tirsdag den 18. maj 2021

Som en pludselig opstået skægvækst

Da Archibald nåede ned til hende, bemærkede Lucy en mørkere tone i hans ansigt som en pludselig opstået skægvækst, og hun, der var vant til Archibalds pludselige humørskift, klappede ham opmuntrende på skulderen og sagde: ’Det er også lidt upraktisk med de cykelsko’.


En forhåbentlig aldrig helt vigende lykke ved at have yndlingsforfattere er at opdage, at éns læsning er ukomplet. Rasmus Nikolajsen havde i 2013 en novelle i Ud & Se, "Den store stentrappe", som jeg indtil i går aldrig havde hørt om, endsige læst. Kan findes her: https://www.dr.dk/NR/rdonlyres/4B6C01F9-4C6A-43EF-A0CE-585424A12742/4878037/rasmus_nikolajsen_den_store_stentrappe.pdf

tirsdag den 30. marts 2021

Anmeldelse: Tingtale af Harald Voetmann


Trøsteløst lykkelige Glostrup

I Harald Voetmanns genudgivne digterdebut viser han sig fra sin mest lallende optimistiske side. Dvs. med en konstant trykkende bevidsthed om smerten, alderdommen og døden.

Harald Voetmann: Tingtale, Melodika

I løbet af de første par måneder af 2021 har der kørt en såkaldt digterfejde om Glostrup i Information. Det begyndte, da Thomas Boberg svarede igen på Henrik Nordbrandts digt "Glostrup", der indledes af linjen "Der er ord, der er værre end Glostrup", fra hans nye digtsamling Så en morgen. Det har måske ikke ført til helt så meget kvalitetspoesi, som man kunne ønske – ud over Nordbrandts oprindelige digt – men så kan man jo heldigvis vende snuden mod andre forfattere, der tidligere har både været i og skrevet om Glostrup. Som Harald Voetmann, der i 2017 skrev katalogtekster til en udstilling på Kroppedal Museum om Vestegnen fra stenalderen til i dag.

Nu er Voetmanns katalog blevet kogt ned til en digtsamling, Tingtale, og her finder man, hvad der kunne have været en opsummering af Nordbrandts nu herostratisk berømte digt: "Du nedkalder Guds vrede over sygehuset/ i Glostrup."

Linjen står i et blandt flere digte med titlen "Karakter", og denne lille suite er ikke kun digtsamlingens højdepunkt, men også et præcist sammenkog af Voetmanns projekt. "Karakter"-digtene er sammenstød mellem vidt forskellige stemmer fra Vestegnen, der på tværs af tid og klasse, men altså netop ikke sted, i glimt kommer til orde. Hør, hvor vidt forskellige tre eller fire af Vestegnens beboere, der grænser op til hinanden i digtets sted, men langt fra i historiens tid, kan lyde:

"Du er bekymret for, om menigheden/ bemærker dine væskende syfilomer/ når du står på prædikestolen, men måske/ kan kviksølvdampe og Herrens nåde/ endnu frelse dig. Du er en harmløs blotter/ i Glostrup, 1982, og er oprigtigt ked af at/ blive kaldt for Børnelokkeren. Du er en/ beklemt ejendomsmægler med vigende/ hårgrænse. Efter konens død i sommer har/ den mest stået på pølsemadder og forloren/ skildpadde, du har måttet lære dig selv at/ tilsætte lidt ekstra sherry."

Trøstesløst kunne man måske kalde det, men jeg er ikke sikker på, om bogen ville være enig. Egentlig er Tingtale Harald Voetmann, når han er allermest lallende jubeloptimist. For, som det gentages flere gange i løbet af bogen: "Det er ikke/ perfekt, men så er det heller ikke værre". Sætningen står første gang som afslutning på et digt med titlen "Idyl", hvor vi følger et du, der er dybt teenageforelsket i en dreng, der "går i klasse med Sussis bror", men "det er Sussis bror/ du bliver gift med." Kærlighedsløst, men sådan er livet, må vi forstå.

Eller som der står som afslutning på et digt om en arbejder, der slider sig selv op "i marken, i teglværket, i grusgraven, på fabrikken": "Lykken, i øjeblikke, lykken, smerterne og sliddet".

Sådan er Glostrup, Vestegnen eller livet måske, når en ikke specielt avisaktuel digter lader skæbnerne komme til orde: i øjeblikke lykkeligt, og altid smerteligt. Glasset er halvt fuldt – af sortsyn.

