efterord til nyoversættelsen kommer Sophus Helle med nogle bud: Gilgamesh' lidenskab, hans sorg over vennen Enkidus død og hans egen dødsangst, som den nutidige læser lever sig ind i, blandet med Gilgamesh' fremmedhed: Hans krigerinstinkt og pludselige vrede, der synes meget fjernt fra en psykologi, vi kender i dag.

Men man kunne også tilføje endnu en grund: At sproget, ligesom Gilgamesh, på samme tid er velkendt og fremmed. Det er det selvfølgelig kun, fordi bogen er så fremragende oversat; og netop fordi oversættelsen gør plads til både at formidle forståeligt og lade teksten være helt særegen. Således var et af højdepunkterne i læsningen for mig dette afsnit, hvor Gilgamesh' kæreste ven, Enkidu, lige er død, og Gilgamesh siger:

Jeg vil græde over min ven Enkidu,/ som en grædekone vil jeg jamre, som en flamme.// Øksen ved min side, så sikker i min hånd,/ sværdet i mit bælte, skjoldet ved mit bryst,/ min festdragt, mit pragtskærf,/ en ond vind har rejst sig og bestjålet mig!// Min ven, lynhurtige muldyr, æsel fra bjergene, leopard fra vildmarken:/ Enkidu, lynhurtige muldyr, æsel fra bjergene, leopard fra vildmarken.

Sikke et billedesprog: "som en grædekone vil jeg jamre, som en flamme"! At jamre som en flamme! Og så er der disse fantastiske gentagelser, som er gennemgående for stilen: Først en sætning, hvor der står en generel betegnelse, "Min ven", så den samme sætning igen, men denne gang specificeret: "Enkidu". Her endnu et skønt, skønt eksempel på dette:

Historien om min ven tynger mig,/ nu går jeg rundt gennem vildmarken på fjerne veje:/ Historien om min ven Enkidu tynger mig,/ nu går jeg rundt gennem vildmarken på fjerne veje!// Skulle jeg kunne være stille? Skulle jeg kunne være tavs?/ Min ven, som jeg elskede, er blevet til ler:/ Enkidu, som jeg elskede, er blevet til ler!/ Er jeg ikke ligesom ham? En dag vil jeg lægge mig ned,/ og aldrig kunne rejse mig igen.

Den fremmedartede stil og de pludselige glimt af et helt ukendt billedsprog sammen med den helt velkendte og meget rørende sorg og dødsbevidsthed - jamen! Og så lige endnu et citat, her taler den gamle vismand Uta-napishti, som er Gilgamesh-versionen af Noah, ham med arken (eller båden ifølge den nye bibeloversættelse), i det nok flotteste sted i hele bogen:

Ingen ser døden./ Ingen ser dødens ansigt,/ ingen hører dødens stemme./ Men det er døden, den grusomme, der knækker mennesket.// Det sker, at vi bygger huse,/ det sker, at vi laver reder./ Det sker, at brødre deler arven,/ det sker, at sønner bliver bitre.// Det skete, at floden steg og bragte højvande,/ og døgnfluerne flød ned ad floden./ Deres ansigter så solens ansigt,/ men selv i det øjeblik så de ingenting.

Det skal også nævnes, hvor fantastisk en poet, tidens tand er: Morten Søndergaard nævner i forordet, at det, at Gilgamesh er fragmenteret, at der er en del huller i teksten, gør, at det nogle steder kan læses som et modernistisk digt. Og sikke et digt, tidens viskelæder sine steder har skabt! Før Enkidu dør, drømmer han, at han skal dø, og det er denne drøm, ser det ud til, der suger livskraften ud af ham. Men lige dér er teksten stærkt fragmenteret, så det sidste stykke af drømmen bliver så flot her (jeg har sat "..." hvor der er hul i teksten; i bogen markeres det meget flot med hvid tomhed mellem hævede punktummer, hvilket ikke kan genskabes her):

klar ... grav ... mig ... Ereshkigal. ... Flodbølgen. ... jeg har set hans krop

På bogens bagside er Rainer Maria Rilke citeret for, at Gilgamesh er "det største, der kan overgå et menneske." Jeg er tæt på at være enig.