Anmeldelse: Et dukkehjem af Henrik Ibsen

Titel: Et dukkehjem
Forfatter: Henrik Ibsen
MIKRO skuespil
72 sider
Oprindeligt opsat 1879, denne udgave 2017
Drama / tragedie

Vurdering: 6/6

Mon ikke de fleste kan være enige om, at Henrik Ibsens Et dukkehjem både er et ualmindeligt vigtigt og ualmindeligt godt stykke. Så der er egentlig ikke rigtigt nogen grund til at anmelde det; skuespillets klassikerstatus taler for sig selv. Derfor er dette i højere grad en slags note end en anmeldelse.

Jeg vil nemlig bare lige kort nævne dét, der for mig får Et dukkehjem til at transcendere fra en velskrevet tragedie til en absolut klassiker. Det er der selvfølgelig meget der gør, men for mig er det først og fremmest skuespillets struktur, der hæver det over det meste. For at forklare må jeg spoile - så hvis man af forbløffende årsager ikke kender handlingen, så risikerer man altså at lære slutningen at kende ved at læse videre her.

Et dukkehjem huskes nok især for den overdrevent fede slutning, hvor Nora endelig sætter sig ned med Helmer og siger de udødelige ord: "Dette er et opgør, Torvald!" Hun forklarer ham, at hun ikke kan blive sammen med ham, og så forlader hun mand og børn og går ud i vinterkulden til en ukendt skæbne. Og det, der gør Et dukkehjem så god, er, at selvom man kender denne slutning, så kommer den alligevel som en slags overraskelse.

I løbet af stykket bliver der sået en del konflikter. Krogstad kender Noras hemmelighed, hvilket ikke må komme frem. Samtidig har Krogstad og fru Linde en fortid, der slår knuder. Doktor Rank har syfilis, og Helmer skal vælge imellem Krogstad og fru Linde. I første halvdel af tredje akt når alle disse konflikter deres klimakser på nogenlunde samme tidspunkt - Aristoteles ville være stolt. Krogstad og Linde får hinanden, Noras hemmelighed forbliver efter opløb til chok skjult for offentligheden (hvilket også løser problemet med at vælge mellem Linde og Krogstad), og Rank får vished om sin snarlige død. Alting har nået sit naturlige klimaks - de konflikter, der er blevet italesat er nu løst, enten lykkeligt eller ulykkeligt.

Men så viser det sig, at der var én konflikt mere. Den er ikke blevet nævnt i løbet af stykket. Men man har ikke kunnet undgå at fornemme den: Helmers måde at behandle sin kone som et barn. Nu må hun træde i karakter og blive voksen og gøre sig fri. Det har på intet tidspunkt åbent været et tema - det er ikke blevet direkte italesat, men det kommer heller ikke som en overraskelse, for konflikten har alligevel klart været underliggende til stede. Fordi denne konflikt ikke er blevet præsenteret som en plotdrivende konflikt, men bare som en underliggende ting, kommer dens kulmination både som en overraskelse og som en naturlig fortsættelse af handlingen. Og det chokerende ved det er, at det sker lige da man troede, alle konflikterne var løst. Det er en klassisk tragedie - men så lige med en epilog, hvor skruen ikke bare strammes én gang, men bankes voldsomt i med en hammer. Det er ualmindeligt velskrevet, en helt overlegen plotstruktur. Og derfor er Et dukkehjem stadig ikke bare et vigtigt, men også et godt, skuespil.

Anmeldelse: Barabbas af Pär Lagerkvist

Titel: Barabbas
Forfatter: Pär Lagerkvist
Oversætter: Mogens Knudsen
Gyldendal
150 sider
Oprindeligt udgivet 1950, denne oversættelse 1951
Roman

Vurdering: 2/6

Efter 2. verdenskrig blev folk pludselig meget interesserede i eksistentialisme. Det er jo forståeligt - at man efter holocaust og en krig med over 70 millioner døde havde behov for at tænke over meningen med livet. I litteraturens verden gav det sig straks udslag i fire nobelpriser til mere-eller-mindre-eksistentialistiske forfattere (måske flere, jeg har ærligt talt ikke lige helt overblik over hvilke af nobelpristagerne i den periode, man kan kalde eksistentialister): Hermann Hesse, Albert Camus, Jean-Paul Sartre og altså Pär Lagerkvist. Til fælles har disse fire forfattere (tror jeg, jeg har ikke læst Sartre), at de først og fremmest er interesserede i ideer: litteraturen som ren litteratur, sprog, spiller ikke nogen stor rolle. Men derudover er der en ret stor variation i kvalitet: Camus skriver ret godt, Hesse er tæt på det dårligste, jeg har læst i mit liv - og jeg har ellers læst ret meget dårlig litteratur.