En hurtig forbrugeroplysning: Forlaget Melodika må absolut være det mest mikroskopiske mikroforlag i Danmark. Hvis man ikke kan finde bogen på Saxo, er det derfor ikke nødvendigvis, fordi den er udsolgt – prøv forlagets egen hjemmeside i stedet.

tirsdag den 23. marts 2021

Anmeldelse: Forbrydelse og fremgang af Jeppe Brixvold

Titel: Forbrydelse og fremgang
Forfatter: Jeppe Brixvold
Gyldendal
406 sider
2007
Roman

Vurdering: 5/6

Synes du, at dansk litteratur er for navlebeskuende, uambitiøs, rundt-i-de-samme-tre-eksperimenter-fedtende og uden blik for både verdenslitteratur og -historie? I så fald er jeg nok ikke enig med dig, for jeg holder meget af små, forputtede bøger og synes egentlig også, at der eksperimenteres rigeligt og vellykket hos de fleste forfattere – selv dem, der sælger.

Men lidt ret har du jo alligevel, for hvor ofte skriver en dansk forfatter lige en roman, der vil fuldstændig omgøre og gentænke litteraturen, som vi kender den? Jeg kan komme i tanker om to eksempler fra 00'erne, som jeg ikke har læst, nemlig Per Højholts roste Auricula og Klaus Rifbjergs forhadte Alea, og så altså også et eksempel, som jeg nu med stor fryd har læst, nemlig Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang.

Brixvold er ikke for ingenting Joyceentusiast (og har bl.a. skrevet indsigtsfuldt efterord til den danske oversættelse af Giacomo Joyce), og jeg tror nok, der er en underliggende Odysseen-struktur i Forbrydelse og fremgang og i hvert fald en hel del glæde ved Finnegans Wake. Men det kan også være, romanen bare er fremkommet på samme måde som Beatles' nok bedste sang, "Happiness Is a Warm Gun": ved at klippe et par forliste fragmenter sammen og sørge for, de er i nogenlunde samme toneart. I så fald: Fortæl mig det ikke, jeg vil hellere tro på en genial, men uigennemskuelig underliggende struktur. Eller egentlig kan det jo være lige meget, om de svimlende ringe i vandet dækker for en guldskat eller en mudderbanke på bunden af skovsøen, når nu det er ringene, jeg har forelsket mig i.

Under alle omstændigheder, så lad os lige periodisere det her som den postmoderne romans meget forsinkede ankomst til Danmark, for det er nemlig tydeligt fra begyndelsen af bogen, at der ikke er noget, der er stabilt i Brixvolds univers: Hovedpersonen, som vi møder ham i de første kapitler, er måske en dansk reklamemand, der er taget til Paris for at forliges med en ekskæreste, men det kan også være, han er tidligere fremmedlegionær. Selv i de helt små beskrivelser hænger han ikke sammen:

Jeg blundede en tid ved floden, gik så hjem og tog et koldt styrtebad. Jeg gik rundt og nynnede, mens jeg lagde tøj frem. Jeg tog et varmt bad, barberede mig, anvendte en Chanel aprés rasage, begyndte at klæde mig på, piftede med eau de cologne og gav mig god tid til at iføre mig min skjorte, som var varm og nystrøget. Ved ottetiden ringede jeg efter en taxi.

Jamen hør nu, tog han et koldt styrtebad eller et varmt bad? Hvorfor først anvende Chanel aprés rasage og så pifte sig med eau de cologne? (Ok, angående sidstnævnte kan det være, jeg her bare afslører en grundlæggende uvidenhed om mænds brug af parfume, men badet er i hvert fald en tydelig (bevidst, selvfølgelig) selvmodsigelse). Der er en konstant identitetsforvirring og en skepsis over for den realistiske roman som genre.

Og det tager sig jo så altså overordnet udtryk i den baldrede handling, hvor jeget først er i Paris, måske slår nogen ihjel, bliver holdt fanget på en drømmeagtig 16-1700-tals-herregård, så bliver soldaten i "Fyrtøjet", dernæst skovhugger i Spanien og så ret pludseligt forvandler sig til Alexander den Store, samtidig med at romanen forvandler sig til en historisk roman hen over omkring 200 sider – og tager genren helt ærligt og uironisk på sig i den næstefter Marguerite Yourcenar mest præcise og gennemresearchede sværd-og-sandaler-roman, jeg har læst. Så bliver jeget til Orpheus og så til en kvindelig arkæolog i fremtiden, hvis fortælling afbrydes af nogle Finnegans Wakeske sprogblandinger og en fortælling om Geryon (bare kaldet Ger), der her overlever mødet med Herkules, men så til gengæld farer vild og måske dør lidt til sidst.

Det vilde er, hvordan alle disse sammenhængende usammenhængende roman(er) hver og én kan være totalt gribende og overbevisende, samtidig med, at de er så opsatte på at signalere, at de ikke mener det, og at det hele bare er en leg. Hver eneste sætning er for dælen lige på kornet, som når der, helt cool og uden at gøre noget ud af det, på side 400 står "Bjergenes himmel er dunkel og afmålt," som om det ikke lige var en litteraturhistorisk begivenhed at beskrive en himmel som afmålt!

Jeg har aldrig læst noget lignende og bogen fortjener en meget længere anmeldelse, men her nøjes jeg lige med denne klare anbefaling: Hvis du leder efter ambitionen og viljen til at ændre romangenren from the ground up i dansk litteratur, så er det her en uomgængelig post på skattejagten. Hold samtalen om den i live derude; det her kunne godt gå hen og vise sig at være en af de der miskendte klassikere, som enhver litterat med respekt for sig selv gerne vil være den, der opdager.

lørdag den 27. februar 2021

Anmeldelse: Jeg er grønnere end græs af Sapfo

Titel: Jeg er grønnere end græs
Forfatter: Sapfo
Oversættere: Signe Andersen, Lene Carlskov og Mille Søndergaard
Forord: Nanna Storr-Hansen
Efterord: Elisabeth Friis
Illustrationer: Mille Søndergaard
Klim
335 sider
Oprindeligt 600- til 500-tallet fvt., denne oversættelse 2020
Lyrik

Vurdering: 5/6

Æv. Helst ville jeg bare give den smukt udformede og vanvittigt flot oversatte Jeg er grønnere end græs 6 stjerner og så citere de bedste steder og dåne af begejstring. Men jeg er nødt til at begynde med at være irriteret, for udgivelsen slutter nemlig med at være lige netop irriterende.

Den første danske oversættelse af den oldgræske digter Sapfos samlede fragmenter siden Thøger Larsens fra 1924 burde være en folkelig bestsellersucces á la forrige års Gilgamesh-gendigtning. Desværre har Klim godt og grundigt skudt sig selv i foden med indpakningen. Ikke bare er forordet af digteren Nanna Storr-Hansen ret trælst, fordi det ender med at handle mere om Nanna Storr-Hansen end om Sapfo, men efterordet af Elisabeth Friis er så uforståeligt arrogant ulæseligt, at jeg ikke vil være i stand til at anbefale Jeg er grønnere end græs til nogen, og jeg vil da slet ikke kunne give den i gave. Det ville være en hadegave – en "Se her, hvad jeg forstår, og som du bare ikke fatter, din bondetamp"-gave.

Prøv f.eks. at se, hvor dunkelt Friis forsøger at sige "Nogle gange henvender Sapfo sig til en gud": "Et evokativt greb som apostrofen, den direkte påkaldelse, tiltalen af nogen eller noget (ofte en "gud" eller et "begreb"), er et helt traditionelt element i den arkaiske poesi, idet den netop bestræber sig på at være evokativ, det vil sige gøre det, som sangen handler om, manifest på en så håndgribelig og synlig måde som muligt."

Ikke kun er sætningen bare grim – de to gange "evokativ" er noget sprogligt juks – men læser man den bogstaveligt, giver den heller ingen mening. Dette "idet" betyder jo – selvom det ikke er med vilje – at apostrofen skulle være et traditionelt element i den arkaiske poesi, fordi den er evokativ. Det er jo en cirkelslutning uden rigtig betydning – hvilket skyldes, at sætningens formål vist egentlig ikke er andet end at forklare, hvad en apostrofe er; men at gøre dét, rent faktisk at give sig til at forklare pædagogisk for de udannede, ildelugtende masser, vil Elisabeth Friis ikke nedlade sig til.

Et enkelt sted kan jeg simpelthen ikke følge med. Det er, da der i en parentes står, at rosens blade og frøkapsel "i deres ikonicitet virker gennem deres form". OK? Jeg tror nok, det skal betyde, at en rose, hvis man er lidt skeløjet og står på hovedet, ligner en tissekone, men hvorfor så ikke skrive dét?