Desværre er Lagerkvist tættere på Hesse end Camus. Hvor Camus ikke kun er interesseret i sine karakterer som udtryk for ideer, men også som mennesker, og også til tider lader en smule poesi finde vej ind i sit sprog, er Lagerkvist på Hesse-vognen, når det gælder mangel på enhver sans for det, der gør litteratur til litteratur.

Barabbas handler, som titlen antyder, om Barabbas, manden, der blev benådet frem for Jesus. Vi møder Barabbas på dagen for Jesu korsfæstelse og følger ham i mange år efterfølgende, mens han overvejer, hvad denne underlige mand skal betyde i hans liv. Det er jo egentlig et ret fint udgangspunkt for et trosdrama: Jesus er bogstaveligt talt død for Barabbas, men spørgsmålet er så, om han også er død for alle andre - om han er Guds søn.

Desværre er dette spørgsmål det eneste, Lagerkvist interesserer sig for. Sproget og karaktertegningen er for ham ligegyldigt, så længe han kan få lov til at stille store spørgsmål om Tro. Det betyder, at sætningerne bliver enerverende dårlige. Her forsøger en kvinde at forstå Barabbas' underlige luner:

Men så kom hun på det. Og det var da hun ved et tilfælde hørte at han havde omgåedes med de skøre mennesker som troede på ham der var blevet korsfæstet dengang da Barabbas selv skulle have været det! Da gik det op for hende! Det var klart at det var det som gjorde ham sær. Det var selvfølgelig grunden. De havde selvfølgelig fyldt ham med deres galskab. Hvem som helst kunne jo blive rivende skør af at omgås den slags tossehoveder. De troede jo at den korsfæstede var en slags frelser eller hvad det nu var, som skulle hjælpe dem på en eller anden måde og give dem alt hvad de bad om, og konge i Jerusalem skulle han vist også blive og jage de skægløse djævle bort, ja hun vidste ikke nøjagtig hvad det var de lærte og interesserede sig heller ikke for det, men de var ikke rigtige i hovedet, det vidste jo alle mennesker.

Lagerkvist ville ikke kunne skrive en sætning uden irriterende fyldord som "jo" og "vel", om hans liv så afhang af det. Sætningerne er hele tiden pædagogisk tvivlende med gentagelser og indskud som "eller hvad det nu var", der står aldrig "ikke", men "slet ikke", "vist" er et af yndlingsordene - kort sagt, Barabbas er skrevet i nogenlunde samme sprog som man bruger til at tale til børn, og den føles da også mest som en børnebog. Så kunne man indvende, at det ovenfor citerede er dækket indirekte tale og derfor skal være skrevet sådan, men for det første er ualmindeligt store dele af denne roman dækket indirekte tale, og for det andet er selv det, der ikke er dækket indirekte tale også skrevet sådan - som om fortælleren lader sig forvirre over sin egen historie. Derudover er sproget præget af gentagelser; den samme sætning står med små variationer flere gange i træk:

Han spekulerede over hvem af slaverne der kunne være kristne. [...] Men han spurgte ingen. Han fandt ikke ud af det ved at spørge, om der var nogen der vidste det. Det havde jo ellers ikke været så svært. Men sådan noget gjorde han ikke.

Pär, please, hjælp mig stakkels dumme læser! Jeg forstår det ikke! Spurgte Barabbas, om nogen var kristne? Jeg er virkelig i tvivl! Mine tekstanalytiske evner rækker altså ikke til det her, mon Barabbas spurgte nogen om de var kristne? Det kunne han jo godt have gjort. Gjorde han det mon? Gjorde han det? Gjorde han? Tak, Pär, fordi du besvarede mine 4 spørgsmål, der ellers var det samme, hver for sig med 4 ens svar.

At Pär Lagerkvist skriver ud fra antagelsen om, at læseren er småtbegavet, er så hvad det er. Hvis han i det mindste fortalte en nogenlunde historie, kunne det mere eller mindre tilgives. Men ingen af personerne virker virkelige, og især kvinderne er så meget papfigurer som overhovedet muligt. De er bogstaveligt talt enten ludere eller madonnaer - bogstaveligt talt, for den ene kvinde er luder, den anden er Jomfru Maria og den tredje pendulerer lidt mellem de to uden nogensinde i det mindste at være en mellemting.