Det forekommer mig mærkværdigt, at lige præcis den forskning, der påstår, at den søger lighed, normativitetsundergravning og ødelæggelse af hierarkierne, samtidig er den forskning, der er allermest opsat på at udelukke alle, der ikke har en kandidatgrad i litteraturhistorie. Jeg fatter simpelthen ikke, at man kan prædike lighed og samtidig være en overklassesnob, der gør sit yderste for at holde det uvaskede arbejdende folk på afstand.

Og jeg synes ganske enkelt ikke, det er i orden at trykke et læserudelukkende efterord som dette i en bog, der skulle have bragt Sapfo ud til folket. Hvis man vil skrive i dunkelt forskersprog – og det må man gerne – så gør det i forskningsartikler. Men kald det ikke formidling. Det er ikke formidling, det er forplumring.

Nå. Fy til Elisabeth Friis og den redaktør, der ikke har kunnet nosse sig sammen til at sige "Prøv lige igen", og nu så til begejstringen.

Begejstringen går på 3 ting: 1) Sapfo er god, 2) Oversætterne er gode, 3) Fragmentformen er god.

Lad os starte med et smukt eksempel på 1) og 2), nemlig fragment 2, som lyder sådan her i sin fragmentariske helhed (det er Afrodite, der tales til, og [...] markerer et brud i fragmentet [der står ikke [...] i bogen, men fordi den græske original er optrykt med tydelige mangelmarkeringer, kan man ved at krydslæse se, hvor der mangler noget]):

kom til mig fra Kreta til dette hellige tempel/ hvor der er en yndig æble-/ lund og altre, der damper/ af røgelse// og køligt vand risler mellem æble-/ kviste, hele stedet skygges af roser/ fra de glimtenderystende blade/ drypper dyb drøm// og en hestenærende eng står grøn/ med forårsblomster og briser/ ånder honningsødt// [...] her løfter du, Kypris/ nektar iblandet blomstrende glæder/ blidt i guldbægre:/ skænker

 Åh, hvor fint sanset, altså, de dampende altre, æblerne, bladene, blomsterne. Men også åh, hvor fint oversat, altså: både de sammensatte ord (glimtenderystende, hestenærende) og de tydelige bogstavrim (drypper dyb drøm) er så fine. Men så er der også de mere umærkelige bogstavrim, som når der er ord med I, B og G i to verslinjer i træk: "nektar iblandet blomstrende glæder/ blidt i guldbægre". For dælen, hvor er det altså stor oversætterkunst!

Og så er tidens viskelæder altså en brandgod redaktør. Sådan her lyder frament 6 i sin helhed: "så/////// [...] gå/ [...] så vi kan se// [...] Gudinden// [...] gylden/ [...] skæbne".

Især når det brudte skjuler noget, der tydeligvis er højstemt følt, er fragmentformen fantastisk. Som i fragment 16A, hvor det er, som om der skriges af smerte et sted bag et lyddæmpende gardin:

et menneske kan umuligt/ blive lykkelig [...] men bede for at få del i/ de///// [...] at blive/ [...] på højeste/ [...] i sneen. Og mange/ mod/// [...] forlade/ [...] for dem/ jeg behandler godt, de sårer mig/ helt uden varsel

Og elsk lige, hvor buldrende, flammende forelskelsen er beskrevet, her fragment 26 (Dronning Kypris = Afrodite):

 Hvordan kan man undgå at blive syg igen og igen/ Dronning Kypris, af at elske/ og af at ønske mest af alt at slippe lidelsen?/ Hvad tænker du?/ Når du nytteløst sønderriver mig med rystelser/ med længsler der løsner mine knæ/ [...] ikke/// [...] du, jeg vil/ [...] udholde dette/ [...] jeg er selv/ klar over det

Sapfo mærker den gamle Werthers lidelser, den livserfarent elskende. Som fragment 47 lyder i sin helhed: "og Eros rystede mit/ sind som vinden over bjerget når den griber egene".

Eller hvad med det helt ituslåede fragment 74: "gedehyrde [...] længsel [...] sved// [...] roser".

Nå, nu er jeg vist bare begyndt at citere alle mine yndlingssteder i stedet for at anmelde, og højdepunkternes højdepunkt, fragment 94, er alligevel for langt til at få plads til her, så lad mig slutte af med fragment 160: "disse ting vil jeg nu synge smukt/ for at glæde mine veninder".

Kald du mig bare en af Sapfos veninder, for hendes – og oversætterne Signe Andersen, Lene Carlskov og Mille Søndergaards – smukke sang glæder mig usigeligt.

fredag den 1. januar 2021

18 gode bøger, jeg har læst i 2020

Jeg har læst mere i år, end jeg vist nogensinde har gjort før. 109 bøger blev det til. 26 har jeg anmeldt her på bloggen, 4 på littuna.nu og 6 på pristjek.org. Resten har jeg ikke anmeldt, enten af ren dovenskab, eller fordi jeg har læst dem i arbejdsøjemed og derfor er inhabil – og derfor begrænser udvalget på denne liste sig til bøger, jeg har anmeldt.

En skamfuld statistik: Af de 109 bøger, jeg læste, var hele 72 skrevet af mænd, 3 havde en blandet kønsfordeling, og kun 34 var skrevet af kvinder – mindre end halvdelen af antallet af mandlige forfattere. Sikke noget! Måske burde jeg indføre kvoter i min læsning.

To regler for bøgerne på listen: Som sagt nævner jeg kun bøger, jeg har anmeldt, og jeg begrænser mig desuden til max. én bog pr. forfatter, så det ikke bare bliver en lang liste over de Harald Voetmann- og Rasmus Nikolajsen-bøger, jeg har læst i spandevis i løbet af året.

4 gode bøger udgivet på dansk i 2020
En note: At der kun er én dansk 2020-bog på listen skyldes ikke kun, at jeg ikke har nået at læse så meget spritny dansk litteratur endnu, men også at nogle af de danske 2020-udgivelser, jeg har holdt mest af, er skrevet af forfattere, der er repræsenteret andre steder på denne liste. Derfor et kort shout-out til Rasmus Nikolajsens Barnevognshaiku og Harald Voetmanns H. C. Andersens Quarantaine-Dagbog.

Peter Handke: Ulykkelig og uden ønsker
Sidste års kontroversielle nobelpristager får for tiden nyoversat sine hovedværker af Madame Nielsen på Batzer & co. Ulykkelig og uden ønsker er virkelig nobelprisværdig litteratur; tanke- og følelsesvækkende i sin samtidige nøgterne distance og overgiven sig til indføltheden.

Carlos Fuentes: Aura
En, der måske burde havde haft nobelprisen: Carlos Fuentes' revitaliserer gotikken ved at give den et skud fantastik med sin novelle eller kortroman fra 1965. Fremragende oversat af Rigmor Kappel Schmidt.

Tua Forsström: En aften i oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser
Nordisk lyriks grand old ladys to seneste digtsamlinger blev i 2020 oversat til dansk i en dobbeltudgivelse. De handler begge om sorg, men hvor sorgen i den ene er eksistentiel og almenmenneskelig, er den i den anden ubærligt konkret: Forsströms barnebarn Vanessa døde af leukæmi, og Forsström skærer ind til al sorglitteraturs grundsætning: "Jeg kan ikke forklare det."

Filip Granlie: Originalen
Badutspringende gennem videnskabens og poesiens diskurser gennemskriver Filip Granlie i løbet af 84 små sider hele menneskehedens historie – og dens fremtid. Det er morsomt, legende og, som titlen antyder, originalt.


4 gode danske prosaudgivelser fra de seneste år
4 kortprosa- og novelleforfattere (den ene i form af en novellesamlingsagtig firebindsfortællekreds) er blandt det bedste danske prosa, jeg har læst i år.

Rasmus Nikolajsen: Den ulykkelige boghandler
I årets løb har jeg læst og genlæst næsten hele Rasmus Nikolajsens forfatterskab, så i stedet for at sige noget om novellesamlingen Den ulykkelige boghandler kommer her lige en prioriteret liste over hele mandens produktion (undtagen krimien Udbryderne skrevet sammen med Lauge Larsen, som jeg ikke har læst): 1) hvad skal vi med al den skønhed?, 2) Den ulykkelige boghandler, 3) Socialdemokratisk digt, 4) sølvKANIN, 5) Tilbage til unaturen, 6) Barnevognshaiku, 7) i Athen, 8) Alting ender med et bryllup, 9) digte om lidt, 10) Frihed og sex på rejsen (og 11 og 12: readymadebøgerne Måske vil det hele vende på et tidspunkt og Love). Alle sammen gode – i en forbløffende blanding af legende sprogvilterhed og de seneste år dyb alvor.