Nå, fair nok, Lagerkvist er ligeglad med sprog og karakterer og alt det gode ved litteratur, men er det så i det mindste nogle interessante eksistentialistiske spørgsmål, der bliver diskuteret? Det synes jeg helt ærligt ikke. I de forgangne snart 70 år er trosspørgsmål blevet ligegyldige. At spørge mig, om jeg tror på gud, svarer lidt til at spørge en bonde i middelalderen, bare med modsat fortegn: for middelalderbonden er gud en fysisk virkelighed omkring ham og tvivl ikkeeksisterende, og på samme måde, men modsat, er det for mig absurd overhovedet at tænke over sit forhold til religion: at være religiøs ligger så langt uden for min forestillingsevne, at jeg ikke engang kan forestille mig at overveje det. Det kan Lagerkvist selvfølgelig ikke gøre for, men det er så her, hans bog kunne være blevet reddet af at være god litteratur: jeg har heller ikke særligt meget tilfælles med Shakespeares forestillingsverden, men hans skuespil er stadig fede at læse, fordi de er gode. Og min egen ateisme står for den sags skyld heller ikke i vejen for at nyde en interessant teologisk diskussion, men med tryk på interessant. Er Jesus Guds søn? og hvad er meningen med livet? er sgu ret kedelige spørgsmål, som det vil være svært at få mig til at interessere mig for - hvis ikke man lige lægger overvejelserne i hovedet på en velskrevet, troværdig og 'rund' fiktiv karakter. Desværre er Barabbas som karakter hverken velskrevet, troværdig eller rund - han er mest bare en undskyldning for at Lagerkvist kan få lov til at filosofere kedeligt i sit børnesprog.

Anmeldelse: Londons store brand af Jacques Roubaud

Titel: Londons store brand - Fortælling med indskud og forgreninger, originaltitel: Le Grand incendie de Londres - Récit avec incises et bifurcations
Forfatter: Jacques Roubaud
Oversat og med efterord af Peter Borum
Basilisk
405 sider
Oprindeligt udgivet 1989, denne oversættelse 2005, denne anden udgave 2013
Roman / Autofiktion

Vurdering: 3/6

Londons store brand har taget mig præcis to uger at læse, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så længe om at læse en bog - eller jo, det kan jeg godt, det var Ulysses for to år siden, men forskellen er 1) at jeg læste meget andet samtidig med Ulysses og 2) at jeg nød at læse Ulysses.

Ok, det er lidt hårdt at antyde, at jeg ikke nød Londons store brand, men i hvert fald 200 af de ca. 400 sider var en kamp at komme igennem. Jacques Roubaud (f. 1932) er medlem af digtergruppen OULIPO (ligesom bl.a. George Perec, Italo Calvino, Raymond Queneau og Oskar Pastior), og for oulipisternes bøger gælder det ofte, at de er skrevet efter specifikke regelsæt. Roubaud afslører ikke i Londons store brand alle de regler, han har måttet rette sig efter, men tre af dem har Karl Ove Knausgård vist ladet sig inspirere af: alt skal være sandt, der må ikke redigeres og Londons store brand er den første i en serie på 6 bind. Men de sidste 5 (hvoraf nr. 2, Sløjfen, er oversat til dansk) tror jeg nu lige, jeg springer over.

Egentlig er konceptet med Londons store brand, at den skal være en erindringsbog. Da Roubaud gav sig til at skrive den, var hans højtelskede hustru, Alix, lige død, og tanken er så, at han gennem nedskriften af erindringer skulle slette dem: altså, når man skriver en erindring ned, forsvinder erindringen og erstattes af skriften; man husker ikke længere det, der skete, men kun det, man skrev ned. Man kunne så tro, at det er den smertelige erindring om hustruens død, Roubaud på denne måde vil fjerne, og det kan da godt være, at det skal ske i en af de senere bøger i serien, men i Londons store brand drejer den primære erindring sig om en bog, Roubaud aldrig fik skrevet. Det er altså en erindringsbog om en ikke-erindring: om noget, der ikke skete. Sjovt tænkt, kedeligt udført.

Det forholder sig nemlig sådan med disse ikke-skrevne bøger (den ene skulle hedde Londons store brand, den anden (eller de andre?) kaldes bare Projektet), at Roubaud ikke bare aldrig kom i gang med dem, men oven i købet aldrig fik tænkt nogen konkrete tanker om, hvad der skulle stå i dem. Alligevel formår han at skrive 200 sider om dem. Der er nogle abstrakte tanker - Londons store brand skulle have været en roman (men hvordan? hvad skulle den handle om? det vides ikke) og Projektet skulle på samme tid være poesi og matematik (men hvordan? hvad skulle der stå? det vides ikke); og så er der de helt abstrakte tanker: Londons store brand skulle være palindromisk (vil det sige, der skulle stå det samme forfra og bagfra? nej, palindromisk i overført betydning. hvad betyder det? det vides ikke), Projektet skulle være en gåde, mens Londons store brand skulle være et mysterie (hvad betyder det? det vides ikke, ud over at en gåde åbenbart ifølge Roubaud ikke har en løsning, men det har den da, det er jo for søren definitionen på en gåde, og hvad skulle det så for den sags skyld betyde konkret for Projektet? det vides ikke) osv. osv., 200 sider af den slags uinteressant crap. Her et eksemplarisk uddrag:

Romanen ville have fortalt Projektet, men på mystisk vis; eftersom projektet indeholdt en gåde, fortalte romanen projektet, altså dets gåde; men på mystisk vis. Romanen fortalte den gåde, som projektet indeholdt; denne gåde var gåden om, hvad projektet var; det var en ganske særlig art gåde: selv-gåden. Projekt-Sfinksens spørgsmål var ikke: "Hvad er det?", men: "Hvem er jeg?" Romanens mysterier blev berørt af dette; ikke i deres fortælling, men i deres 'stil'. Romanen ville fortælle 'på mystisk vis'.

Det lyder da flot, men hvad betyder det? Hvad er det for en stil, at fortælle 'på mystisk vis'? Hvordan ser en sådan stilistik helt konkret ud? Er det her faktisk dybe tanker om en ikke-eksisterende roman - eller er det bare pseudo-akademisk bullshit? Jeg redder dig lige 200 siders læsning og løser Projektets uløselige gåde: det er bare pseudo-akademisk bullshit.

Al denne kedsomhed er en skam, for Roubaud er jo faktisk en god forfatter. Hvis han nu bare ikke havde sat sig det benspænd med ikke at måtte gå tilbage og redigere, kunne Londons store brand være blevet en fremragende 100-sider lang udgivelse af essays, poetisk beskrevne erindringer og anekdoter. Jeg nød i fulde drag at læse essayet om, hvordan den perfekte croissant skal se ud, selvportrættet som læser, vandrer og tæller, erindringen om en ungdomsforelskelse i Boston, opskriften på azarolmarmelade osv. Tag f.eks. dette uddrag af en hyldest til Kew Gardens i London:

Når jeg ankommer ad vandvejen, kan jeg bedre sanse udstrækningen af græs og træer, omkranset af en albue i floden, lige så fuld af måger som af talrige varieteter af prægtige ænder med usædvanlige farver og uhørte bevægelser, og som bebor dette sted, hvor de bliver overdænget med beundring og kiks; jeg er næsten altid gået igennem i solskinsvejr eller når det var letskyet (dette foretrækker jeg så langt), med skyer der var kommet langvejs fra og nu skulle til at opdage London for første gang, mens de tøvende prøvede sig frem med nogle få kommaers regn i det tålmodige lys, glansløst og uden skarphed, mens de holdt afstand og føjede sig efter den knapt så overdådige farveskala.

Jeg elsker beskrivelser som "en albue i floden" og denne besjæling af skyerne, der giver "nogle få kommaers regn". Roubauds stilistik tjener rigtigt godt til at frembringe idylliske naturbeskrivelser. Men dette citat viser også, hvorfor hans teoretiseringer over en ikke-eksisterende bog bliver dødkedelige: han foregiver nemlig at skrive præcist uden at gøre det. Der er en ophobning af detaljer, som ikke rigtigt er detaljer. Hvad betyder det f.eks., at ænderne har "uhørte bevægelser" og hvorfor skal lyset beskrives både som "tålmodigt", "glansløst og uden skarphed" - hvorfor ikke bare vælge et enkelt af adjektiverne (og hvad er tålmodigt lys?)? Denne upræcise præcision fungerer fint i beskrivelsen af erindringer som denne, men så snart det kommer til at lege akademiker og næranalysere en ikke-eksisterende tekst, der derfor ikke kan næranalyseres, bliver det uforståeligt, irriterende og, ærligt talt, dumt. Dumt? Ja, noget kan godt blive så klogt, at det sprænger skalaen, laver en u-vending og havner i den anden lejr; det skete f.eks. ofte for Deleuze og det sker tit for mennesker af den slags, der ville nyde Londons store brand - ikke fordi de rent faktisk bliver klogere af at læse alt ordplæveret, men fordi de føler, at de bliver klogere af det, og derfor med glæde kan forsikre sig om deres egen intelligens. Næh, så er det meget bedre som mig at således påstå, at man totalt har gennemskuet en af Frankrigs største digtere, der har brugt en livstid på at forske og undervise i blandt andet poesi. Ja, hvis nogen er så meget mere skarpe end ham, at de kan gennemskue hans bullshit, så må det absolut være mig, en forkølet studerende, der ikke kan sætte to ord sammen uden at snuble, og denne irriterede anmeldelse er dermed på ingen måde en automatisk skrækreaktion over for det, jeg ikke er kvik nok til at fatte.