Harald Voetmann: En alt andet end proper tilstand
En anden forfatter, jeg har læst rigtigt meget af i år, er Harald Voetmann – og det har især været en fryd at opdage ham som kortprosaforfatter i denne og Teutoburger. Ingen nulevende forfatter behersker det danske sprog lige så overlegent og blærerøvsagtigt som Harald Voetmann – og som kortprosabøgerne viser, har det været sådan længe.

Jonas Eika: Efter solen
Efter solen var også på listen i 2018, men i år genlæste jeg den og anmeldte den på ny. For Efter solen er en bog, vi må blive ved med at tale og skrive om – hvis det står til mig ikke bare mange år endnu, men nærmere egentlig for altid, som den ægte klassiker, den er.

Christina Hesselholdt: Selskabet
Christina Hesselholdts bøger inhalerer jeg, nærmere end jeg læser dem. Hun skriver på samme tid med en stor psykologisk dybde om tunge og svære emner og i et selvbevidst, sjovt og pludrende-legende sprog. Sikke en kombi!


3 gode danske digtsamlinger fra de seneste år

Morten Chemnitz: Hindre
Morten Chemnitz viste sig med sine to første bøger, Inden april og Bindingerne, som en original, sprogligt opfindsom og rørende indfølt naturlyriker. Men de to bøger var også næsten ens, så det var klart, der måtte ske noget nyt i den tredje. Jeg er positivt overrasket, for ikke at sige lykkelig, over, at det blev både  nyt og  godt. 

Amalie Smith: De næste 5000 dage
Når man ser tilbage på et længere forfatterskabs afstand, virker Amalie Smith i sin debut både helt som sig selv og helt som en anden. Det er lige ved, at det er bedst, når hun til sidst i bogen med sin legende, formbevidste poesi overhovedet ikke lyder som sig selv.

Daniel Dalgaard: Spejlkamel
Til sidst i min anmeldelse af Daniel Dalgaards to første og hidtil eneste bøger, digtsamlingerne Vi er ikke konger og Spejlkamel, bad jeg om en novellesamling på bestilling. I stedet viser det sig nu, at der er en roman på vej i 2021 på forlaget Gutkind. Den glæder jeg mig sørme til at læse, for Spejlkamel viser, at Dalgaard bestemt må være en fremragende fortæller in spe.


2 gode danske klassikere

William Heinesen: Det gode håb
Ekstremsport for sprognørder og en politisk roman til vor tid kaldte jeg i min anmeldelse William Heinesens Nordisk Råds Litteraturpris-vinder, for den lykkes på samme tid fortrinligt med at genskabe et arkaisk 1600-talsdansk og gå i kødet på politiske tematikker som tyranni og kolonialisme, der stadig er alt for relevante i dag.

Per Højholt: 6512
6512 er en roman, der i hvert fald bare overhovedet ikke gider være nogen som helst roman. Teenagetrodsigheden er charmerende og litterært sprudlende, og så er den bedre til at bruge sit system end nogen anden systemroman, jeg har læst.


3 gode europæiske klassikere

Theodor Fontane: Effi Briest
I sin ikke helt ufeministiske klassiker gør Fontane lige præcis det, som alle de bedste fødsel-til-død-romaner gør: Lader et kort tidsspand udspille sig hen over de første flere hundrede sider, for så til sidst at lade et helt liv køre i fast-motion i løbet af et par enkelte kapitler. Sikken aldringens melankoli!

Karel Čapek: Krigen med salamandrene
Satire til tiden, dvs. Mellemkrigstiden, men så altså, mærkeligt nok, også nutiden. Tjekkiske Karel Čapek (1890-1938) spiddede sin samtid så grundigt, at lansen er fortsat langt ind i 2020. Smuk udgivelse fra mikroforlaget Æther, der ikke kun tager litteraturen, men også bogen som objekt, alvorligt.

Marguerite Yourcenar: Smeltedigelen
Intet kan leve op til det livskloge mesterværk Kejser Hadrians erindringer, men Marguerite Yourcenars anden store historiske roman er tæt på. Smeltedigelen er lige så rørende i sin humanisme og milde resignation over menneskets ondskab.


2 gode værker fra Antikken

Gilgamesh
Gilgamesh er nedskrevet for mere end 3.000 år siden, og det er det bedste, jeg har læst i år: Hvordan søren kan så gammel en tekst gribe læseren på så lang tidslig afstand? Et af svarene må være, at Sophus Helle og Morten Søndergaard har skabt en uovertruffen oversættelse.

Sulpicia: En romersk digter
Uretfærdigt glemt og overset af litteraturhistorien, vidende og passioneret genoplivet: Harald Voetmanns Sulpicia-oversættelse viser både den romerske digters enkelt præcist følende sider og komplekst mytereferende blærende sider. Er det hele faktisk skrevet af Sulpicia, eller har hun haft en mandlig ghostwriter, som (også mandlige) læsere har ment gennem tiden? Voetmann tror på det første og taler brusende for sin sag.


2020 kommer nok ikke til at huskes som et specielt godt år. Men når jeg tænker tilbage på ovenstående bøger, må jeg huske det som et i det mindste godt læseår. Jeg håber, du kan bruge anbefalingerne.

mandag den 28. december 2020

Anmeldelse: Aura af Carlos Fuentes

Titel: Aura
Forfatter: Carlos Fuentes
Oversætter: Rigmor Kappel Schmidt
Illustreret af Alejandra Acosta
Skjødt Forlag
74 sider
Først udgivet 1965, denne oversættelse 2020
Fantastisk/gotisk kortroman/novelle

Vurdering: 5/6

Du vil ankomme til et gammelt, mørkt hus. Sådan er mexicanske Carlos Fuentes' novelle eller kortroman Aura skrevet: i andenperson fremtid (eller i det mindste med hyppige indslag af fremtid). Hvis du aldrig nogensinde før har læst en tekst skrevet i dén grammatiske form, så er du ikke den eneste.

Ellers er indholdet i Aura egentlig ret velkendt og virker som noget, der burde være skrevet 100 år tidligere: Der er et dobbeltgænger/spejlingsmotiv, en gotisk stemning og indretning af det store, nedslidte hus, fortællingen foregår i, et gennemgående drømmer-jeg-eller-er-jeg-vågen-spørgsmål, en herskab-og-tjenestefolk-tematik og en fornemmelse for forfald. Som oversætter Rigmor Kappel Schmidt har gjort oplysende rede for i en artikel på forlagets hjemmeside, er Aura dybt sovset ind i den gotiske tradition. Og hvis man skal være lidt kæk kan man derfor sige, at kortromanen nok ikke er noget originalt mesterværk, men til gengæld utvetydigt er en mesters værk.

Det mesterlige ligger i den sans for nænsom opdatering af det gammelkendte materiale, Carlos Fuentes lægger for dagen. Ligesom kortromanen handler om en ung historielærer, der får til opgave at renskrive et over halvtreds år gammelt manuskript til en selvbiografi, tager Fuentes' tekst form af en slags renskrivning af 1800-tallets uhyggetraditioner.

Den store opdatering er selvfølgelig du- og fremtidsformen, men der er også andre velvalgte stilistiske elementer, der skaber liv i gotikkens reanimerede lig: f.eks. en drømmescene, der er fortalt med flosset højremargen som et digt, og så en rig brug af muligheden for at eksplicitere den seksualitet, som 1800-tallets forfattere kun måtte danse om som katten om den varme grød – katten, der for resten tortureres noget så grusomt i nærværende kortroman, hvilket man kun forstår meningen med, hvis man kan fransk eller har google translate klar ved hånden, så sidstnævnte kan anbefales for andre udannede bondeknolde som mig selv.

Dobbeltgængermotivet tager form i den ældre kvinde, der ansætter hovedpersonen Felipe, señora Consuelo, og hendes dragende niece, Aura. Det sker hele tiden på en lidt omvendt tidsforskudt måde, hvor erindring, nutid og fremtid filtres sammen, som i denne aftensmadsscene:

Du ser hurtigt fra tante til niece og fra niece til tante, men i selvsamme øjeblik standser señora Consuelo enhver bevægelse, mens Aura samtidig lægger kniven fra sig på tallerkenen og bliver siddende ubevægelig, og du husker, at señora Consuelo et splitsekund tidligere gjorde det samme.

Der er hele tiden disse små forbehold for handlingen: Det er ikke bare sådan, at señora Consuelo et splitsekund tidligere gjorde det samme, nej, det er noget "du husker". Ligesom når der står: "Din erindring siger dig, at klokken må være omkring seks om aftenen" – igen dette erindringsforbehold. Og jeg erindrer, at der var et langt tydeligere eksempel på dette et sted i bogen, men jeg kan ikke finde det igen, for udgivelsen med Alejandra Acostas underskønne illustrationer er for smuk til, at jeg vil sætte blyantsstreger i den.

Ikke kun de – både i tid og sprog – let forskudte bevægelser binder Consuelo og Aura sammen. Også metaforisk er der ensartede beskrivelser. Consuelos stemme lyder som "en fugls dæmpede skræppen", og hendes grin beskrives således: "Fra den gamle dames tilknappede hals vil der stige en dump kaglen op." Få sider efter beskrives Aura som "forpjusket".

At denne fuglemetaforik findes i den danske oversættelse er et godt eksempel på, at en oversætter ikke bare skal kunne sprog, men også være en god læser. Man ville let kunne komme til at overse fuglemetaforikken og gøre f.eks. Consuelos latter til en hiksten og Auras udseende tjavset. Det er derfor, der altid går et lille glædesgib gennem mig, når jeg ser navnet Rigmor Kappel Schmidt på titelbladet – så kan man være sikker på, at sproget både et lige så skønt flydende og lige så sammenhængende betydende som på spansk. Tror jeg – for jeg kan ikke et ord spansk.

Jeg tror, der er meget mere at komme efter i Aura, hvis man har forstand på mexicansk og fransk historie. Det har jeg ikke, så der var en del, der gik hen over hovedet på mig. Men det, jeg fangede, er jeg ret så lykkelig over at have læst. Det kan varmt anbefales.

søndag den 27. december 2020

Anmeldelse: Originalen af Filip Granlie

Titel: Originalen
Forfatter: Filip Granlie
Ekbátana
84 sider
2020
Roman/kortprosa

Vurdering: 5/6

Hele menneskehedens historie på 84 sider. Det er den korte pitch til Filip Granlies tredje bog, og første i 10 år, Originalen. I 7 dele med 7 forskellige indfaldsvinkler til at fortælle om mennesket – forplantingen, kroppen, aldringen, føden osv. – bliver vi præsenteret både for generelle kategoriseringer og abstraktioner og konkrete iagttagelser, små fortællinger. Som oftest foregår det på denne måde: Der fortælles i et tilstræbt objektivt, kancelliagtigt sprog om et bestemt træk ved mennesket, hvilket så pludselig sprutter over i en kortprosafortælling, der demonstrerer samme træk fulgt af et mærkbart skifte i stilleje. Det lyder f.eks. sådan her:

Kroppen er ekstra sensibel ved søvnen, som kræver ro og tryghed, særligt om fødderne. I parcelhuse, hytter, boligkomplekser, telte og på gaden bekræfter stikprøver, at sovende mennesker kun af nød eller under de varmeste betingelser lader fødderne undslippe deres dækken: I en jordslået, saneringsmodern gård på en egn, hvor befolkningen fortrinsvis lever af kål og rødder og først får moderne fornødenheder i sidste øjeblik, sover en gammel og stolt kone erfarent under en dynge af bultede dyner og grove, nussede tæpper vævet i mørkerød, blå og forvitret hvid. For et par timer siden, da natten var ung og stuen lun, lod hun blændet af søvnen sin runde, svampede højrefod med ligtorn på lilletåen glide ud for at suge lidt frisk luft og sænke den samlede kropstemperatur en smule, men nu hvor natten er kold og klam, glider foden tilbage i mørket som en mus.

Saneringsmoden! At sove erfarent! Bultede dyner!

Først og fremmest minder Filip Granlie mig om Majse Aymo-Boot, der også springer kækt mellem diskurser og har en forkærlighed for det offentliges tilstræbt objektive sprog. En ret så overlegen omgang med sprogtonen, som ikke bliver dårligere af den opfindsomhed, med hvilken han fremdrager eksempler på liv: lige fra et itusprængt soldaterpar, hvis invalidering skal illustrere lemmernes vigtighed (og disses nødvendighedshierarki), til den bogstavelige opfindelse af den dybe tallerken engang i stenalderen, som tjener til at illustrere sprogets egnethed som innovationsskabende samarbejdsværktøj.

Til sidst løfter blikket sig fra mennesket til tiden efter menneskehedens uddøen. Og det bliver helt rørende, som det kun kan være rørende at læse om bjørnedyrs mærkværdige evne til at stå imod hvad som helst. Opfindsom, selvbevidst og sprogligt tumlende litteratur – det er svært ikke at gå ind for!

En afsluttende anbefaling: Indtil for nylig anede jeg ikke, at der fandtes en dansk forfatter ved navn Filip Granlie (og at han var værd at lægge mærke til), men så blev et uddrag af Originalen sendt ud med mailtjenesten hvermandag. Tegn straks et ganske gratis abonnement, man får udvidet sine litterære horisonter betragteligt.